Virkelig flotte rammer omkring XCM DM i Aarhus, der blev afholdt i dag, med base ved Moesgaard strand. Vejret viste sig fra sin absolut bedste side, med høj sol, og smukke skyer der prydede himlen, og så havde Aarhus MTB disket op med en lækker, og sindsygt hård rute! 

Tekst og Foto af Uggi Kaldan

Aarhus MTB var gået all in på DM

Det var virkelig rammer der var et DM værdigt, lækker stævneplads, ægte kaffe, god forplejning til gæsterne, og flot opløb, hvor man dog savne en slags målportal, det havde lige været prikken over i’et. Til gengæld var investeringen i live streaming på ruten alle pengende værd hvis du spørger mig, det var fantastisk at bevæge sig rundt på ruten, og samtidig kunne følge med på mobilos i løbets gang.

Samtidig var der opstillet en kæmpe storskærm på stævnepladsen hvor man kunne følge med, det fungerede bare skide godt, tommel op for det!!

Start for alle klasser, i skøn forvirring…

Mit indtryk er at afviklingen lykkedes ret godt, selvom jeg havde mine bange anelser, når man starter så mange klasser (alle klasser) næsten samtidig, men her har den virkeligt hårde rute nok gjort sit til at det ikke lod til at skabe større problemer. Det eneste jeg hørte var at de hurtigste U19 ryttere vist endte med at overhale en hel del og faktisk indhente flere A ryttere, uden det dog lød til at have betydning for resultaterne i nogen klasser.

En fed dag!

Med så mange klasser der kører oveni hinanden, så er det svært at holde overblikket, men heldigvis var speakerne rigtig gode til at få annonceret når der kom ryttere i mål, der kørte resultatet, og i øvrigt var de også flinke til at speake rigtig mange sekundære placeringer ind, samt opmuntre de mange seje motionister der også var til start og kørte både 1, 2 og 3 omgange på den krævede rute.

Mit indtryk er at alle havde en pisse fed dag, og det var også en fornøjelse at være ude med kameraet på ruten, og skyde lidt billeder. Der kommer et større galleri på Aarhus MTBs facebookside i morgen.