Velofit startede i et lille lokale som var delt med nogle andre gutter tilbage i 2013, dengang var AoC også helt nystartede og vi lavede en lille artikel om bikefit hos dem. Siden da har vi været buddies med Thomas Bundgaard (stifteren af Velofit red.) så selvfølgelig skulle vi forbi og sige hej, da vi hørte han var flyttet i eget hus, på Sydhavnen i Aarhus, der godt kan ligne et lille hjørne af New York, med sin rå stil. 

Tekst: Uggi Kaldan | Foto: Uggi Kaldan

Sydhavnsgade Nr.7 – perfekte træningsrammer

sydhavnsgade-7-aarhus
I Aarhus findes der en gut der hedder Jørn Tækker, han driver Tækker Group, en koncern der køber og udvikler ejendomme, ofte med en lidt “skæv” vinkel – men på den fede måde. Af hans mere kendte projekter kan nævnes den gamle klassiske Toldbod i Aarhus og Lynfabrikken i Aarhus C, der huser Café og iværksætter virksomhedshotel. Nu har Tækker føjet endnu en bygning til porteføljen, nemlig Sydhavnsgade nr.7 (der vist er en gammel soyafabrik?) – i hvert fald en ældre industribygning.  

Det rå New Yorker look og udsigten over den gamle industrihavn kunne Thomas Bundgaard og Christian Jersild (- der også er en del af Velofit teamet nu) ikke stå for. De nye lokaler kommer de til at dele med en masse forskelligartede iværksættere  og enkelte kunstnere, – med andre ord et levende og fedt miljø. Det hele fremstår råt og upoleret og i det hele taget har den gamle sydhavn ret meget charme. Noget der godt kan savnes i de nye polerede områder, der ellers præger udviklingen af Aarhus´havnefront i disse år. Jeg er vild med sådan en udsigt som den herunder!

sydhavnsgade-7-udsigt

Der er noget fascinerende over sådan et område, og det passer altså helt perfekt til et firma der tilbyder bikefit, personlig vejledning og fællestræning til cykelryttere, typer der ofte (lidt i sjov, lidt i alvor) hylder rå lidelse. Jeg var næsten ked af jeg ikke lige havde taget noget træningskluns på, rammerne emmede af at man burde komme igang med at lide!

“Lugtede der så af gammel sved og karklude” – tænker du måske? Nej, der lugtede ikke af sved, faktisk duftede der i dag af god kaffe! Det er fordi underboerne tæller både kafferisteri (Sigfreds Kaffefabrik) og et bageri, så ofte dufter der af friskristet kaffe, og nogle gange dufter der også af friskbagt brød, udbryder Thomas, men vi sidder og sludrer. Kunne det være mere perfekt?

kaffe-sigfred-velofit

Bikefits, Fitness tests, personlig træning, fællestræning, styrketræning… vil du være hurtigere? – så kan du starte hos Velofit. 

Velofit startede ud som et rent bikefit foretagende, men tilbyder i dag en langt bredere pakke end til at starte med. Du kan selvfølgelig stadig blive fittet, og ligesom det var tilfældet i 2013, så er Thomas stadig en af de bedste på det felt i 2016. AoC har ikke prøvet et fit hos Velofit siden 2013, men Thomas fortæller at både selve teknikken bag fittet er blivet forfinet og så er han selv blevet langt mere erfaren. Det udmønter sig især i at Thomas er blevet langt bedre til at snakke med folk om hvad det faktisk er de har brug for hjælp til, i processen med et fit, findes der ofte andre parametre der også kan forbedres, beretter Thomas. 

003-bundgaard-velofit

Derfor tilbyder Velofit i dag også vejledning indenfor ernæring, konditionstræning, styrketræning, test af form, fælles træningsture. Alt sammen med et særligt særligt fokus den enkelte rytter, og på hvordan vedkommende bedst muligt får mest muligt ud af den træningsmængde han / hun nu har mulighed for at nå, på ugentlig / månedlig basis. Til den del har Thomas Bundgaard allieret sig med Christian Jersild, der er tidligere prof. rytter, og derfor har stor erfaring med konditionstræning, tests af fysisk form og styrketræning. 

Ud over at Thomas er en kompetent herre, så er han også bare en rigtig flink fyr, som er let at snakke med og god til at lytte efter, når man har spørgsmål / fortæller om de udfordringer man nu engang står med. Herunder viser Thomas et nyt saddel – sensor – system frem, der kan vise hvordan trykket på sadlen bliver fordelt, når man sidder på cyklen, det ser ret smart ud, hvis man har problemer på den front!

bundgaard-velofit

Her på bloggen ønsker vi Thomas og Velofit stort tillykke med de nye fede lokaler, og ønsker dem alt mulig held og lykke med forretningen fremover! 

Kunne du tænke dig at komme ned og se lokalerne, så holder Velofit åbningsreception d.9 December. Hold øje med deres facebook for flere detaljer, eller læs mere om hvad de tilbyder på deres hjemmeside – www.velofit.dk. 

thomas