Cat vs. dog, Scott vs. TREK
Vi har en vinder, den ene er en Bulldog, den anden er en lille missekat... © AltomCykling.dk

Aero is here: SCOTT FOIL 2016 vs TREK MADONE 2016

Producenterne er gået all in på aero, og disse dage kommer alle de store fabrikanter med aerorammer til landevejen. Mads Fenneberg har kigget på Scott og TREK, der hver har deres bud på at komme “Aero is Everything” i møde. Navnene på rammerne er de gamle kendinge, “FOIL” og “Madone”, men rammerne er spritnye og pakket med ny teknologi, hvilken løber med sejren?

Af: Mads Fenneberg

Scott har lavet en cykel der ville have været super fed, forrige år…

Den helt nye Scott Foil. Synes du heller ikke den er så pæn? – jeg må indrømme, det synes jeg virkelig heller ikke. Jeg kører selv Scott og er utrolig glad for rammen, så det er ikke pga. af en eller anden syg form for mærkesnobberi, jeg synes simpelthen bare denne ramme er grim, helt enkelt. Nu er jeg en af dem der går mere op i specifikationer end i udseende (fik jeg nævnt jeg allerede kører på Scott? :) ) men heller ikke her er Scott specielt godt med, selvom det umiddelbart ser flot ud.

Scott Foil 2016

Lad os kigge på specifikationerne: 

Rammen vejer sølle 945 gr. Det er mindre end deres gamle #Addict!, så rammen er let, men de fleste fabrikanter kan i dag lave lette rammer.

Scott påstår, at over 40 km, med et snit på 45 km/t, det er det som profferne kører med på en sprinter etape, så vil du vinde 27 sek! Det betyder, at hvis du ligger i et udbrud 120 km, det er typisk det som profferne gør, så vil du vinde 1 min og 48 sekunder. Det kan let gøre forskellen fra sejr til fiasko… med mindre dine konkurrenter kører på enten TREK Madone  eller den nye Specialized Venge ViAS, de skærer nemlig endnu mere af tiden, så her er du bagud på din Scott, allerede inden løbet starter.

Det som Scott virkelig har gjort sig umage med på denne ramme udover aero er komfort. Deres gamle Foil havde den perfekte stivhed, men ikke den perfekte komfort. Det har de udviklet meget på gennem det seneste år. Det har resulteret i at den vertikale eftergivenhed er blevet øget med 86 %. Det betyder at denne Foil er meget mere behagelig at køre på end dens forgænger. (Det påstår Scott i hvert fald, vi har altså ikke selv prøvet rammen).

Vurdering: 

Pga. den lette ramme vil man med de rigtige dele kunne få cyklen ned og være utroligt let, samtidig med at den skulle være rigtig stiv – det ligner en cykel der er perfekt til danske forhold, desværre er den bare ikke rigtigt med på noderne.

Alt i alt er denne nye Scott Foil, let, hurtig og komfortabel, men om den er lækker, det er en smagssag, den er ikke billig, og så virker den lidt “gammel”, i hvert fald i forhold til TREK og Specialized.

SCOTT Foil, Topmodel pris: ca. 71.999 kroner (det kostede den tidligere topmodel i hvert fald). 

Den aggressive modstander!

Trek Madone 2015 © AltomCykling.dk

En af de rammer Scott Foil skal op imod, det er den helt nye Madone 2016 model. Den er i modsætning til Scott #FOIL, et vidunder at se på. Her får du billeder på nethinden af dig selv der ligger i en spurt og rækker begge hænder i vejret. Dette er rammen som giver dig gåsehud når du ser den, med andre ord, den nye TREK Madone er top lirens!

Lad os kigge på specifikationerne:

Hvor Scott stort set ligner noget man har set før, sidste år, så er #TREK gået all in og har et arsenal af nye integrerede funktioner. Frempinden er blevet integreret i styret, men endnu mere interessant i den sammenhæng er at kablerne også er langt ind i styret, faktisk er der ingen synlige kabler foran på den nye TREK, det giver et utroligt “clean look”.

Bremserne er et kapitel for sig, de er “centre pull” hvilket ellers var noget der gik af mode engang i start 90erne, og så har den integrerede front bremse fået vinger, der klapper ud når du drejer… det skulle give et lille “klik”… lirens? Ja, det er det!

Til sidst har TREK introduceret deres #ISO-speed teknologi på denne ramme, et sindrigt system omkring saddelrøret især, der gør at denne ramme, samtidig med at den er stiv, også er komfortabel.

Vurdering: 

Rammen kan du få ned på 6.8kg uden problemer.

Alt i  alt er TREK hele pakken, den er ikke ultra let som Scott, men let nok, helt sikkert hurtig, selvom vi ikke har kunne finde sammenlignelige tal fra TREK, men den ser ærlig talt hurtigere ud. Den er indiskutabelt lækker – til gengæld er den også dyr!

TREK Madone, Topmodel pris: 102.000 kroner

Hvem vinder? Det gør TREK!

Da vi først så Scott´en og prismærket var vi egentlig tæt på at give sejren til Scott på forhånd, men når man graver lidt ned i materien, så vinder #TREK stort på alle punkter, måske lige på nær vægten. Den er simpelthen bare nyere, frækkere og mere lirens på alle sammenlignelige punkter. I sammenligning med TREK Madone, så er Scott den gamle tamme stribede huskat, og TREK er den aggressive Bulldog, der æder konkurrencer som Scott FOIL til morgenmad.

TREK vinder på teknologien, og så er den oven i købet smuk, skulle jeg gifte mig med en cykel, så skulle den hedde #Madone.