Egentlig var planen at holde helt og aldeles pause fra cyklen, efter mit sidste licensløb i Bov, men da muligheden opstod for at køre Alpetramp, så tog jeg den. Jeg har de seneste par år haft lyst til at prøve løbet af, da det eftersignende skulle være ret hårdt, og der var endda lovet tørvejr! 

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: PEDALTRAMP SYDFYN

Ankom til Broby, direkte efter en 24-timers vagt, Det gør man åbenbart ikke ustraffet. Efter omklædning fandt jeg ud af, at jeg havde glemt mine kontaktlinser. Okay, hvad nu, almindelige briller? – eller cykelbriller (uden linser) og derved nedsat syn? Prøvede cykelbrillerne… men kunne hurtigt konstatere at det ville blive alt for farligt. Der var ikke andet for end at køre med de normale briller, det huede ikke forfængeligheden, men sikkerhed frem for alt.

Gik ned og hentede startnummer, der slet ikke var noget nummer, men blot en chip der blev placeret på hjelmen. Det var sgu da nemt. Derfra til start, der foregik således vi blev sendt ca. 50 ryttere ad gangen. Ikke noget med at melde sig til en startgruppe. Til Alpetramp er det “Først til mølle-princippet”, hvilket jeg syntes er så fint. Folk der gerne vil køre sammen, skal blot kan melde sig til, og så stille sig i nærheden af hinanden. Stort set alle de licensryttere der var til start, stillede sig op og ned af hinanden, så vi kunne køre race sammen. Det blev dagens sidste gruppe der kørte afsted.

Løbet blevet givet frit, og min plan var simpel. Holde sig til uden at arbejde. I hvert fald indtil efter Golfbakken, som jeg ikke har kørt siden jeg blev plantet i UCI-løbet, Fyen Rundt. Niveauet ikke var det samme her, så var jeg stadig nervøs. Veteran-holdet, Xtreme Masters, var også til start, med omkring 10 ryttere. De måtte derfor tage lidt ansvar, mente jeg. Derudover ville jeg holde mig til Mathias Mortensen, A-rytter fra Team Georg-Berg Elite og de 2 Kolding-ryttere; Poul Bendtsen (B-rytter) og Mark Eriksen (C-rytter). Mathias Mortensen er selv gammel Kolding-rytter, så de 3 kendte hinanden godt.

Tempoet var højt fra starten af, og Xtreme Masters tog ansvar med det samme. På løbets første bakken efter 8 kilometer, blev jeg bekræftet i, at jeg blot skulle holde mig til. Et dræbende tempo blev der sat, og jeg var i en mindre krise, som nok skyldtes at jeg ikke var ordentlig varm, tænkte jeg. Efter bakken kunne jeg dog konstatere at feltet var halveret allerede. Vi var godt og vel 25 mand i front.

Farten var ret høj her, og pludselig bliver der råbt “højre!!” bagfra, fuck, vi har misset et skilt. Fronten bestående at hele Xtreme Masters (på nær Henrik Dann Andersen), Mathias Mortensen, og et par mere, hører os tydeligvis ikke, selvom vi prøver at råbe dem op. Nå, intet at gøre ved. Vi andre vender rundt og kører rigtigt. Jeg konstaterer at det skilt sgu hang lidt højt oppe, og når man kommer med 50 km/t ned af så ser man det ikke rigtigt!

“Feltet” rullede lidt videre, men lå meget spredt. Jeg lå sammen med Poul Bendtsen, Mark Eriksen og Henrik Dann Andersen, og der var enighed om at vi bare ville rulle, indtil de kom bagfra, når de opdagede at de var kørt forkert. Men efter at have rullet 5 minutter med meget lav fart, gav det ikke mening at vente længere. Henrik Dann deltog ikke i føringer, så vi var kun 3 mand der begyndte at give den gas. Ikke voldsomt meget, da der jo stadig var knap 115 kilometer igen, så ingen grund til at brænde alt krudtet af.

Efter ca. 10 kilometer kom Mathias Mortensen pludselig kørende IMOD os! Hvad var nu det for noget!? Han vendte om og kørte op til os. De første var længere foran sagde han, men de havde nok 3-4 minutter! Så fronten, der kørte forkert, var ikke vendt om, men i stedet havde de fundet tilbage på ruten, og var fortsat! Øv, var min første tanke, med 10 mand der buldrer der ud af i rulleskift, så var det et hård opgave vi andre nu var kommet på, hvis vi skulle lukke.

Mathias gav den god gas, og jeg begyndte at mærke mine ben. Det var ikke just positive signaler de sendte, men så længe at farten ikke var højere end det her, så skulle nok overleve i stykke tid endnu. Vi tog alle vores føringer, men det var tydeligt, at når Mathias kom frem så steg farten lige en smule. Sådan her gik det ellers indtil vi ramte omkring de 60 kilometer. Da passerede vi en jernbaneoverskæring, og der lød et ordentlig “klunk” fra mit forhjul…! “Det lød sgu da ikke så godt”, konstaterede Poul Bendtsen, og jeg var enig. Jeg var sgu nok punkteret, med en siver. Jeg måtte lade de andre fortsætte, og holdt ind, blot for at konstatere, at den vist ikke var flad. De andre var allerede 150 meter væk, det kunne jeg ikke selv lukke. Jeg havde faktisk mest lyst til at tage min telefon frem, og finde hurtigste vej tilbage til mål og køre hjem, men af en eller anden grund gjorde jeg det ikke, og jeg fortsatte videre på ruten.

Efter lidt tid blevet jeg fanget af en gruppe bagfra, og kørte med dem et godt stykke tid. Da vi passerede et depot efter 70-80 kilometer spejdede jeg Bjarne Olsen og Bjarne Kingo Andersen fra Xtreme Masters derinde. Kingo var ved at pumpe sit dæk op. Hvor længe havde de mon stået der? Var fronten tæt på? Efter lidt tid fangede Bjarne Olsen vores gruppe. “Kingo havde lige smadret en slange, da han næsten var færdig med at skifte den og så gad Olsen ikke vente mere, grinede han. Det var fint med mig, for så havde jeg da en at følges med, men jeg følte mig godt nok mør i benene.

Umiddelbart efter ramte vi Golfbakken, sjovt som man glemmer hvor hårde de lede bakker er… det blev jeg så mindet om. Jeg kørte mit eget tempo (langsomt) op, heldigvis ventede Bjarne på toppen, og vi kørte så videre indtil gruppen bagved igen fangede os. Her slog det mig, at jeg faktisk ikke havde spist noget som helst på hele turen, så jeg fik fundet en bar frem og spist den. Men det var nok allerede for sent. Jeg følte mig i hvert fald tung, og træt, og med ca. 35 kilometer til mål gav jeg slip på en bakke. Kroppen var simpelthen for træt. Herfra rullede jeg i mål.

Trillede direkte fra stregen hen i bilen, klædte om, og kørte hjem. Jeg var træt, efter min vagt, og efter 130 kilometer, som endte med at blive hårdere end jeg havde regnet med, og også lidt irriteret over løbets udvikling.

Konklusion på arrangementet:

Nu lyder jeg måske en kende negativ, men det var som sådan ikke løbets skyld. Jeg var bare for træt og uoplagt på dagen, og da løbet så på et eller andet niveau sluttede allerede efter 10 kilometer, da majoriteten af de stærkeste ryttere lidt uforskyldt fik sig en fordel ved at cutte 2-3 kilometer af ruten, så var det op ad bakke resten af vejen, i mere end en forstand.

Skiltet vi overså stod ikke supergodt placeret, men det er også det eneste jeg kan sætte på løbet. Der var mange der havde overset det, fandt jeg senere ud af på Strava, hvor flere enten skrev det, eller man kunne se det i Strava Flyby (som samler alle GPS-data, så man kan se det som real time).Resten af ruten var fint opmærket, og løbet var i sig selv rigtig, rigtig hårdt. Depoterne fik jeg ikke prøvet, men Bjarne Olsen forsikrede mig om, at der var rigtig gode kager derinde! Det burde jeg sgu have prøvet – der er der jo aldrig tid til i licens. 

Jeg vil slet ikke afskrive, at jeg kører løbet igen næste år, for havde vi ikke haft det ene skilteproblem efter små 10 kilometer, havde det 100 % været et ret sjovt løb at køre, hvor jeg nok havde holdt indtil i hvert fald Golfbakken. Derfra havde jeg nok fået klø, også selvom løbet ikke havde UCI-katagori ;)