Watt er stadig noget som flere og flere bruger på deres cykler, og er efterhånden ved at blive en standard komponent på mange cykler. De seneste år er wattpedaler begyndt at komme mere og mere frem, og her på AoC har vi fået lov til at teste en af de “nye” spillere på markedet, nemlig Favero, som for et par år siden gav os bePro-pedalerne, og nu sidste år kom med deres opdaterede version Assioma.

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Jeppe Tolbøll og Favero Electronics

FAVERO ASSIOMA DUO

De rå facts:

Vægt: 299 gram
Pålidelighed: ±1%
Installering: Umbraco, uden specifikt moment.
Pris: €695,00 (5.189 kr.)
Kompatibel med: Look Keo-klamper, og stort set alle cykelcomputere med ANT+ og/eller bluetooth
Batterilevetid: ca. 50 timer, fuldt opladet.

Mine erfaringer med pedalbaserede wattmålere:

Jeg vil ikke sige, at jeg har været særlig begejstret for pedalbaserede wattmålere tidligere. Faktisk havde jeg afskrevet pedalerwattmålere, jeg synes det var noget skrammel.

De første Garmin Vector kendte jeg rigtig mange der havde haft bøvl med, hvor de konstant gik i stykker, havde udfald og alle der havde købt dem på et eller andet tidspunkt havde haft kontakt til kundeservice, fordi produktet ikke virkede. Vector skulle dog have udviklet sig en del siden jeg testede første version.

Dernæst fik jeg lov til at teste første udgave af Powertaps P1-pedaler, men de viste klart for mange watt. Som eksempel satte jeg ny rekord på FTP med pedalerne, mens jeg kørte på min TT-cykel i et hårdt, men stadig ikke all out interval. Og når man i forvejen normalt lå med lavere watt på sin TT-cykel så var den hel gal.

For 2 år siden fik jeg så et rigtig godt tilbud på Favero’s bePro-pedaler. Et tilbud som var for godt til at være sandt, fandt jeg ud af. Installeringen var utrolig besværlig, og kalibreringen ligeså. Og ud over det, så var wattmålingerne (når den endelig viste watt) i øst og vest. Jeg kunne komme hjem fra en vintertræningstur, som var kørt roligt med 27 km/t i snit, hvor wattmåleren mente jeg havde kørt 300w i snit, mens jeg dagen efter kørte ud og kørte hårde intervaller, men selvom jeg lå og kørte fuld smadder i modvind, så kunne wattene ikke snige sig over 350w. Pedalerne var 2 gange til service uden at problemet blev udbedret, og til sidst røg de på genbrug til elektronisk skrot. De var ubrugelige og jeg kunne ikke sælge dem med god samvittighed.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt…

Som sagt, så havde jeg egentlig opgivet at stole på pedaler. Lige indtil jeg begyndte på Zwift.

Der er en australsk gut, der laver en del videoer på YouTube. Navnet er Shane Miller (GP Lama på YouTube), som bl.a. brugte Favero’s nye pedaler, Assioma, som reference til at teste hvor valide hometrainere var. Samtidig fandt jeg så frem til, at også wattmåler-tester-guruen, DCRainmaker, også var vild med Assioma, og brugte dem som reference. Altså to personer, som jeg egentlig følte havde styr på deres ting.

Derfor henvendte jeg mig til Favero. De pedaler måtte jeg altså teste, hvis de gav mig lov. Og i januar modtog jeg så et sæt Assioma DUO-pedaler.

Installeringen var nem, selv for en med 10 tommelfingre som mig. Derudover kunne man downloade en app til både iOS eller Android, og via bluetooth kunne man nemt opsætte pedalen i forhold til krankarmslængde, kalibrering (zero off-set). Pedalerne (eller pedalen, hvis man vælger UNO) aktiveres også igennem app’en. Før de er blevet det virker de ikke, men så er de altså også låst til ejeren igennem serienummeret. Det er sgu meget fedt, hvis de bliver stjålet! Gennem app’en kan man også se hvor meget hver pedal har tilbage af batteri.

Hvor imod de gamle bePro skulle oplades ved at åbne et lille lem, og sætte kablet i, så har Favero nu taget ved lære. De gamle fik meget skæld ud, for at stikket nemt fik skidt ind i sig og derfor var udsat. Nu har de lavet magnetisk opladning. Det fungerer rigtig godt, og man undgår at kablet knækker, hvis man som jeg kan være lidt af en klodsmajor.

Men hvad med kvaliteten?

Det kan man dele ind i 2 kategorier.

  1. Holder pedalerne til det danske vejr? En pedal er en genstand der er udsat for meget slitage, og udsat i forbindelse med styrt. Koster den en nye wattmåler hvergang man styrter?
  2. Hvor præcist måler den? En ting er, at den viser watt, men viser den også præcise watt?

Punkt 1, kan jeg nogenlunde hurtigt afklare. Stort set hele pedalen kan udskiftes, og fordi en ligegyldig dims går i stykker, så ryger hele wattmåleren altså ikke. Efter at jeg styrtede i Give’s licensløb og smadrede hele pedalens body, tog jeg kontakt til Assioma, som sendte mig en nyt body og pdf-fil der viste hvordan man lige skiftede den.

Det var ret nemt, så det ud til. Jeg overlod stadig udskiftningen til min mekaniker, bare for at være sikker. Det er dog ret fedt, at man kan skifte enkelte dele ud, ret nemt. Lejerne var nemme at skifte, på samme måde som bodyen blev skiftet. Det var i øvrigt venstre pedal der røg en tur.

Punkt 2, kan var faktisk noget der overraskede mig pænt meget. Jeg lavede i foråret en test fra et race på Zwift, hvor jeg havde Assioma til at være min primære wattmåler, som optog på en Garmin Egde 520, mens min Power2Max optog via min ældre Garmin Egde 500. Faktisk målte jeg også min Wahoo Kickr, og blev bekræftet i at den er lidt gavmild.

Begge data blev sendt til min kammerat, Morten Tillquist, der fik smidt data ind i DCRainmakers Analyzer Tool, hvor man kan sammenligne wattmålere head-to-head.

Det gav følgende resultat, som jeg føler taler helt for sig selv:
https://analyze.dcrainmaker.com/?fbclid=IwAR2BpM5fnbonpLtjeXeaWB1BJYKGP-MGQxYht57QS2WRfSIPvTNKrpJXWp0#/public/7c0f7f78-e2b9-49eb-4c76-503fef8f12cb

Den ligger nærmest 100 % ens med min Power2Max. Selvfølgelig er der et par sekunder, hvor de svinger, men det vil der være på alle wattmålere man sammenligner. Men kigger man på snittet over forkellige perioder, så er der tit under 1-2w forskel, og det er mere end acceptabelt!

Lige præcis den del imponerede mig meget. Min skepsis omkring pedalbaserede wattmålere er for en stund glemt. I hvert fald i forhold til Favero Assioma DUO.

Konklusion

Jeg giver pedalerne mine varmeste anbefalinger. Min skepsis er gjort til skamme, og jeg må bare konstatere, at de altså spiller. Både hvad angår installering og troværdigheden i målingerne. Jeg har nu kørt med pedalerne i omkring 6 måneder, både i dansk vinter, og de får varme sommerdage vi har haft, og jeg har endnu ikke haft problemer med dem.

Nemheden ved at kunne skifte dem fra cykel til cykel på under 2 minutter, samt den præcise måling, gør at det er en no brainer, hvis man vil have en præcis wattmåler, der ikke kræver nu krankspider osv. Samtidig er prisen på de ca. 5000 kr., ikke voldsomt for en wattmåler, hvis man kigger på mange andre krankbaseret wattmålere.

På falderebet!

Efter jeg har lavet denne anmeldelse dukkede der en pressemeddelse op, med embargo til d. 22. juli. Jeg har lige løst oversat den, men det ser ud til at de har opdateret deres software, så deres pedalerne nu kan stort set det samme som Garmin Vectors i forhold til de såkaldte cycling dynamics. Se evt mere her: https://cycling.favero.com/blog/tech-tests/iav-cycling-dynamics?fbclid=IwAR3lFb4EJ7R-1oMDMaBQqtx2K4Ec8lgX-_9jsX13MBumgi6LwzK6WIPyySc

Ny pedal body:

Nogle ryttere fortrækker at kunne klikke nemt ud af pedalerne, men andre skal have det så stramt som overhovedet muligt. Derfor er den nye opdateret pedal body laves således at man kan få den så “nem” som 8Nm og helt op til 20Nm.

Farven er en en sort farve, som giver pedalen et elegant look.

Nye metrics:

Assioma intruducerer IAV Cycling Dynamics: IAV Power Phase og IAV Rider Position. Den nye software kan downloades gennem app’en d. 22. july, 2019.

Helt kort så er IAV Power Phase den del af pedalrotationen hvor der lægges kræfter i pedalerne, som bruges til fremdrift af cyklen, hvilket Assioma siger er 90 % af trådet.

Derudover er der Power Peak Phase analyse; altså der hvor rytteren har det hårdeste tråd i en pedalrotation

 

IAV Rider Position er den tid hvor enten rytteren bruger siddende eller stående i pedalerne. Her kan man så analyserer om hvor effektiv man er i de forskellige positioner i fx sprints, eller i andre specifikke områder af ens dataoptagelse.

Hvilke enheder kan vise de nye metrics?

Når ens pedaler er opdateret igennem app’en, vil de kunne ses på Garmin Egde, 1030, 830, 530, 820 og 520 enheder.

DISCLAIMER: AOC har ikke modtaget honorar for at teste Faveros produkter.