Den tidligere trefoldige verdensmester har udgivet sin første bog. Den byder på glimrende passager, hidtil uhørte anekdoter, men – efter anmelders mening – også en del længere passager, som en teenager (hvis idol er Peter Sagan) ville elske. Jeg må dog sande, at jeg nok er blevet for gammel (og grumpy) til sådan en idoldyrkelse.

AF SØREN KUIPERS

Mesterskaberne, one by one

Bogens indledning (meget korrekt kaldet Prolog) er bygget op omkring verdensmesterskabet i Bergen, Norge, 2017. Den starter således glimrende in medias res, hvor man bliver trukket til Norge, hvor Sagan – efter eget udsagn – ikke har en chance for at gøre sig gældende grundet flere dages Roskildesyge. Bogen slutter samme sted; da han krydser målstregen som første mand til VM – for tredje gang i træk. Som den første i historien. Det er han stolt af. Det skal han være. Og det gennemsyrer bogen.

Efter indledningen er bogen bygget kronologisk op med de tre verdensmesterskaber som omdrejningspunkter. Det fungerer fint, og det er meget fornøjeligt at kunne læse om Sagans off-season-træning og madindtag, som giver os motionister lidt ro i sjælen. Det er ikke kun profferne, som slækker lidt på kalorieindtaget i vintermånederne.

Dér, hvor der er kød på

Dér hvor jeg føler mig bedst underholdt er eksempelvis i afsnittet, hvor Oleg Tinkov optræder. Tinkovs impulsstyrede temperament sat i forhold til Bjarne Riis’ afmålte midtjyske lune giver Sagan et par fine betragtninger på. Man kommer (delvist) inside på hvordan fyringen af Riis skete, og Sagan sætter sig pænt mellem to stole – for undervejs i bogen åbner han op for et samarbejde med dem begge to igen (dog ikke på samme tid eller samme hold er jeg ret sikker på).

Desuden er der passager, hvor vi får et fint indblik i Peter Sagans familieliv, hans opvækst og de store ofre hans familie også har måttet tage for at støtte sønnen i jagten på drømmen – drømmen om bare at køre stærkt på cykel, og så håbe det kaster en masse gode oplevelser af sig.

Jeg har læst andre reviews af bogen, hvor der flittigt bliver gengivet længere passager. Det vil jeg ikke gøre, det er op til dig. Men bogen rummer et rigtig interessant afsnit, hvori Sagan overvejer et tidligt karrierestop. Det er værd at læse. Professionel sport er fyldt med op- og nedture.

Why so serious?

De tre verdensmesterskaber som Sagan har vundet kan på hans modstandere virke gentagende. Men det er ikke kun de tre regnbuetrøjer der gentager sig. Som læser oplever jeg sekvenser, hvor jeg stopper op og tænker: ‘Har jeg ikke læst det før?’ Jo, det har jeg, men det stod på tidligere sider. Der er masser af gentagelser i bogen. Blandt andet bliver der refereret til Team Peter adskillelige gange. Jeg vil ikke afsløre hvem teamet er og hvordan de arbejder; gør jeg det, så vil det blot blive endnu en gentagelse. Og dem er der, efter min mening, for mange af.

Sprogligt er bogen generelt ganske glimrende oversat, men Sagans evige mantra ‘Why so serious?’ lyder bare federe på engelsk, end det evindelige ‘Hvorfor så alvorlig?’, som jeg til sidst føler står på hver ottende side.

Løbsberetninger fænger

Her på altomcykling.dk elsker vi løbsberetninger. Mange af vore læsere tygger sig ugentligt igennem Tolbølls stærke beretninger fra fronten af licensfelterne her i Danmark. Det er spændende, det fænger og følelsen af at være der selv: lugte sveden, smage jernet, ramme asfalten osv. – det kan vi lide. Og det gør denne bog også godt. Det er fedt, at læse om flere af hans triumfer, som eksempelvis hans triumf i Paris – Roubaix eller hans skæbnesvangre lille skub med albuen mod en vis Mark Cavendish i Tour de France. Det fungerer, og det fungerer godt.

Bogen er meget let læst. Selvom du ikke er superunderholdt hele bogen igennem, så tager det ene kapitel hurtigt det næste, og er du fan af Peter Sagan, så er det et must-have.

Fakta ‘Min verden’

Det cykelvenlige bogforlag Turbine står bag denne udgivelse. Bogen er oversat fra engelsk til dansk af den gode Jesper Ralbjerg (kendt fra eksempelvis ‘Tyve tinder fra Tour de France’ og meget andet). De 264 sider kommer i hardback og udkommer 15. november 2018. Bogen kan købes ved forlaget for 250kr.

Bogen lanceres som Peter Sagans første bog. Skal han udgive flere, så bør han nok vente til karrieren er ovre – om forhåbentligt mange år.