AoC var i weekenden til Chasing Cancellara i Farum, ligesom vi i sidste uge testede konceptet i Silkeborg, hvor vores hold kom kom ind på en flot 8. plads. Vi havde et lidt bedre hold med til Farum, kunne vi mon forbedre placeringen fra sidste uge, selvom redaktøren AKA “the weakest link” skulle med hjem?

Af Uggi Kaldan | Foto Chasing Cancellara / Jesper Halvorsen

Udskiftning i sidste øjeblik

Lørdag kørte en af vores holdmedlemmer, Michael Damm, desværre ind i en tilskuer til løbet i Herning, det resulterede i en skulderskade, så han var ude. Heldigvis havde vi back up, i form af den sjællandske A-rytter Mathias Matz, der i resten af 2018 og hele 2019 vil skrive om sine licens-oplevelser på AoC, så nu dækker vi både licens på Sjælland og i Jylland.

Holdet blev dermed til Michelle Lauge Quaade, jeps, hustru til dén Quaade, og i øvrigt én af danmarks bedste kvindelige cykelryttere, Jeppe Tolbøll (A), Mathias Matz (A) og undertegnede Uggi Kaldan (1 point i D… for længe siden). Handicappet for vores, ellers på papiret stærke hold, var at jeg havde sat som betingelse for de andres deltagelse, at de skulle slæbe mig med hjem! Det viste sig faktisk at være et lidt mindre handicap end forventet.

Forholdsmæssigt hård optakt gav pote?

Jeg var mega spændt inden start. Håbet var at sidde med hjem, på hjul hele vejen naturligvis. Frygten var at blive sat efter 10 kilometer, og så skulle rulle slukøret de sidste 46km i mål, alene. Holdet havde lovet at vente på mig, hvis de stadig kunne have høj puls i føringerne, så jeg skulle altså holde kæden stram, ellers ville de køre.

Man hører jo tit om proffer der “timer” deres formkurve, nogen er gode til det, andre knap så gode. Det er virkelig svært at regne ud hvad der skal til som sådan en motionist som mig? Skal jeg træne hårdt ugen inden? Skal jeg bare ligge stille? Skal jeg tage en lang rulletur? Det virker ærlig talt lidt tilfældigt, hvad der lige virker. Sidste lørdag kørte jeg 180km grusløb i Sverige med 3000hm. Det tog 10 timer, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst var så træt da jeg kom i mål efter et motionscykelløb… Der var udsolgt. 

Så udsolgt at jeg ikke kom på cyklen igen før onsdag i den her uge, hvor jeg cyklede 20km på min test-bullitt cargo cykel, med ungerne. Torsdag kørte jeg så GSV gadeløb i Aarhus, 7km med fuld knald på, og blodsmag i munden. Fredag holdt jeg pause, inden jeg lørdag rullede 100km social ride med Pas Normal Studios, i meget jævnt tempo… nok lige lovligt langt, dagen inden man skulle præstere sit livs enkeltstart.

Helt utroligt ramte jeg den perfekte dag!

Bedre kan det ikke beskrives, søndag havde jeg simpelthen den bedste dag på cyklen i 2018. Jeg bliver sgu aldrig nogen “rigtig væddeløber”, det er efterhånden gået op for mig. Når man har nået den erkendelse, så begynder nogle andre målsætninger at melde sig. For mig handler det f.eks. om at kunne gennemføre Fausto Coppi Gran Fondo (som jeg kørte sidste år) – ikke i en prangende tid, men med gode ben hele vejen, og overskud i mål. (Det tog vist 8 timer og 45 minutter). Men wauw fed oplevelse, særligt fordi jeg ikke var HELT død i mål.

En anden målsætning er også at melde sig til, og gennemføre, 180km grusløb i Sverige, med 3000 højdemeter, og mange stigninger på over 16%, og stadig komme igennem på fornuftig vis. Det er rart at kunne melde sig til og vide… det skal jeg sgu nok klare. Det med den målsætning jeg træner, her i mit 40. leveår.

Men der er også den “kropslige oplevelse”, belønningen fra træningen, når den udmønter sig i den der fornemmelse af at man kan presse sin krop, til det yderste den formår. Hvor det ikke er en øm lænd, eller følelsen af ikke rigtigt at kunne trække vejret helt igennem, eller andre af de der ting der begrænser én, når man skal træde igennem, og hvor man tænker, årgh, hvis nu bare den følelse ikke lige havde hæmmet mig, så havde jeg haft 10% mere.

I Søndags havde jeg 100% til rådighed. Ingen smerter, ingen træthed, ingen begrænsninger i åndedrættet, og en puls der gerne ville op… med andre ord, en rigtig god dag på cyklen. Jeg har faktisk følelsen af at jeg kørte på 99% af min formåen. Det er altså fantastisk når man rammer de dage, det er der det er allersjovest at cykle, i hvert fald når det er med tidstagningschip på hjelmen.

En sindsygt irriterende punktering – men moral til at køre igennem.

Vi havde som nævnt en klar taktik på holdet. Jeg skulle ikke tage nogen føringer hele dagen, og forsøge at hænge på så længe så muligt. De tre andre ville køre for at få mig med rundt, men indenfor rimelighedens grænser – med andre ord, hvis jeg gik helt i stå, så ville de altså køre fra mig.

De første 5 kilometer brugte vi lige på at finde rytmen. Jeg måtte lige sige til Mathias at han (selvom han kørte roligt) lige måtte tage den “én ned” opad, ellers kunne jeg altså ikke sidde med. Men det var faktisk eneste korrigering der var brug for, mine tre hjælpere kørte helt formidabelt jævnt rundt, så jeg lige præcis kunne hænge på.

Efter 36km ligger vi på 43 km/t i snit, og det går faktisk så godt at Jeppe endda lige ruller ned bagved og spørger om jeg er klar til et par føringer, jeg var sgu godt kørende. Føringer kunne jeg dog ikke tage! Lige her får jeg desværre ikke styret uden om et lidt større sten på vejen, den ender med at ramme baghjulet – hvor den napper slangen. Fucking åndsvag kørefejl! ÆV.

Det er naturligvis spekulation – men jeg følte virkelig at jeg var kommet med hjem til mål. Jeg får skiftet til ny slange på 4 minutter, og beslutter mig for at give den alt hvad jeg har til mål. I ren køretid taber jeg 4 minutter til de 3 foran på de sidste 20 kilometer. De kommer hjem med 43km/t i snit, jeg kommer hjem med 40,5 i snit.

På den ene side er jeg skuffet – på den anden side er jeg stolt af at jeg holder moralen og får brugt ALLE kræfter ind til mål. Jeg har maxpuls på 189, min snitpuls i søndags endte på 174, på en 1 time og 28 minutter. 5% under max i 1,5 time – det er sjældent jeg rammer en dag, hvor jeg kan presse mig selv så meget.

De sidste 5 kilometer var jeg måske røget af, da Tolbøll og Mathias åbnede helt op. Men jeg tror faktisk på jeg havde kunne holde hjulet (også fordi Jeppe helt klart var meget opsat på at jeg kom helt med hjem på dagen) – så det var sgu lidt æv ikke lige at få de sidste kilometer med på hjulet af de hurtige – det havde været en sejr for mig! 

Kæmpe drama i slutfasen da vi blev “snydt” for podiet…

Hehe – ej ok, vi blev ikke snydt for noget som helst, men taget ved næsen, det blev vi. Da jeg kommer i mål ligger vi nr.3, og vi sidder og regner på hvornår vi er sikre på podiet, i forhold til resultatlisten. Klokken 12:26 ligger vi stadig nr.3, og her kan ingen hold ude på ruten teoretisk længere nå at slå vores tid. Den er hjemme tænker vi!

Så der stod vi så og ventede en hel time på præmieoverrækkelse og glædede os til podie med Cancellara og Fulgsang, altså lige indtil 2 minutter før præmieoverrækkelsen, hvor tiderne pludselig bliver opdateret online, og vi kan se at der er et hold der har kørt hurtigere end os (en del hurtigere faktisk). ÆV!

Det er jo fair nok – men underligt at der overhovedet ingen kommunikation var omkring tiderne, og især underligt når der nu tydeligvis var problemer. Til et arrangement at den her kaliber kan man godt forvente der er styr på den slags, og at man er bedre til at kommunikere det ud hvis der ikke er. Det gælder i øvrigt også Cancellaras skade. Kommunikationen omkring at han ikke deltog, og at Fuglsang kørte i stedet var nærmest noget der skulle trækkes ud af arrangørerne. Her kunne en mere proaktiv facon klæde arrangementet.

Alt i alt var det dog en pisse fed dag, og det var jo i øvrigt også helt suverænt cykelvejr.

Er det pengene værd?

Det er sådan et hadespørgsmål ikke? Er der noget motionister kan diskutere i timevis, uden at komme nogen vegne, så er det prisen på et motionscykelløb. For der findes jo ikke noget “rigtigt” svar. Chasing Cancellara er uden tvivl et dyrt løb at deltage i, med sin pris på 599 kroner pr. deltager, altså 2400 kroner for et hold på 4. Men hvis de kan sælge de billetter der skal til, for at arrangørerne er glade, så er det jo ikke for dyrt.

Jeg kan i hvert fald konstatere at alle jeg snakkede med synes det var et rigtigt sjovt koncept, og det synes jeg også selv. Modsat motionscykelløb hvor dynamikken er helt en anden, og alle os der ikke gider at træne intervaller, ofte må se dem der gider, glide væk i de indledende faser… eller hvor ens venner bare “bliver” væk i feltet, og man så mødes igen i mål og siger “hvor blev du af” – igen, igen, trods aftale om at følges ad…

Her tilbyder Chasing Cancellara et mere forpligtende fællesskab, hvor man er nødt til at arbejde sammen, og det ikke nytter noget at to ryttere “bliver væk” undervejs. Det er sjovt, og faktisk synes Jeppe, Mathias og Michelle også det var lidt sjovt at have ham den fede med på hjul, og justere lidt, så de lige sikrerede jeg kom med.

En sjov dag – AoC deltager 100% sikkert næste år igen.