Thomas Opstrup har som en af de første i verden testet de nye Zipp NSW 454 Carbon Clincher Disc-Brake som kommer på markedet her i juni. Hjulene der er inspireret af naturen, og stopper nu markant bedre end tidligere versioner.

Tekst og Foto: Thomas Opstrup

INSPIRERET FRA NATUREN

De nye NSW 454 carbon fælge er udseendemæssigt radikalt ændret i forhold til Zipps tidligere hjul. Zipp’s ingeniører har lade sig inspirere af naturen i forsøg på at gøre deres hjul endnu mere aerodynamiske og stabile under vindforhold.

Det er blevet til det ekstraordinære “Sawtooth” design, der ifølge Zipp gør hjulene mere stabile i sidevind. Hvirvlstrømme omkring fælgen minimeres endnu mere i forhold til Zipps tidligere design. De runde fordybninger i overfladen, som ligner dem man ser på en golfbold, kombineret med en hajskinslignende overflade, er yderligere med til at stabilisere vindturbulens omkring fælgen. Zipp kalder disse henholdsvis “ABLC dimples” og “HexFin”. Tidligere har Zipp anvendt et lignende dimples design, så det nye er kombinationen af “ABLC dimples” og “HexFin”.

Overfladestrukturen har man kunne forlænge helt ud til kanten af fælgen, da man har kunne fjerne bremsefladen på selve fælgen. Decalerne er printet ind i fælgen, og dækker derved ikke den rug overflade på samme måde som Zipps klistermærker gjorde på tidligere generationer af deres hjul. Til gengæld kan du så ikke pille dem af, hvilket nogen foretrækker så de får et helt sort hjul. Heldigvis er de nye decaler ikke så dominerende, som de tidligere Zipp klistermærke decaler var. Man kan måske sige, at de er lidt mere stilfulde.

FORBEDRET BREMSEKRAFT OG MODULATION

Med disc bremser så har man selvfølgelig mere bremsekraft og forbedret modulation under alle vejrforhold. Det er i min optik en særlig fordel på nedkørsler og i regnvejr. Jeg har testet hjulene på forskellige nedkørsler, og særligt på den meget lange fra Etna, kan man godt blive noget øm i ryg og nakke muskulatur med traditionelle fælgbremser. Med skivebremserne bruger man langt færre kræfter, og derved bliver man mindre træt i nakke, ryg og skuldre på de lange nedkørsler. På nedkørsler i regnvejr bliver fordelen af skivebremser indlysende.

STABILE I SIDEVIND

Med en vægt på ca. 1615 gram og en fælgdybde på 53/58 (varierende pga. designet), så vil jeg mene det først og fremmest er et hjulsæt der er velegnet på fladere ruter. Jeg testede dem på VM ruten fra 1994 i Agrigento, Sicilien. Omkring tempeldalen er der en række flade åbne veje med en del vind. For et hjulsæt med en fælgdybde på 53/58 mm. så blev jeg meget overrasket over hvor stabile de er i kraftig sidevind. Det er uden sidestykke de bedste carbonhjul jeg nogenside har testet i sidevind. Jeg har ganske enkelt svært ved at forstå hvordan en fælg af den dybde er så sidevindsstabil.

BALANCERET STIVHED

Jeg har også kørt hårde intervaller på stigningen op til Forza D’Agro lige nord for Taormina, for at fornemme hjulenes respons og stivhed. Tidligere Zipp Carbon hjul har været for bløde for min smag, så når jeg accelererede, så stødte fælgene på bremserne. Men de nye 454 NSW har Zipp fået noget mere styr på stivheden.

Køreegenskaberne er stadig en genkendelig “Zipp” fornemmelse, men når jeg har accelereret stående på stigningen, så “svarer” de igen med en velafbalanceret stivhed. Herved mener jeg, at de ikke er stive som et bræt, men er balanceret godt mellem stivhed og komfort. Det skal her siges, at jeg testede dem med Zipps egne Tangente Course R28. Et 28 mm. dæk, som kan være medvirkende til en stor del af den oplevede komfort. De passer i øvrigt godt i bredden til fælgen, og er således med til at optimere aerodynamikken.

OPTIMERET TIL BREDDERE RACERDÆK

Fælgens breddeste punkt er 27.72 mm., og ved yderkanten – det vi normalt vil kalde bremsefladen – er de 26.4 mm. Det betyder at de er som skabt til de nye “standarder” inden for dæk – 25 og 28 mm. som både forbedrer rullemodstanden, giver bedre vejgreb og komfort, samt bedre aerodynamik, på bredde fælge som Zipp 454 NSW.

NAV MED LAV RULLEMODSTAND

Zipps nye nav skulle ifølge dem selv være konstrueret med deres “Axial-clutch” design, som ifølge Zipp giver mindre modstand i navet, når man kører på frihjul, i forhold til et traditionelt design “clutch” design. Det er utroligt svært at give feedback på, det eneste jeg kan sige om navet, er, at det virker perfekt. Det ruller godt, kører fint i frihjul, og griber hurtigt fat, når man træder an. Hvordan durabiliteten på navene er ved jeg ikke, da jeg kun har testet hjulene i 4 uger.

KLASSISKE EGER

Egerne er som altid Sapim CX-Ray J-bend, som i min optik er en super kvalitets eger, som jeg i øvrigt kører med i samtlige af mine egne hjul. Forholdvis lette og aerodynamiske, holder længe, og ser godt ud i anodizeret sort.

Zipp har designet et super hjul. Udseendet kan diskuteres. Personligt synes jeg ikke de er en æstetisk nydelse, men som ofte, når nogen kommer med et helt nyt design skal det lige ‘tages ind’. Jeg tror vi kommer til at se mange 454 NSW monteret på aerocykler, for det er her de virkelig excellerer – høj fart, flad vej og sidevind.

ZIPP 454 NSW CARBON CLINCHER DISC-BRAKE FIRST LOOK ALTOMCYKLING.dk FOTO: Thomas Opstrup

Hjulsættet har en udsalgspris på 4000 Euro, så vi har at gøre med absolut Hi-End, innovation koster.