DGI arrangerer i løbet af maj og juni måned flere hyggelige holdløb. Løbene afvikles på hverdagsaftener, AoC skal naturligvis med efter sidste års succes, og det kan vi kun anbefale andre også at forsøge, det er virkelig sjovt. 

Af Søren Kuipers

Holdtidskørsel med handicap

TTT med indbygget handicap-udregning. Handicappet giver hold med kvinder og mænd lidt oppe i årene en fordel – og det er sgu fedt! Sidste år skar vi en del sekunder af på den konto. Det gør vi igen i år – redaktøren er f.eks. rykket i handicap ligaen i år, og tæller minus 1 sekund, pr. kilometer…

Handicapregler (gældende pr. rytter):

o   Ryttere født mellem 1968-1977 får 1sek. pr. km i fradrag

o   Ryttere født mellem 1958-1967 får 2 sek. pr. km i fradrag

o   Ryttere født i 1957 eller tidligere får 3 sek. pr. km i fradrag

o   Alle kvindelige ryttere får automatisk et fradrag på 3 sek. pr. km + evt. aldersfradrag

AoC stiller med hold igen

Sidste år kørte vi TTT med stor succes, vi havde det i hvert fald sjovt. Vi stillede et broget, men stærkt hold, og i år sætter vi overliggeren (lidt) højere, og stiller med et endnu mere broget hold. Det er redaktøren, maskinen, dieselmotoren, pro-rytteren og gæsterytteren. Det bliver skide godt.

Ruten består af en runde på 10,1km, som skal gennemkøres 4 gange – altså 40,4km for fuld hammer. Sidste år var der bagefter grillede pølser og mazarintærte, der kunne skylles ned med enten topform eller billig cola, mere klassisk bliver det ikke!

Der manglede lige en kold øl, hvis du spørger os; måske i år?

Et fedt koncept

DGI holdløb er et super sjovt koncept, hvor man kan mødes og køre sammen, på mange forskellige niveauer. Det kræver godt samarbejde, men når man får det til at fungere, så er det rigtig sjovt. Det er helt sikkert noget vi anbefaler på redaktionen.

Har du fået blod på tanden, så tjek om der skulle komme en afdeling i nærheden af dig, HER. Vil mene det er værd at køre et lille stykke vej for oplevelsen.

VI SES PÅ LANDEVEJEN.

Reglementet

Løbet er arrangeret i samarbejde mellem Mårslet CM og DGI Østjylland.

Læs mere om reglerne herunder:

o   Et hold består af 5 ryttere, som samlet gennemkører en rute.

o   Ingen triathlon styr/-bøjler. HUSK HJELM!

o   Det er ikke tilladt at sidde på hjul af et andet hold. Kommer et hold op bagfra skal det forankørende hold give plads til, at disse kan passere

o   Holdene sendes afsted med x antal sekunders mellemrum.

o   Holdkaptajnen skal køre i mål som sidste mand

o   Efter målgang laves en korrigeret sluttid (køretid minus fradrag = sluttid)

o   Ruterne køres på offentlig vej uden afspærringer. Ruterne vil være afmærkede og der vil være bemanding ved kritiske passager. De almindelige færdselsregler er gældende – tag hensyn til andre og dig selv

o   OBS. Licensryttere er meget velkomne til at deltage, men kan ikke vinde løbet.