Journalisten Niels Christian Jung har bedrevet et gedigent karaktermord på en af Danmarks absolut bedste cykelryttere, Jakob Fuglsang. Fuglen er blevet set i selskab med dopinglægen Michele Ferrari, eller, det siger rygterne i hvert fald, så det er blevet undersøgt. Uden resultat. Rapporten har Jung fået fat på, og i går gik historien så amok.

Af Uggi Kaldan | Foto AltomCykling.dk Calpe 2013

Indtil videre – en meget tynd historie

Ifølge Kim Plesner på Veloropa, har rapporten om undersøgelsen af Fuglsang, nærmest været en offentlig hemmelighed i cykelsporten, i månedsvis. Hvis det står til troende, kan det undre, at flere store medier først vælger at trykke historien nu. Kan det tænkes, at det først at lykkedes dem at få fingrene i dokumentationen nu, og derfor har de ventet? Der er jo faktisk nogle spilleregler der skal overholdes, når man er et større medie. Det kan dog diskuteres om det er relevant at offentligøre en efterforskning, der ikke viste noget resultat?

Man får indtrykket af at de tror på historien, og måske ved mere, end de har kunne skrive? Måske har de arbejdet benhårdt på at finde vidner og beviser, men har simpelthen ikke kunne grave en solid nok historie frem? Men hvorfor så offentligøre historien alligevel, når man nu ikke er lykkedes med at finde den berømte, “smoking gun”?

Èn mulighed er, at der faktisk er vidner, og at der allerede er en bedre historie på vej. Vi kan være vidner til en klassisk journalistisk “opbygning”, hvor der først præsenteres en lille snas, og så efter nogle dage, den store afsløring. Det vil være en meget almindelig fremgangsmåde, dog mere klassisk for medier a la Ekstra Bladet, end for DR og Politiken.

En anden mulighed er fiskestangen. DR, Politiken og VG Norge er 100% sikre på historien, men mangler det sidste vidne, den sidste lille ting, som de ved findes, men som det stadig ikke at lykkedes at få på plads. Nu håber man at offentliggørelsen bringer dét vidne frem, som man ikke er lykkedes med at finde, “the famous missing link”. Ved at offentliggøre historien nu får sagen, i hvert fald for en stund, opmærksomhed fra alle sider – måske dukker noget op?

Hvad nu hvis der ikke er mere?

Det er også en mulighed at, det var det, en masse larm, for ingenting. Man vurderede at alene det, at det er blevet undersøgt, er så interessant, at man måtte trykke historien. Jeg synes det virker som et tyndt grundlag.

Hvis det eneste rigtige snavs man har på Fulgsang, er billeder a la det herover, hvor han sidder sammen med sin sportsdirektør Aleksandr Vinokurov, der jo er kendt for at tage doping i sin tid, og derfor altid har været en kontroversiel chef for Astana, og et rygte om at han MÅSKE er set med en dopinglæge, et eller andet sted… well.

For journalistens skyld, håber jeg virkelig der er mere at komme efter, ellers er det hele en noget tarvelig affære, men samtidig er det svært ikke at komme til at tænke på Michael Rasmussens fald fra tinderne, der jo startede på præcis samme vis. Et vidne, der så ham et sted, hvor han slet ikke burde være. Lad os håbe de to ikke kommer til at dele skæbnefællesskab.

For Fuglsangs skyld håber jeg det her er enden på historien. For min egen skyld? Intet kan overraske mig i cykelsporten længere.

Man skal altid løfte et øjenbryn, når en atlet, forholdsvist sent i karrieren, springer 50 pladser på verdensranglisten, ind i top 5… men det er jo ikke bevis for noget som helst, i sig selv.

Hvad siger Michele Ferrari?

Overraskende nok, så er han faktisk kommet med et dementi på sit website, det er ellers ikke verdens mest aktive side, men historien har altså fået den gode dokter til tasterne. Hans sidste kommentar om at han aldrig er blevet dømt for doping, er ret komisk…