AOC’s udsendte skribent Thomas Opstrup fra Sicily Cycling Club havde fornøjelsen af at arbejde med den verdensberømte cykelfotograf og skribent på Peloton Magazine James Startt på Sicilien. Ud af dette, kom der blandt andet en lille snak med James om hans virke som international cykelfotograf gennem tre årtier.

Tekst: Thomas Opstrup // Foto: James Startt

Hvordan og hvornår begyndte du at fotografere?

Jeg har fotograferet cykling i næsten 30 år nu. Jeg startede samtidig med, at jeg begyndte at cykle tilbage i midten af 80’erne. Men på det tidspunkt troede jeg aldrig, jeg ville være sportsfotograf. Jeg gik til kunstskolen på Indiana University og fik en MA i kunsthistorie med fokus på fotografering, men gadefotografering var min passion og jeg blev inspireret af kunstnere som Garry Winogrand og William Klein.

Som cyklist var jeg passioneret for cykelsporten og så det var bare et spørgsmål om tid, før jeg bragte de to lidenskaber sammen. I 90’erne flyttede jeg til Paris, Frankrig på grund af den kunstneriske tradition, og fordi Europa var/er centrum for cykling. Her bor jeg og har min arbejdsplads i dag.

Hvordan kom du til at køre cykelløb selv?

Faktisk så løb jeg meget da jeg gik på universitetet. Jeg løb bl.a. New York Marathon, men jeg led hele tiden med forskellige skader. Derfor begyndte jeg at cykle, og det udviklede sig videre til deltagelse i forskellige cykelløb.

Hvordan planlægger du at fotografere et cykelløb, og sidder du på motorcykel eller står du ved vejkanten?

Det er forskelligt – nogengange sidder jeg på en akkrediteret motorcykel, andre gange skyder jeg billeder fra vejkanten. Jeg forsøger altid at fotografere starten, slutningen samt nogle highlights ude på ruten.

Når man sidder på motorcyklen er problemet, at man altid har tid til at tænke, hvorimod, når jeg er i bil, kan jeg kører foran løbet og vælge et godt sted med godt lys, og jeg har tid til vælge den ønskede komposition af løbet, rytterne og omgivelserne. På motorcyklen ligger du 15-20 meter bag rytterne i et udbrud eller feltet, og du har ca. 10-15 sekunder til at skyde billeder, derefter skal du på kommisærenens opfordring lade en anden fotograf komme til. Det er altså løbsledelsen der bestemmer hvornår du kan skyde dine billeder.

Hvad er det bedste råd du kan give til en der gerne vil fotografere cykelløb?

Lad VÆRE med at bruge cykelsports fotografering som reference! Hvilke andre former for fotografering er du tiltrukket af? Kig på andre typer af fotografering, måske er det mode fotografering, reklame fotografering, landskabsfotografering, eller krimi fotografering.

Se hvad du kan bruge fra andre stilarter som inspiration, når du skyder cykelsport. Jeg kom selv fra gade fotografering, og jeg har brugt denne stil som inspiration i mit arbejde med cykelsporten. Over årene har jeg derved udviklet min helt egen stil som cykelsportsfotograf.

Fortæl lidt mere om din stil som cykelsports fotograf?

Da jeg startede med at fotografere cykelsport, var det gennemtrængende at fotografering handlede om at fastfryse cykelrytterne, men for mig handler cykling om bevægelse, så jeg forsøgte at indfange bevægelsen, ofte ved at lade cykelrytterne glide uskarp og udviskede gennem billede. På den måde fik bevægelsen prioritet, samtidig med at fokus var på ting omkring løbet – naturen, tilskuerne.

Som cykelrytter på et rimeligt niveau gennem næsten et årti, har jeg førstehåndsviden til, at cykelløb handler om at vinde, men for de fleste sker det næsten aldrig. Derfor har jeg arbejdet på en serie fotografier over årene som jeg kalder “Efter målstregen”, som fokuserer på de følelser en cykelrytter har efter at have krydset stregen. Nogen gange fejres en sejr, men oftere er de bare udmattede og tømte – Jeg forsøger at fange disse øjeblikke lige efter løbet.

Jeg tror mit ynglingsbillede fra den serie er det af Jens Voigt lige efter han har vundet en etape i Tour’en 2006. Hans ansigt er fyldt med stærke følelser, som om han ikke helt kan forstår han har vundet. I sådan et øjeblik – eller splitsekund – er kompositionen af billedet også afgørende. Det der er inkluderet i kompositions kant, kan være med til at tilføre spænding og drama til den centrale figur i billedet. Det er noget som gadefotografering har lært mig, og det er med til at gøre billedet af Jens Voigt komplet.

Et andet projekt jeg har arbejdet på gennem årene er “I busserne”… Jeg elsker denne serie af billeder fordi den fanger stilheden og roen før stormen på den måde, at rytterne forberede de sidste detaljer før de går i ‘kamp’. De er sjældne stille øjeblikke, der kombinerer reportage og portræt fotografering. Jeg startede denne serie i 2004, og et af de billeder der satte hele dette projekt i bevægelse, var med Richard Virenque, som for et øjeblik er helt i sin egen verden, mens fansene kigger ind.

Sådanne billeder er ikke nemme at få i kassen, men jeg har arbejdet med den slags billeder så længe, at jeg til stadighed lykkedes med at indfange disse øjeblikke i bussen, som med den unge og ‘up-and-coming’ rytter Julian Alaphilippe, da han bar den gule føretrøje i sidste udgave af Paris-Nice. Jeg elsker dette billede, og jeg elsker den måde hvorpå Alaphilippe har skabt sin egen lille plads i bussen med forskellige trøjer trukket over hans sæde, og selvfølgelig; den gule løve som gives til indehaveren af den gule trøje hver dag.

Hvordan ser du cykelsporten før og nu?

Jeg kan blive meget nostalgisk omkring sporten fortid. Der var masser af smukke bedrifter, som brænder sig ind i hukommelsen. Men jeg kan virkelig godt lide den nuværende generation af ryttere. Jeg finder dem interessante og mange af dem er mere dannede end fleste fra tidligere generationer. Så jeg taler med dem om forskellige aspekter af livet, som jeg ikke gjorde i samme udstrækning med tidligere generationer af ryttere. Jeg ser også en positiv udvikling omkring doping. Den stærke antidoping indsats, som cykelsporten har gennemlevet de sidste særligt 10 år, har i mine øjne haft den effekt, at doping er mindre udbredt i feltet. Jeg ser i det hele taget en general højere grad af åbenhed i cykelsporten i dag.

Nævn en rytter fra den nuværende generation som du kan lide?

Romain Bardet kan jeg virkelig godt lide. Han har lige gennemført en Master Degree. Jeg havde en længere snak med ham sidste sæson, og vi talte aldrig om cykling. Vi talte om politik og andre aspekter af livet – det nød jeg virkelig.

Julian Alaphilippe er jeg også helt vild med. Han er så meget ‘Old-school’ cykelrytter i ordets bedste forstand. Han opsøger modigt og frygtløst altid muligheder i løbet, og han er tillige en fantastisk tekniker og stillist på cyklen. Jeg tror han bliver en af de største ryttere i hans generation.