Så oprandt dagen endelig, undertegnede skulle til Haderslev og køre et af favoritløbene, Næsløbet. 117 km i et til tider kuperet terræn og samtidig årets første tur over 80 km. Jeg var naturligvis spændt på hvordan det skulle gå, især fordi rutens hårdeste stigninger stort set alle ligger på den første halvdel. Med andre ord, der er relativt langt hjem hvis man bliver plantet.

Af Daniel Vestergaard | Foto Svend Anker Iversen & Mogens Petersen

Ca. 50 ryttere begav sig kl. 10:00 ud på de 117 km, og da der var vidt forskellige dagsordner blev feltet hurtigt delt i de der ville køre lidt ræs og de der ’bare’ skulle igennem. Således sad vi vel 20-25 ryttere allerede efter 10 km. Jeg indfandt mig hurtigt på min naturlige plads bagerst i gruppen hvor jeg sad og udvekslede minder fra ’gamle dage’ (2009, det kan føles som længe siden) med Michael Damm fra HS6100.

Haderslev Næs 2018 Motionscykelløb

Netop den placering betød at jeg måtte brænde et par store, fede tændstikker af relativt tidligt i løbet for at komme med i udbruddene, for jeg vidste godt at hvis først AoC’s ’egen’ Jeppe Tolbøll slap væk, så ville vi ikke se mere til ham.

Kategoriserede stigninger i sønderjylland

Efter en række forsøg på at slippe væk var der nogenlunde samling da vi ramte dagens første kategoriserede stigning. (Jeg havde ud fra de sidste par års deltagelse lavet min egen lille liste over kategoriserede stigninger, hvor jeg var nået frem til 6 stk., hvoraf den næstsidste, Dimen i Åbenrå, var min første mentale målstreg. Det skulle dog vise sig at jeg måske havde været lidt for hård i min kategorisering, i hvert fald ramte vi indtil flere bakker jeg lykkeligt havde glemt, men sagtens kunne få plads på listen).

Bakken ved Diernæs Strandby er næppe blandt landets hårdeste, men nok til at 3 mand, heriblandt Jeppe, sneg sig væk. Få km senere, på en ’ikke-kategoriseret’ bakke sneg yderligere 2 mand sig væk, og så begyndte det at blive lidt kritisk. Ikke fordi jeg gjorde mig nogle forhåbninger om at komme først tilbage til Strarup, men fordi jeg havde lidt en forhåbning om at kunne sidde på hjul af Jeppe det meste af turen ;-)

Kort efter ramte vi en af dagens hårdeste knolde, Sønder Havvej ved Kalvø, en bakke der indledes med et skarpt højresving umiddelbart efter en nedkørsel. Her brændte jeg en ordentlig stak tændstikker og nåede halvvejs op til frontgruppen, som heldigvis forbarmede sig og satte farten lidt ned så jeg kunne komme med.

Fra toppen af Sønder Havvej blev der lagt fra land, Jeppe havde vist nogle lange tempointervaller han skulle køre, i hvert fald lå vi 5 andre mere eller mindre på hjul hele vejen ned til Åbenrå. Det betød også at jeg kom nogenlunde uskadt over 3., 4. og 5. kategoriserede stigning og kunne begynde ’hjemturen’ nordpå efter Dimen.

Jeg elsker at glæde mig til Dimen

Netop Dimen var ekstra led i år, da vi havde en del byger, hvilket betød at de oldschool brosten var noget mere udfordrende end sædvanligt. Det er sjovt med den bakke, for man glæder sig altid til den, lige indtil man ser den og begynder at køre op, så går det sjove lidt af den. Men allerede nu glæder jeg mig til at prøve kræfter med den næste år

Nå, vi tabte en mand på Dimen, men fortsatte nordover, stadig med Jeppe som primus motor. Vi andre kørte med rundt engang imellem, men det var vist mest for syns skyld. Ca. 20 km fra mål slipper 2 af Jeppes HS6100 klubkammerater væk og med dem den forreste BMW Marshall, der på rutineret vis sikrede fri passage ved sving mm. Fremragende arbejde!

Den ene af de to, Michael Damm, hentede vi senere pga. en punktering, men den anden, Christian Wilkens, holdt den kørende hjem til Starup. Da vi kun var 3 tilbage i min gruppe begyndte vi at køre lidt rundt, og der var endda en fotograf der var heldig at fange undertegnede i en føring. Tak til Jeppe, der laver painface for at skabe en illusion om at det går stærkt :-D

Haderslev Næs 2018 Motionscykelløb

Den sidste kategoriserede stigning ved Hobtrup blev overstået og de resterende få km til mål gik også uden større problemer, bortset fra en lettere ubehagelig ruteændring, der godt nok forbedrer sikkerheden i afslutningen, men kostede 2-3 km mere i den relativt hårde side- og modvind.

Er der virkelig krig? 

Selvom formen, vejret og det personlige resultat, ikke matchede sidste års løb, så var det endnu engang en stor fornøjelse at køre Næsløbet. Og i den forbindelse skal der også lyde en tak til de andre trafikanter, især bilisterne.

Selvom flere medier, og enkeltpersoner på de sociale medier, angiveligt mener, at der raser en mindre krig mellem cykelryttere og bilister på de danske landeveje, så oplevede jeg ingen sure miner i Haderslev og omegn i søndags. Ej hellere i Smidstrup (Tour de Trekanten) eller Uldum (Kriterium) i den forgangne uge.

Tværtimod, eventuel modkørende trafik har holdt ind til siden og hilst pænt de 5-10 sekunder det tager før de kan komme videre, og vi har naturligvis hilst pænt på dem. Måske har folk bare ikke så travlt at de få sekunder kan ødelægge deres dag?, måske hviler de mere i sig selv?, måske er ’vejkrigen’ blæst ud af proportioner?, måske er det et lokalt (storby)fænomen?