Kristi Himmelfartsdag har efterhånden udviklet sig til en tradition, om at skulle køre motionsløb i Skanderborg, for de fleste motionister. Danmarks Højeste Motionscykelløb var igen i år et velbesøgt arrangement, og selvom vi efterhånden i en del år har været ude med riven på grund af ringe skiltning, så kan vi med glæde fortælle at historien i år ikke bliver helt som den plejer! AoC havde Torben Bartholin og Søren Kuipers til start på 100 km-ruten og Jeppe Tolbøll på 140 km-ruten.

AF SØREN KUIPERS OG JEPPE TOLBØLL

140 KILOMETER-RUTEN – JEPPE TOLBØLL

Jeg var igen at finde på 140 kilometer-ruten. Allerede på startstregen så jeg en del stærke ryttere. Det er ikke helt for sjovt, at nogle omtaler Danmarks Højeste som VM i motionsløb. Der står altid skarpe ryttere til start, om så det er nuværende licensryttere fra A, B og C, eller Veteran-rækkerne, eller blot elite-motionister, som kan køre vanvittigt stærk. Det skulle nok blive en led omgang.

Jeg havde på forhånd ikke de helt store forventninger til løbet, udover en masse hård og god træning. Selvfølgelig ville egoet gerne at jeg kunne køre med i finalen, men jeg vidste også at Bjergvej med godt 15 kilometer igen kunne blive mit endeligt. Den bakke kan jeg simpelthen ikke lide!

Løbet startede ganske stille og roligt indtil vi for alvor var ude af Skanderborg. Herefter begyndte angrebene at komme. Inden vi dog for alvor kom i gang punkterede Torben Johansen, som kørte B-sidste år, men har været skadet det meste af sæsonen, og nu var på vej tilbage! Det var sgu ærgerligt for ham! 

Ellers virkede det som om at de største kanoner ventede til Lyngvej. Og de gange jeg har været med, er det da også her, hvor det første ryk for alvor er kommet og en større gruppe eller 2 er kommet væk. Da vi ramte bakken blev der dog ikke forceret som jeg normalt husker det. Jeg havde det bestemt hårdt, men aldrig hårdere end at jeg nok skulle kunne gå med hvis farten blev øget.

På toppen af bakken var feltet strukket godt ud, og angrebene oppe foran begyndte at blive hyppigere og hyppigere. Pludselig var en gruppe på 3-4 mand sluppet væk. Jeg så en Frederikshøj-rytter oppe foran, og de stiller altid op med hurtige folk, så jeg håbede det var momentet og rykkede efter, og fik lukket rimelig hurtigt. Bagfra fik vi tilslutning, og pludselig var vi 9 mand der var kommet fri, og rimelig hurtigt gled vi væk fra feltet. Jeg kendte alle i gruppen på nær én. Han hed Lars Grøndal Schou og kørte sgu pænt stærkt! Vi var:

– Rolf Broge, Frederikshøj CC
– Rasmus Fjordside, Frederikshøj CC
– Kaare Aagaard, Frederikshøj CC
– Andreas Brandt Aidel, Team Kvickly Odder CK
– Thomas Mikkelsen, Brædstrup CK
– Ole Emil Andersen, CK Aarhus
– Lars Grøndal Schou, Team Alé
– Rasmus Mejldal, Xtreme Masters
– Jeppe Tolbøll, Team AltomCykling.dk

Der blev trampet godt til, og alle tog deres føringer, og på bakkerne blev der heldigvis ikke forceret helt vildt. Pludselig begyndte Thomas Mikkelsen dog at hoppe underligt på cyklen! Han var måske punkteret. Han mente den sjuttede sjovt rundt i svingende, og jeg kiggede også baghjulet, og syntes da også den så noget flad ud. Dog skete der ikke mere, sådan for alvor. Jeg tror det må have været verdens længste siver, for Thomas nåede at trille godt og vel 50 kilometer, før han opgav og måtte af og skifte slange!

På ruten var der faktisk kun 2 bakker jeg for alvor havde oprigtigt frygt for. Bjergvej har jeg nævnt, den anden var Javngyde i Ry, som kom efter ca. 80 kilometer. Da vi ramte den var det dog så heldigt, at Andreas satte sig op foran, og bare kørte den hårdt, men jævnt op over, hvilket uden tvivl var min fordel. Så faktisk kom jeg over den uden de helt store problemer.

Alle de onde licensryttere er på vej den rigtige vej rundt om midterhellen…

Det nytter ikke at være på bagkant, hvis man ikke er den bedste! 

Der er egentlig ikke det helt store at berette herfra. Folk kørte pænt med rundt, og der var ingen panik et eneste sted på ruten omkring at finde vej, for afmærkningen var simpelthen helt i top. 

Jeg havde egentlig ikke nogen overvejelser sådan rent taktisk ud over at jeg gerne ville sikre mig et så godt resultat som overhovedet muligt, og tænkte, at jeg måtte se om jeg kunne få et par stykker sorteret fra inden Bjergvej. Jeg var virkelig, oprigtigt, sikker på at jeg var den dårligste i gruppen på den.

Efter 105 kilometer kom mit moment. Vi havde lige kørt over en okay hård bakke, og ramte noget sidevind. Jeg rykkede hårdt, og efter 20 sekunder, cirka, kiggede jeg bagud for at se om det havde haft nogen betydning. Og det havde det. Jeg lå nemlig alene, men hele gruppen forblev samlet. Det var jo ikke ligefrem det jeg ønskede! Havde der ligget 2-3 på mellemhånd kunne jeg have ventet på dem, men hvad skulle jeg gøre nu. Min første indskydelse var, at jeg nok hellere måtte lade mig falde tilbage. 1 mod 7 var ikke ligefrem optimalt.

Jeg besluttede mig dog for at prøve, at køre på den. Måske ville der komme nogen op bagfra senere, og følte mig ikke helt vildt presset. Efter 4-5 minutter kunne jeg stadig se dem bagud, men de kom ikke rigtig tættere på. Faktisk lignede det at jeg hele tiden øgede en smule. Efter et kig bagud kunne jeg se at 2 andre havde revet sig løs, men ikke havde helt vildt stort hul til resten.

Jeg ramte efterhånden nogle mere snørklede veje, med små bakketoppe og en del sving. Jeg huskede området fra de forrige år. Jeg besluttede mig for at grave dybt nu, og få dem ud af synsvide. Måske ville det gøre, at de opgav at jagte mig. Her var jeg presset, og jeg følte lidt at maven lige var ved at vende sig på vrangen! Det var dog det hele værd for pludselig kunne jeg ikke se dem mere. Jeg fastholdt presset på pedalerne. Min mentale målstreg blev Bjergvej. Derfra måtte jeg lave status. Et par kilometer før Bjergvej begyndte jeg at tage lidt at intensiteten af. Jeg skulle lige have det sidste skud til den. Faktisk vurderede jeg, at jeg kunne tage den okay med ro op af Bjergvej, nu hvor jeg havde et fornuftigt forspring.

Hvor tog jeg dog fejl. Da jeg påbegyndte opkørslen fandt jeg ud af, at man kan ikke “rulle” over Bjergvej. Jeg led rigtig meget blot for at holde fremdrift på Canyon’en! Jeg tænkte halvvejs, at jeg nok snart ville blive hentet bagfra, da jeg slet, slet ikke kunne holde fart, men da jeg ramte toppen kunne jeg stadig ikke se nogen bagved. Jeg kiggede ned på tiden, for at tage et tidscheck og efter 1,5 min, kunne jeg ikke se toppen af Bjergvej mere, men heldigvis heller ingen konkurrenter! Nu troede jeg på, at jeg ville holde hjem. Der var blot 15 kilometer, og jeg følte ikke jeg var begyndt at miste momentum.

Jeg manglede blot Præstevejen, men den gik jeg all out på, og endte faktisk med at sætte personlig PR på den i følge Strava. Herefter var der 10 kilometer tilbage, og jeg var ikke i tvivl om at jeg nok skulle holde hjem da de næste mange kilometer var nedad / ligeud.

Inde i Skanderborg blev jeg endda lige holdt tilbage af et rødt lyskryds, og fik lidt paranoia på, men det skiftede heldigvis hurtigt.

Min tid blev 3:34:43.

Jeg var faktisk ret stolt bagefter. 35 kilometer solo, fra en gruppe af ryttere som jeg nærer stor respekt for, og som alle er megastærke. Det vidner om at formen er måske ikke var på vej ned alligevel, som jeg frygtede for et par uger siden.

 

100 KILOMETER-RUTEN – SØREN KUIPERS

Min debut på 100km-ruten. Lad mig sige det med det samme: Jeg havde virkelig set frem til løbet. Jeg havde luret feltet ret godt af, og hvis alt flaskede sig, mente jeg selv, at jeg ville kunne køre en podieplacering hjem – som minimum top 5. Jeg endte som nummer 15 blot 55 sekunder efter vinderen. Var jeg tilfreds? Som løbet udviklede sig, nej! Men tager man optakten til mit løb i betragtning må det vel være et rungende ja.

Optimale forberedelser

Jeg havde fået cyklet godt ugen op til løbet, og som noget nyt havde jeg sågar kørt de sidste 7km af ruten ikke bare én, men to gange. Jeg var klar. Søndag med fire dage til løbet kørte jeg en sidste hård test, hvor jeg ramte sæsonens bedste watt-tal. Jeg var klar.

Mandag morgen – 3 dage til raceday – jeg vågnede med feber, kvalme og skrøbelig mave.

Tirsdag morgen – 2 dage til raceday – mine små drenge havde smittet mig. Diarré og feber var nu en del af menuen.

Onsdag eftermiddag – 1 dag til raceday – feberen slipper sit tag, og jeg beslutter at stille til start.

Torsdag morgen – raceday – jeg fik da spist morgenmad!

Så meget for de forberedelser. Jeg stillede altså op på 100km’eren i den tyndeste udgave af mig selv, så længe jeg har cyklet, men desværre var det nok pga. dehydrering snarere end god form.

Løbets puls

Vi kom fint afsted i første startgruppe, og jeg kunne godt mærke pulsen røg hurtigt op, men jeg sad fint med. Torben var teamet stillede også op, og jeg ved han er skarp, så jeg tænkte, at hvis jeg kunne ramme et udbrud, kunne han spare kræfterne nede bagi.

Efter 16km rammer vi Lyngvej. Jeg er ikke helt skarp, når vi rammer procenter over 10, men jeg kommer med op, og gruppen knækker noget over, og vi var vel blot en 25-30mand tilbage. 23km kørt og vi rammer bunden af Yding Skovhøj. Jeg ser Hans Plauborg fra Cykelmagasinet, to af hans holdkammerater og en lyserød førertrøje stikke afsted. Jeg kobler mig på, og vi kører den godt rundt og er i udbrud. Jeg dirrer lidt ved tanken. Jeg er pirret af mine tidligere forventninger, men nervøs for hvordan jeg klarer skærerne ovenpå sygdom.

53km kørt. Vi er i Salten. Vi vender snuden mod øst igen og rammer side-modvinden, og jeg kan mærke, at jeg slukker inden længe. Jeg forsøger at køre med rundt, men efterhånden står det klart for både mig selv og mine medudbryddere, at jeg er det svageste led. Energien er der simpelthen ikke efter tre dages sygdom. Ved 68km sker det. Jeg er sat. Jeg sidder op. Jeg overvejer at køre direkte hjem derfra, men jeg tager mig sammen; jeg spiser to chokoladebarer og drikker en ordentlig gang vand; så vender jeg mig om og kan se frontfeltet nærme sig. I Ry – bare 6km senere – er jeg slugt op, og jeg ved, at jeg blot skal holde med op over bakken ved Javngyde, så har jeg kørelejlighed hele vejen til Skanderborg.

Jeg klarer den med nød og næppe. Jeg sidder med som det tynde øl i den 12-14 mands store gruppe, og ærlig talt, jeg husker ikke meget af kilometerne. Jeg tæller ned. Jeg ser primært på kilometertælleren. Vi rammer Jeksen. 7km til mål – jeg har øvet afslutningen to gange på én uge, men jeg har intet. Intet! Op mod målbakken håber jeg på Torben, men han har heller ikke meget i bøssen. Plauborg og to af mine medudbrydere holder hjem. Flot! Jeg havde været med, hvis jeg havde været på toppen. Det er jeg ikke, men jeg kommer i mål som nummer 15 – jeg sad op på finalestigningen, ramte målstregen, spiste en gang biksemad, to colaer og så var humøret i top igen. Men jeg kunne nok godt have klaret den top 5, hvis jeg ikke havde brugt så mange kræfter i breaket.

Ruten, vejret og menneskene gjorde dagen til en generelt flot dag i Skanderborg. På tragisk vis har vi sidenhen hørt, at en 58årig mand styrtede fatalt på nedkørslen fra Yding Skovhøj. Vores bedste hilsner til de berørte. Til alle jer andre; pas på jer selv derude, og Skanderborg: vi ses igen!

Skiltningen var rigtig god i år, sådan! 

Jeppes kommentarer: Vi har vist været efter DKs Højeste alle de år jeg har kørt løbet. Faktisk fordi jeg hvert eneste år har kørt forkert på et eller andet tidspunkt. Men i år var der altså styr på det. Jeg havde hjemmefra besluttet mig, at jeg IKKE ville have ruten på min Garmin, da jeg ikke mente det kunne være rigtigt, at man ikke kunne finde vej uden. Heldigvis blev det heller ikke nødvendigt. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om hvor jeg skulle hen af, og faktisk hørte jeg kun om én der var kørt forkert, da han fulgte efter en race-marshall der overså et skilt. Jeg ser frem til at komme igen i 2019!

Sørens kommentarer: Efter sidste års skuffelse, så glædede det mig enormt at se hvordan der var arbejdet målrettet med store bannere, hvor ruterne skiltes. Om arrangørerne havde været i kontakt med den lokale sløjdlærer ved jeg ikke, men faktum var, at de rimelig store og meget farvetydelige træskilte tydeligt markerede hvilken vej hvilken rute (farve) skulle. Tak for det. På 100-km ruten oplevede vi en enkelt svipser i en rundkørsel i Ry, men det var vi måske selv udenom, og vi var på sporet igen efter 10-15 sekunder. Stor respekt for at tage kritikken til sig, og så gøre noget ved det! Bravo!