En lang og barsk weekend er netop overstået. Ja faktisk fik jeg kørt min længste cykeltur nogensinde, da jeg lørdag stillede til start ved DCU cup finalen i Tikøb. Der var gode ben hele vejen rundt, men jeg kan vist godt afsløre, at jeg ikke fik kørt alt helt efter bogen. Flere dumheder kostede kræfter, og jeg fik sat mig selv i nogle rigtige øv-situationer. Set ovenfra har det dog været en lærerig affære. 

Af Mathias Matz | Foto: Action Foto Crew

Præsentation

Inden jeg går til beretningen om en lang og hård dag i sadlen, er det måske på sin plads, at jeg lige præsentere mig selv.
Mit navn er Mathias Bundsgaard Matz, jeg er 20 år gammel og kører A-licensløb for ABC. Den igangværende landevejssæson er min tredje sæson som licensrytter, og jeg er derfor stadig relativ ny i sporten. Jeg kørte mig sidste år fra C til A klassen og startede på den baggrund den nuværende sæson direkte i A-klassen. En hård og lærerig sæson stod for døren, men ikke desto mindre har det været en rimelig stor succes med i alt 34 indkørte point inkluderende enkelte top 5 og flere top 10 placeringer.

De gode placeringer i A-klassen har givet blod på tanden, og i takt med at jeg i sommers blev student, har jeg valgt at tage et sabbatår med fokus på at udleve min cykelpassion. Forhåbentlig betyder det, at jeg kan udvikle mig mere som cykelrytter, og at der vil komme mange succesrige løbsrapporter her på siden i fremtiden.

DCU cup finalen – Med en frygtindgydende distance

20 omgange. 210 kilometer. Det var hvad der ventede, da vi i et felt bestående af ca. 80 mand stod ved startstregen i Tikøb. Jeg havde aldrig før kørt over 200km, så på den måde var det nyt for mig at køre så langt et løb. Dog havde jeg fået kørt en del 5 timers træningsture, og jeg havde da også erfaret i tidligere kørte DCU cups og UCI løb (180-190km), at udholdenheden faktisk er en af mine stærke sider.

Men fordi en distance på 210km ikke lige var hårdt nok, så var der også godt med højdemeter, 100 pr. omgang, og en vind på 9 sekundmeter.

3 mand var vi til start for ABC: Andreas Lund, Sander Andersen og mig selv. I dagens anledning havde vi også fået servicebil med, og der skal lyde en stor tak til dem, der kommer ud og støtter klubbens A-ryttere.
Vores lille 3 mands hold så dog ikke ud af det store sammenlignet med de danske kontinentalhold, der hver stillede med omkring 10 mand. Derudover var DCU holdene, specielt Aarhus holdet Aura og Herning, også stærkt repræsenteret.

Frem i bussen!

Jeg havde i ugen optil været ude og gennemkøre ruten. Lidt absurd, når vi nu skulle køre den hele 20 gange, men jeg havde lidt et håb om at ramme et udbrud og derved kunne rutekendskab hjælpe mig en del. Jeg startede relativt langt tilbage, men vidste at der var god mulighed for at køre mig frem på rutens store hovedvej i starten. Det lykkedes også godt. Da vi kørte ind på de mindre veje efter et nærmest 180 graders sving, sad jeg i noget der lignede 15. position og var klar til at prøve lykken.

Det blev dog ikke dagen, hvor jeg skulle ramme morgenhukket. Efter ca. 3 omgange, hvor jeg havde været repræsenteret i enkelte udbrudforsøg, men hvor jeg dog også havde været nede og vende bagerst i feltet i den stride positionskamp et par gange, måtte jeg se 4 mand sejle væk.
Med så lille et udbrud var det egentlig fint nok ikke at være med. Jeg var rimelig sikker på, at de nok skulle blive kørt ind igen.
Jeg nåede ikke at se, hvem det egentlig var, men alle kontinentalhold på nær Team Waoo var repræsenteret og derudover havde Aura fået en mand med.

Med udbruddet afsted gik feltet helt i stå, og de fik hurtigt et forspring på over 3 minutter. Man forventede måske, at Waoo ville tage ansvar. Jeg kunne i hvert fald høre mange i feltet, der undrede sig over, at de ikke satte sig frem. I stedet blev det  World Tour stjernerne Mads P (Trek-Segafredo) og Jonas Greegaard (Astana stagiaire) der tog teten. De sad faktisk og førte feltet i noget der lignede 6-7 omgange, og det virkede som om, at de var ude på en regulær træningstur. Det skulle senere hen vise sig, at det nok var hvad det var, for ingen af dem sad med, da der skulle køres finale. Men de formåede da at holde løbet åbent ved at holde udbryderne i kort snor.

Den havde jeg ikke lige set komme…

Med World Tour profferne i front begyndte kontinentalholdene og de større DCU hold at organisere sig i feltet. De satte sig sammen fremme i feltet, og det betød at jeg og de andre mindre klubryttere fik lov at sidde nede bagerst i feltet. I så stort et felt er det aldrig optimalt at sidde bagerst. Man kan nemt blive fanget i eventuelle fremstød, og man er nødsaget til at bremse mere ned inden hvert sving. Hvis man prøvede at køre frem, blev man dog decideret skubbet væk og fik lov at sidde ude i vinden. Ja sådan er feltets hierarki nu engang.

Sander og jeg prøvede at slås med DCU holdene Aura, Herning og WasteApp om positionerne i feltet, men egentlig fandt jeg den kamp hårdere end bare at sætte sig bag dem. Godt nok var det mere risikabelt og der skulle trædes lidt flere watt ud af svingene, men ruten var meget lukket, så sidevind var egentlig ikke så stor en faktor. Der var kun et enkelt sted på ruten med et højresving forud for en bakke, hvor profferne rigtigt lukkede op for gashåndtaget. Resten af tiden var der god samling på og det var relativt nemt at gemme sig.

Det største problem de første 12 omganges penge var faktisk, at jeg ikke kunne gribe en dunk. Og på dette tidspunkt i løbet efter mere end 120km var jeg altså rimelig tørstig. Jeg overvejede at falde ned til bilen for at få noget at drikke, men besluttede mig for bare lige at tage lidt af farten i lagningszonen, som lå inden hovedvejen, hvor der havde været ro på, indtil nu…

Det viste sig at være det helt forkerte tidspunkt at nappe en flaske på. Da jeg kiggede op efter at have sat dunken i holderen, var feltet strukket fuldstændigt ud og splittet i flere grupper. Jeg selv havde så også lige et 10-15 meters hul op til de næste, som jeg skulle lukke. Nøj hvor jeg bandede mig selv langt væk, men der var ikke andet at gøre end bare at sætte speederen i bund.
Jeg fik fanget en større gruppe med blandt andre holdkammerat Sander. Vi fandt ind i et godt samarbejde og efter 1,5 omgangs jagt, fik vi lukket op til feltet.

Den efterfølgende periode var meget taktisk med ryk i højre og venstre. Vi var ¾ inde i løbet, men 50km var stadig langt hjem. Jeg var rimelig passiv og prøvede at passe på mig selv. Sander var derimod meget aktiv og kørte med i stort set alt hvad der rørte på sig. Det overraskede mig lidt, eftersom han tidligere havde sagt til mig, at han ikke havde benene. Hvis han ikke havde dem tidligere, havde han i hvert fald fundet dem frem til finalen.

Hvad nytter gode ben, når man bare sidder og lurepasser?

Efter hovedvejen med 5 omgange igen var feltet pludselig splittet i 2. Da alle hold stort set var repræsenteret i forreste del, var det en rimelig kritisk situation for Sander og mig, der sad i bagerste del. Mange, inklusiv mig selv, prøvede at springe op, men så snart man havde hele gruppen på hjul gik det i stå. På rutens hårdeste bakke kører Sander kontra på et huk, som jeg var involveret i.
Jeg sidder egentlig stadig med overskud, men vælger at vente, da jeg da ikke vil køre efter min egen holdkammerat.

Det blev dog enden på min dag helt fremme i cykelløbet. De fleste af dem jeg sad tilbage med havde nok ikke rigtigt mere i benene, og fordi jeg ventede for længe, blev hullet pludselig for stort til, at man lige kunne køre op i et snuptav.

På dette tidspunkt satte Greegaard sig dog frem og tog en ordentlig herreføring. Jeg troede faktisk, at vi ville komme op igen, men desværre var det ikke tilfældet. De begyndte nok at køre rigtigt cykelløb oppe foran, og på den baggrund endte det med, at jeg måtte køre de sidste omgange i en gruppe på 16 mand, hvor målet bare var at komme til mål. Gruppen indeholdte bl.a. Jesper Schultz (Waoo) og Rasmus Quaade (BHS-Almeborg), der nok også havde dummet sig lidt med ikke at køre med. Derudover var der navne som Jonas Aaen (Riwal), Peter Haslund (Riwal), Alexander Salby (ColoQuick), Jeppe Aaskov Pallesen (Team OK Kvickly Odder) og Marc Hester (Sorø Bicycle Club).

Den slagne forfølgergruppe. Dog med fint samarbejde.

Jeg blev nr. 5 i spurten i min gruppe (men det var nu langt fra alle der spurtede med) og samlet nr. 41. Ikke noget jeg var særligt tilfreds med. Mest fordi jeg rent faktisk følte jeg havde godt skud i benene til sidst. Så er det jo lidt øv, at man ikke sidder med til at køre finale.
Jeg kan dog ikke bebrejde andre end mig selv, og der kommer heldigvis flere store cykelløb i fremtiden.

Det endte med at 14 mand fik revet sig løs oppe foran, og fra denne gruppe kørte Emil Vinjebo (ColoQuick) væk med omkring 1,5 omgang igen. Han kunne fejre en solosejr, mens hans holdkammerat Rasmus Bøgh Wallin tog sig af spurten og dermed 2. pladsen. Tobias Kongstad (Riwal) blev 3er og samtidig samlet vinder af DCU cuppen. Han og Riwal havde fået sat sig i en rigtig god situation, da han var eneste mand i 14 mands gruppen, der lå til i klassementet.

Top 10 – DCU Cup finalen:

Man tager da lige et ekstra cykelløb dagen derpå

Ovenpå 210km kunne det godt tænkes, at man burde slappe lidt af og give kroppen ro til restitution.
Men nej, jeg tog til gadeløb i Rødovre, og overraskende nok føltes benene faktisk rimelig friske.

Det var et lille felt på knap 20 mand, hvor Team ColoQuick, Team Integra Advokater (Amager) og Team WasteApp var de eneste hold, der var flere end blot en enkelt mand. 1 times ræs skulle vi køre på en meget teknisk rute.

Tidligt i løbet kom 4 mand afsted. Det var Casper Folsach (ColoQuick), Carl Sørensen (IBT-Ridley Sydkysten), Marc Hester (Sorø) og Kristian Siig Hessel (Integra Advokater). Kort efter formår jeg dog at få et hul nede fra feltet, og jeg får lukket op til gruppen i selskab med Mathias Larsen (ColoQuick). Ved senere tilslutning af Magnus Bak Klaris (BHS-Almeborg) var vi 7 mand i front.

Vi fandt ind i et godt samarbejde og fik hurtigt opbygget et hul på små 30 sekunder. Efter 20 minutters tid begyndte det resterende felt dog at komme tættere på. Jeg gætter på de blev ført an af WasteApp, der ikke havde nogen med foran.
På et tidspunkt var vi nede på 13 sekunder, og jeg troede faktisk vi ville blive hentet. Vi holdte dog stand og fik øget tempoet lidt, indtil at de vist opgav jagten bagfra.

Jeg selv havde en del problemer i mange af svingene og tabte ofte et par meter. Jeg havde været nede med pedalen et par gange og det havde sat sig i hovedet. Powertap P1 wattpedaler kan ikke anbefales, hvis man gerne vil køre gadeløb. De er simpelthen for høje og skraver på, hvis man træder for tidligt ud af svingene.

Med ca. 4 omgange igen kørte Casper Folsach solo, mens vi andre bare sad og kiggede på hinanden. Han kørte voldsomt stærkt, hvilket nok også var grunden til at ingen gik efter. Vi prøvede at holde snor i ham, men det blev hurtigt klart, at han ville køre hjem og snuppe sejren.

Vi resterende skulle altså køre om andenpladsen og begyndte at rykke på hinanden. På sidste omgang frem mod rutens sidste 2 sving, gav jeg den mit skud. Jeg må dog indrømme, at allerede da jeg startede mit angreb kunne jeg godt se, at det var en dårlig ide, da de andre var vågne. Det endte med at blive et lidt halvhjertet forsøg, og så fik jeg fronten i spurten, som desuden var i piv modvind. Flot Mathias.

Spurten tabte jeg da også og jeg måtte tage til takke med 6. pladsen. Mathias Larsen og Marc Hester tog sig af de resterende podiepladser, og for anden dag i træk blev det altså dobbelt sejr til ColoQuick.

Top 10 – CK Fix Gadeløb:

Jeg følte, som den foregående dag, at jeg burde have fået mere ud af det, men som en lille trøst fører jeg nu Øresundscuppen og skulle derfor også lige en tur på podiet. Alt i alt har det da også været en godkendt weekend, og godt nok dummede jeg mig et par gange, men jeg fik da tanket noget løbserfaring og overbevist mig selv om, at jeg har styrken til at køre med, hvor det er rigtig sjovt.

I Øresundscup førertrøjen! Kan jeg mon holde føringen med 2 afdelinger igen?