Forventningerne var i den grad høje da jeg for et par uger siden drog til Italien for at udfordre mig selv til det spritnye løb – Jeroboam 300. En gravel challenge på 300 kilometer, arrangeret af ingen andre end 3T, som reklame for deres nye aero gravel cykel, Exploro. Med mig havde jeg en verdensklasse hjælperytter, ultracyklisten Peter Sandholt, og formen virkede god! 

Af: Uggi Kaldan | Foto: Uggi Kaldan

For at sætte stemningen havde 3T inviteret os til at bo på campingplads, men for de magelige journalister var der dog også et tilbud om 4 stjernet hotel. Jeg gik efter den fulde adventure oplevelse og valgte campingpladsen, hvorimod Peter var klar på lidt 4 stjernet glamour. Vi endte begge to med at være yderst tilfredse med vores valg.

Jeg havde taget familien med, og vi nød det “mobile home” vi blev installeret i, samt hyggelig morgenmad uden stress, og masser af muligheder for leg, særligt for min ældste 5 årige datter. Så kom man i den alder hvor camping viste sig at være hyggeligt!? Peter nød bare at slappe 100% af, og ikke skulle tænke på andet end at spise og sove.

3T Jeroboam 2017 - Foto © Uggi Kaldan

Gear, italiensk præcision – og dansk uopmærksomhed…

Jeg elsker Italien. Jeg har ikke rejst mange gange i landet, men de 5 – 6 gange jeg har været der er nok. Jeg er forelsket. Italien er et fantastisk land og italienerne et fantastisk folkefærd. En fortrinlig blanding af ordenlighed og totalt anarki præger landet og dets indbyggere. Jo længere sydpå du kommer, jo vildere bliver det. I nord, øst for Milano, ved søen Iseo, hvor vi befandt os, er der er rimeligt styr på tingene, så meget som man nu kan forvente, i Italien.

Peter ville medbringe sin egen cykel på turen, mens jeg skulle køre på en låneudgave af 3Ts Exploro. En fantastisk cykel som jeg i øvrigt tidligere har testet. Jeg er imponeret. En stiv, komfortabel, let og yderst hurtig “gravel bike”, det er hvad det er. Den er selvfølgelig også ret dyr. Jeg skulle hente den mellem klokken 15 og 17 om fredagen, fik jeg at vide. Jeg stod på pletten klokken 16, men der var (selvfølgelig) ingen cykler.

Det viste sig at cykelhandleren, der stod for udlevering, lige skulle lukke sin cykelbutik inden han kunne udlevere cykler. Der var også noget med nogle papirer der skulle underskrives, som én eller anden havde taget med hjem. De skulle lige hentes. Det tog tid sin tid, og jeg grinede af kaosset med et par journalistkollege, åhhhh altså, Italien. Jeg fik dog min cykel, og man overlever jo 1 times ventetid.

Til gengæld var der pay back på karmakontoen, da jeg senere på aftenen skulle hente min makker Peter Sandholt i lufthavnen. Han havde godt nok skrevet at han landede i Malpensa (i Milano, 100km væk red.) – hvorfor det kan virke besynderligt at jeg besluttede mig for at køre ind til Bergamo for at hente ham… det var jævnt håbløst. Men Peter kom da frem, inden midnat, næsten. Åhhh altså distræte danskere (navnligt redaktøren).

Dagen efter fik vi kigget på cykler, og jeg fik monteret nogle fine tasker fra Apidura på min, som Peter havde taget med til mig. Det viste sig senere at på lige det her eventyr, kunne jeg sagtens have nøjedes med den ekstra store saddeltaske, men nu fik den hele armen. Sådan er det at være nybegynder til noget, og det er jeg i den grad, i endurance / gravel-grinding sporten.

3T Jeroboam 2017 - Foto © Uggi Kaldan

Faktisk så meget newbie at jeg heller ikke ejede et par MTB sko… så jeg måtte ud og finde et par. Budgettet var ikke mega stort, så de dyreste dyre MTB sko kunne det ikke blive til, og i øvrigt var jeg også i tvivl om en decideret race MTB sko var det rette valg til den tur her. I oplægget til turen stod der – “du kan nok ikke cykle hele vejen”. Underforstået, nogle passager var nok for tricky at passere på cyklen, man kunne altså forvente at skulle gå, måske længere passager endda?

Valget af sko faldt på et par Giro VR70, som jeg var så heldig at få en testudgave af, fra Webike! Tak for det.  Skoen har lidt Vibram gummi klistret på carbonsålen, mens carbontypen ikke er af den aller stiveste kaliber. Man kan sagtens gå i skoen, der dog stadigvæk er så stiv, at det føles som om det meste af ens tråd overføres når man sidder på cyklen. Med sine 335 gram er skoen dog ikke den letteste der findes, og den føles også lidt “bulky” på foden.

Til gengæld er den utroligt behagelig at have på, så selvom jeg ikke nåede at køre i den inden, gav den i faktisk ingen problemer på mine fødder til løbet. Skoen koster 1399,- kroner og ligger altså i den øvre ende af “mellemkategorien”. Den har ikke Boaspænde, som er det der justerer sig bedst efter din fod uanset udforming (mener jeg), men klikspændet og velcro gør det nu også glimrende. Man skal dog gøre sig lidt mere umage med placering af pløs mv. inden man spænder skoen, end hvis man vælger sko med Boa.

En rigtig racesko er det ikke – men cyklisten der leder efter komfortabelt fodtøj på sin MTB og såmænd også på gåben, de går ikke galt i byen med Giro VR70.

3T Jeroboam 2017 - Foto © Uggi Kaldan

Racebook hvad for noget!?

I typisk Italiensk stil blev der inden løbet holdt et møde for rytterne, der mest af alt endte med at dem der kunne Italiensk stod og småsludrede lidt om løst og fast, mens dem af os der ikke kunne sproget, stirrede tomt ud i luften og håbede på at vi ikke gik glip af noget vigtigt. Det tror jeg faktisk ikke vi gjorde.

I stedet fik jeg taget et lille fint billede af Jens der er den skandinaviske kontaktperson for 3T, han havde en fin Veloropa hat på, og dem kan vi godt li. I øvrigt kunne man jo bare spørge bagefter hvis man var i tvivl om noget. Så alt var godt og fint, og sjovt og italiensk.

3T Jeroboam 2017 - Foto © Uggi Kaldan

RACEDAY!

Vejrudsigten var noget ustadig, og meldte om lyn og torden, men faktisk skinnede solen og det var dejligt varmt, lige ind til 10 minutter inden løbet bleve skudt igang.

Hvis vi lige skal vende tilbage til alt det grej jeg havde med på cyklen, så er Jeroboam 300 (det havde vi fået fortalt i hvert fald) – et løb på 300 kilometer, med mange grusveje, ca.6000 højdemeter, med start klokken 17! Det var altså meningen at man skulle køre om natten i bjergene, og derfor gav det god mening at have lidt ekstra varmt tøj med, samt ekstra energi, værktøj mv. Jeg kunne dog have undværet nogle ting, og pakket lettere, det ved jeg nu til næste gang. I øvrigt var der også 3 depoter, så man behøvede altså ikke slæbe alt med!

Det var en super fin målzone placeret blandt ændre Italienske bygninger, og vi fik behørigt hilst på de andre ca.30 deltagere der for de flestes vedkommende var inviterede, og så var der enkelte Italienske bjerggeder der havde meldt sig til udfordringen. Blandt dem vinderen, der kørte i mål efter kun ca.13 timer!? – hoppede i bad, tog sit jakkesæt på, og tog på arbejde. BUM! Så hurtige var vi altså ikke.

3T Jeroboam 2017 - Foto © Uggi Kaldan

I det sekund vi kørte over stregen åbnede himlen sig, og det stod ned i stænger. Vi kørte én kilometer i infernoet inden vi blev nødt til at køre i læ og få noget tørt tøj på. Lige på det tidspunkt virkede 299 kilometer i bjerge, på grus, som et temmeligt skørt projekt.

Nå men vi kom videre og i ægte motiostil blev de første 25 kilometer, der primært blev kørt på flad vej, kørt som om vi allesammen var væddeløbere der forventede at komme i mål med +40 km/t i snit. Da vi ramte den første “bakke” med ca.300 højdemeter, besluttede jeg mig dog for at det var på tide at finde eget tempo, og det gjorde jeg så, sammen med Peter og Jens fra 3T.

Katastrofen indtræder… for første gang.

Midt på den lille bakke sker der dog det at jeg pludselig træder min krank i stykker. Krankarmen ryger simpelthen hen af det hundedyre THM Clavicula kranksæt. Ligesom et Shimano kranksæt, er Clavicula samlet med en spændbolt der samler kranken, og så en skrue der spænder armen fast om spindlen.
Men hele kranksættet er lavet af Carbon, inklusive spindlen, så den mindste fejl i monteringen, så ryger sættet fra hinanden efter noget tid, og det skete altså for mig.

Nu havde jeg heldigvis noget værktøj med, så jeg fik faktisk samlet kranken igen (og det virkede altså solidt). Jeg fik spændt kranken ret hårdt, så meget som det multitool jeg havde med tillod uden at bøje / knække, i hvert fald. Det burde holde!? (tænkte jeg).

De næste 40 kilometer (og +1600hm) holdt kranken også, og benene føltes gode. Peter og jeg fulgtes ad i et tempo, hvor han vist lige snusede til medio, og jeg sad lige der hvor jeg skulle, i forhold til min puls. Jens led derimod, så han røg af da vi ramte første bjerg.  Jeg følte mig ret godt kørende og var faktisk ret sikker på at den skulle Peter og jeg nok få tygget os igennem, selvom jeg også godt kunne mærke, at det ville blive afsindigt hårdt for mig!

På toppen af første bjerg var jeg faktisk i super humør, alt spillede bare. Jeg glædede mig allerede til solopgangen, som vi ville ramme når vi landede på rutens højeste punkt Croce Domini passet. Allerede her på toppen af rutens første rigtige bjerg (1400hm) var der sindsygt flot, det kunne kun blive flottere om morgenen.

3T Jeroboam 2017 - Foto © Uggi Kaldan

Arenberg, bare nedad: 4 km nedad, 12% hældning, rå brosten. Av arme, av ben, farvel krank!

På vej ned rammer vi den mest afsindige nedkørsel, jeg nogensinde har prøvet. Underlaget er store Italienske kampesten der lige er hugget over en enkelt gang, og så ellers monteret i beton. Når det går så meget nedad bliver man nødt til at bremse, og når man bremser så spænder man i kroppen, så rystelserne virkelig kan forplante sig. Det var 4 kilometers smerte i arme og krop. I starten kørte jeg ikke vildt stærkt og bremsede en del, men til sidst måtte man bare give slip, og hamre ned over stenene. Det var ikke helt så vildt som en stejl MTB Rock Garden, men tæt på, og så bare 4 km lang. Jeg har aldrig prøvet noget lignende!

Det var desværre også mere end hvad min genstridige krank ville finde sig i, umiddelbart efter nedkørslen falder den fra hinanden igen, og jeg indser at vi har et problem. Jeg får ringet efter hjælp, men det vil tage dem mere end 2 timer at nå frem til os, og de er ikke sikre på at de kan fikse cyklen, det kræver en ny samlebolt, og den er de ikke sikker på at de har :(

Nå men ved at trampe lidt på kranken, med en sten placeret under, får jeg den samlet nok til at jeg med det yderste, af det nu ret sparsomme gevind, kan få samlet kranken, og spændt den igen. Det er ikke optimalt, meeeen måske!? Vi kører videre, og når faktisk første depot, men der er ingen mekaniker. Vi vælger at spise lidt mad, inden vi ruller videre, så må han indhente os. Tjek lige et legendarisk depot i øvrigt! 100% autentisk italiensk. På det her tidspunkt er der faktisk helt mørkt, men jeg har heldigvis spejlrefleks med i tasken. Til nørderne: billedet er taget håndholdt på 1/13 sec, F2.8, ISO 1000.

3T Jeroboam 2017 - Foto © Uggi Kaldan

1km når vi – så dør kranken igen. Den er færdig! Der er stadig mere end 1 time til hjælpen ankommer, og jeg kigger på Peter. Han ser frisk ud, men det er mig der har inviteret ham. Jeg ved at han tager med tilbage til depotet og venter sammen med mig, hvis jeg spørger.

Men jeg ved også at han har glædet sig til eventyr, og at det primært er derfor han er kommet. Jeg tager en hurtig beslutning og siger at han skal køre. Jeg tror ikke på at de kan fikse kranken, og så vil han have spildt 1 – 2 timer ved at vente på mig. Det viser sig at være den helt rigtige beslutning, for hjælpen ankommer, og de har ingen reservedel med. Faktisk viser det sig at jeg kører på en gammel udgave af kranken, hvor gevindet vender “forkert” – og derfor kan skrue sig selv ud. Det skulle være ændret nu. Jeg ved ikke 100% om jeg køber den forklaring, jeg var i hvert fald ikke super imponeret over en krank der falder fra hinanden!

Synderen kan ses herunder! Det er ikke meningen gevindet skal være så kort kan jeg så fortælle.

3T Jeroboam 2017 - Foto © Uggi Kaldan

Lort med trøst ovenpå.

NÅ – men det blev altså til en DNF, og det er sgu æv at flyve til Italien for at køre 300km og så nå 100. Jeg tog mig dog lidt sammen om morgenen, stod tidligt op og kørte 75 kilometers udgaven af løbet, det var ren hygge, dog med en enkelt hård stigning på 1000hm.

Men det var bare ikke rigtigt det samme. Heldigvis fik jeg hygget rigtigt meget med familien bagefter, og regner med at jeg vender tilbage i 2018 for at fuldføre løbet. Vi har ligesom noget “unfinished business” synes jeg – og 3T skylder mig også en tur på en cykel der virker, vil jeg mene :)

Peter gennemførte i øvrigt (selvfølgelig), og kom i mål ca. klokken 12, efter godt 16 timer på rammen. Virkelig flot kørt. Han har kørt stærkt efter han kørte fra mig. Min fornemmelse er at jeg havde ligget til en tid, lige indenfor tidsgrænsen klokken 17 – og det havde holdt hårdt.

3T Jeroboam 2017 - Foto © Uggi Kaldan

Er det et løb der er værd at køre / flyve efter?

Det var ikke så meget gravel som jeg havde forventet – opkørslerne var primært asfalt, og nedkørslerne var så til gengæld mere MTB end grus (- dog ikke super tekniske). Så en lidt underlig hybrid mellem landevej og MTB, det var lidt skuffende. Jeg håber de finder flere grusveje både op og ned i 2018 udgaven, og samtidig får sløjfet nogle af MTB passagerne.

Selve området er til gengæld super fedt, og det er sjovt med en udfordring hvor man kører til langt ud på natten (i øvrigt mulighed for overnatning nogle timer v. Croce Domini) – i et løb der er lidt en blanding af Endurance, gravel og semi unsupported.

Hvis man er klar på eventyr, og noget der er lidt vildt og rock n´ roll, så er Jeroboam lige noget for dig! Kan du bedre li at alting er arrangeret for dig, og der er en mekaniker lige om hjørnet, hvis udstyret svigter, så skal du nok kigge efter andre løb.

I år kom vi med Ryan Air fra Billund til Bergamo og retur for 500 kroner retur, inklusive baggage, og så lejede vi en bil, der kostede os 120 kroner om dagen. Det mobile home vi boede i som var ret hyggeligt, kostede 240 kroner pr. nat, med plads til 4 personer. Så turen kan gøres utroligt billigt, i hvert fald med de nuværende flypriser.

Jeg vender 100% sikkert tilbage næste år – for jeg skal da op på det podie! (altså podiet for dem der gennemførte).

3T Jeroboam 2017 - Foto © Uggi Kaldan