…men det er da meget bedre end at være den bedste af de dårlige… (læs knap så gode red.)

Skiveløbet er et kæmpe arrangement, det er ikke bare søndagscykelløb, men en hel weekend, med kræmmermarked, triathlon, almindeligt løb, og altså et cykelløb. Det hele er meget velorganiseret, fin parkering på græsmark, med vagter der guider en til ledige pladser, og i det hele taget generelt styrer trafikken. Det var forholdsvist nemt at finde ind til dyrskuepladsen hvor det hele foregik.

Redaktøren havde sat sig for at køre 100 kilometers ruten, men det var uden de store forventninger, formen er ved at være lidt nedadgående synes jeg, kan godt mærke at det er sidst på sæsonen, det viste sig at benene nu alligevel var ok, men kunne nu alligevel ikke helt følge med da det spidsede til.

Masterstart er fedt, men skal alle virkelig starte samtidig?

Der var ca.400 til start – og som flere andre gange i år, hvor feltet sendes samlet afsted, der var det altså noget kaotisk, første styrt skete da også 100 meter fra start, ikke alvorligt, men alligevel. AltomCykling.dk mener stadig man bør dele feltet op, et felt med forventet snitfart på +34 (ræs) og et med forventet snitfart under. De kan starte 5 – 10 minutter forskudt, og ville gøre de 2 startende felter noget mindre kaotiske.

Selve ruten var derimod fed, masser af sving, og bakker, de hårdeste ca. midt på ruten, og ikke vildt lange og hårde… det handlede altså med at få sin røv med op over, og æde sig selv, så skulle man nok komme med hjem. Det lykkedes for redaktøren, indtil sidste hårde bakke… der eksploderede jeg, 50 meter fra toppen, og måtte se feltet stikke af… æv!

Til gengæld fik jeg fint samarbejde med et par stykker der også røg af, bl.a. en gammel A rytter med en rigtigt god motor, tak for hjul, det var skide godt – vi blev ikke hentet bagfra, og endte med at tabe 6 minutter til hovedfeltet, i profcykling en evighed, men i motionscykling synes jeg bestemt det var hæderligt, vi lagde i hvert fald arbejde i sagen!

10 kilometer fra mål blev vi enige om at vi bestemt var de dårligste af de gode, de vi formåede at holde en større gruppe bag os :)

Flot opløb, og så en helt mærkelig afslutning!

Skiveløbet havde opstillet en flot port hvor der stod start og mål på, og det var da også her vi startede, undertegnede kørte også en fin spurt ind under porten, hvor jeg fik sat et par gutter vi havde hentet fra feltet på de sidste 5 kilometer, men det var lidt en skuffelse at opdage at tidstagningen ikke var ved porten, den var derimod flyttet ind på en græsplæne, med nogle snævre passager… når man nu havde sådan et flot opløb, så virkede det godt nok underligt at det ikke blev brugt! I øvrigt blev jeg så også overhalet af 2 af dem jeg overspurtede, på græsset, plat.

Synes bestemt at opløbet skal flyttes ud på asfalten næste år, kan godt se at målzonen var rigtig fin til løb og triatlon, men til cykling var det altså ret tamt, det kan ikke være det største udfordring at flytte gearet fra lørdag til søndag (løbsdelen af skiveløbet foregår om søndagen, cykelløbet om lørdagen)… det håber vi bliver lavet om næste år.

Redaktørens løb…

Det startede sådan set fint, synes dog benene er lidt trætte efter en lang sæson der startede i slutningen af Marts og har budt på over 25 motionsløb, var også blevet lidt træt af at ryge af, pga. punkteringer, så jeg havde taget konsekvensen og monteret en ægte motionist klassiker, nemlig Durano Plus, et dæk der er ret tungt, og på ingen måde ruller ligeså godt som f.eks. Conti 4000.

Ligeud betyder det nu ikke så meget, og jeg havde faktisk meget god fart i cyklen, én af de ting der er sket for mig over den her sæson er at topfarten virkelig har fået et ryk opad, fra at lille og være ved at dø hvis jeg skulle holde 45 km/t i mere en 10 sekunder, så holder jeg +50 i over et minut nu, uden større problemer… den udvikling satser jeg på at fortsætte.

Opad kunne jeg dog godt mærke at formen er lidt på retur, og her gjorde dækkene nok også deres for at få det til at føles endnu tungere, jeg havde det i hvert fald ualmindeligt hårdt på bakkerne, allerede fra den første, jeg plejer ellers ikke at synes bakkerne er så træls, men det var de altså i Skive.

Efter at have været fint med i front, begyndte jeg at sidde og hænge lidt bagerst i feltet omkring 50 kilometer, der blev også kørt stærkt, en flok C og B ryttere i front holdt kæden stram, og selvom jeg godt vidste jeg skulle op og ligge midt i feltet, så var det ikke mange placeringer jeg kunne vinde, selv når jeg virkelig trykkede til.

Det kostede, men jeg fik mig faktisk kørt op midt i feltet, således at jeg ikke lå og fik verdens længste elastik i alle svingene, da vi ramte dagens sidste lange bakke med ca.35 kilometer til mål, der knækkede filmen dog desværre, kom ellers ind på bakken i en fin 5 position, og forsøgte virkelig at “hjulre” opover, på 39 /25 (måske havde compact været en bedre løsning på dagen? jeg kunne godt have brugt et lettere gear i hvert fald) – anyway – midt på bakken slukkede motoren og feltet passerede mig stille og roligt, og der var intet jeg kunne gøre, der var udsolgt.

Så jeg kørte mit eget tempo, spiste en gel, vidste at der nok skulle komme noget energi igen hvis bare jeg lige fik vejret, da jeg havde pusten igen fik jeg kørt op til en gruppe der lå ca.3-400 meter foran, og så holdt vi ellers hjem – det blev til en hæderlig 75. plads ude af 400, formen var 100% sikkert bedre i Horsens Rundt for ca.3 uger siden, så sæsonen er vist bare ved at være forbi for mig.

Hvad er der tilbage af sæsonen – og hvad skal der så ske?

De sidste planer jeg har for løb er Herningløbet i morgen, og så Alpetramp i Oktober, Alpetramp er årets absolut sidste løb, og der bliver koldt, så husk at have cykeltøjet i orden!

I mellem de to løb arbejder AltomCykling.dk på at få lov at bruge en ganske særlig rundstrækning her i Aarhus til et lille Grand Prix, i år bliver det bare et mindre testløb. Men det er forhåbentlig bare en forløber for næste år, hvor vi håber på at få lov at lave en lille gadeløbs serie!

Når sæsonen slutter 20 Oktober, så står den på cykelpause et par måneder (næsten) – hvor der skal styrketrænes og smides lidt muskler på benene og core, herefter langsom opstart med lange ture i lav intensitet (December – Januar) og så skal der ellers bygges på, næste år starter redaktøren i D licens, så se frem til en masse gode artikler om licenscykling næste år.

Vi ses på landevejen.