Det officielle danske VM i gadeløb…

Daniel Vestergaard beretter fra fronten af motionsfeltet, ved et stjernespækket arrangement forleden dag – nemlig DM VM i Gadeløb, også kendt som Agerskov Gadeløb. 

Af Daniel Vestergaard | Foto Viggo Hjort Kohberg

Motionsløbet

Endelig oprandt dagen for det traditionelle gadeløb i Agerskov. Som sædvanligt stod menuen på 15 omgange af 2 km for motionisterne og 10 omgang for damerne. Arrangørerne lovede sidste år at man ville sørge for bedre vejr i år, og det var da også marginalt bedre, idet det kun regnede lidt

På trods af den tvivlsomme vejrudsigt havde mange fundet vej til Agerskov denne augustaften, og feltet så umiddelbart væsentligt stærkere ud end de foregående år, bl.a. med stærke folk som Bjarke Vodder og Torben Ternstrøm og flere andre der så ret hurtige ud. Mit succeskriterium blev hurtigt ændret fra ’en sejr’ til ’top 5’.

Løbet blev skudt i gang og straks var der aktivitet og farten var høj de første par gange henover Engeriis-bakken, hvilket fik folk til at falde af bagved. Som sædvanligt når jeg kører gadeløb (hvilket jeg mere eller mindre kun gør i Agerskov) havde jeg lovet mig selv at tælle omgangene, så jeg hele tiden vidste hvor langt der var til mål, især for at slippe for at skulle spurte imod nogen (som helst!). Og som sædvanligt mistede jeg count efter ca. 3 omgange…

Jeg vil mene at vi havde kørt ca. 3 omgange da en 5 mandsgruppe var dannet i front og hurtigt øgede afstanden til de resterende grupper. Altså følte jeg mig allerede ret sikker på at kunne indfri min nye målsætning, og så kunne jeg godt tillade mig at satse lidt, hvilket udmøntede sig et angreb hen forbi målområdet. Det var tydeligt at de andre kiggede mere på hinanden end på mig, så jeg fik slået et pænt hul, der sikrede mig 3-4 omgange alene i front, før det blev lukket ned, hvorefter Bjarke Vodder slog kontra. Ham var konkurrenterne tilsyneladende væsentligt mere på vagt overfor, så han fik kun meget kort snor og fik ca. 1 omgang alene før han blev hentet tilbage.

Efter samlingen fulgte en ret taktisk omgang, hvor der blev kigget meget efter hinanden, indtil jeg forsøgte mig på Engeriis (ja, på bakken, af alle steder) og til min egen store forundring fik lov at køre væk og faktisk fik slået et hul der fik mig til at tro på det. Her opstod så et problem ift. det med at tælle omgange, for de næste 5-6 gange jeg passerede mål tænkte jeg ”nu MÅ de da ringe med den klokke” og senere ”er der ingen der tæller omgange?” – men ak, de 3 andre i gruppen var ikke blot hurtige, men også rutinerede, så de lukkede mig relativt pludseligt (og tilsyneladende let) ned på næstsidste passage af Engeriis, hvorefter fulgte halvanden omgangs taktisk kiggeri, der frem til en spurtafslutning, hvor netop de 3 tog podiepladerne, med lynhurtige Torben Ternstrøm øverst.

Efterfølgende udtalte Torben sig til AltomCykling.dk og sagde bl.a. ” heldigvis for mig holdt vi frontgruppen samlet på den sidste omgang og farten gik helt ned lige inden opløbssvinget… jeg åbnede lige efter svinget og trådte spurten med over 1400watt. Det var nok til at holde de andre ryttere bag mig.” AOC’s udsendte måtte tage til takke med en fjerdeplads, men blev ikke desto mindre belønnet på lige fod med alle andre deltagere, da der var pølser og Fuglsang øl i pølsevognen ved returnering af rygnummer :-D Næste år…

Licensløbet

I licensfeltet så det også umiddelbart ud til at feltet var en anelse stærkere end sidste år, selvom den forsvarende vinder Kasper Asgreen ikke stod på startstregen. Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke så ret meget af licensfeltets første 5-10 omgange, da jeg jo var optaget i pølsevognen, men da jeg var færdig der kunne jeg med stor fornøjelse se at en stærk trio havde revet sig løs fra feltet, her sad AOC’s egen tempokonge, Jeppe Tolbøll sammen med Oliver Boel (Team Hechmann Cycling) og Frederik Muff (Team Aura Energi Århus).

Da kontinentalrytterne, anført af Nicolai Brøchner, samtidig lukkede op for gassen bagved, sluttede eventyret, men ikke desto mindre var det en imponerende indsats af de 3, hvoraf kun Muff har licens i A-klassen. Derpå fulgte en række forsøg, men da rytterne kørte ud på sidste omgang var der stadig et pænt stort favoritfelt samlet, så det tydede på en spurt, hvor Brøchner måtte regnes som favorit.

Da rytterne rundede det sidste sving viste det sig at Alexander Salby (Team BHS-Almeborg Bornholm) var kommet alene i front, og han formåede at holde det jagende felt bag sig og vandt således Agerskov Gadeløb 2017 foran Rasmus Byriel Iversen (Team Giant Castelli) og Nicolai Brøchner (Riwal Platform Cycling Team), der således måtte se sig henvist til de sekundære podieplaceringer for andet år i træk.

Brøchner udtalte efter løbet ”Jeg havde løbet under kontrol hele vejen igennem, og var også klar til at rykke forbi Salby i spurten, da jeg pludselig opdager at min Tamagotchi, Preben, skal fodres, så jeg stopper naturligvis med at træde, og mister dermed en ellers sikker sejr.” Brøchner erkender at det er en banal begynderfejl, men begrunder det med den særlige nervøsitet der altid indfinder sig forud for så vigtigt et stævne som Agerskov Gadeløb. Han siger endvidere ”Normalt fodrer jeg altid Preben lige inden start og i de længere løb, altså over 50 km, overlader jeg ham trygt til Michael Blaudzun i servicebilen

Alexander Salby tager en fornem sejr foran det jagende felt. I baggrunden ses Nicolai Brøchner i færd med at tage sig af sin Tamagotchi.