PRESSEMEDDELSE

Når Danmarks største cykelmotionsevent køres lørdag 27. juni 2020, bliver der endnu flere muligheder for deltagerne end hidtil. Der kommer to unikke Genforeningsruter i det sønderjyske, mens der for første gang også bliver en gravel-rute.

I forvejen har DGI Hærvejsløbet fem ruter på landevej og fire ruter på mountainbike. Men til næste år bliver det setup udvidet med endnu 3 ruter.

For første gang har Danmarks største cykelmotionsevent en gravel-rute på menuen.

Vi kan se, at gravel virkelig er ved at vinde indpas hos de danske cykelmotionister. Derfor havde vi i sommer en testtur med ca. 20 deltagere. Tilbagemeldingerne var så positive, at vi i 2020 åbner ruten fra Rebild til Viborg. Den bliver på ca. 95 km, og der vil være plads til maksimum 300 deltagere,” fortæller løbsleder for DGI Hærvejsløbet, Magnus Korsgaard Nielsen.

Hærvejsløbet 2020

Genforeningen 2020 kommer i fokus

I 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland igen blev en del af Danmark efter at have været tysk siden nederlaget i 1864. Genforeningen bliver fejret i store dele af Danmark og naturligvis især i det sønderjyske, og det bliver DGI Hærvejsløbet også en del af. Som noget helt unikt for 2020 vil løbet have to landevejsruter i det sønderjyske, der begge har mål i Christiansfeld. Den ene bliver på 100 km fra Flensborg, mens den anden bliver en familierute på 30 km fra Vojens til Christiansfeld.

”Genforeningen er en af de mest skelsættende begivenheder i dansk historie. Derfor er vi meget glade for, at vi kan være med til at markere det med disse to ruter, der bliver once-in-a-lifetime muligheder for deltagerne. Genforeningsruterne er unikke for 2020,” siger Magnus Korsgaard Nielsen.

Frokost på Den Gamle Grænsekro

Det har altid været kutyme, at alle ruter ved DGI Hærvejsløbet har mål i Viborg, men i 2020 vil de to Genforeningsruter altså have mål på Den Gamle Grænsekro ved Christiansfeld.

Når deltagerne kommer i mål her, vil der være en Genforeningsfrokost til dem. Det bliver en speciel måde at markere det på, både for os og deltagerne. Siddende i de gamle krostuer kan man for alvor mærke historiens vingesus, hvor Christian X forenede Sønderjylland med Danmark lige uden for kroens vinduer. Hele løbet vil i 2020 komme til at emme af Genforening, ikke kun i Sønderjylland, men også i de andre depoter langs ruterne og i målområdet i Viborg,” Siger løbslederen.

Alle deltagere ved DGI Hærvejsløbet 2020 vil få et særligt minde med hjem i form af en medalje prydet med et Genforeningsmotiv.

De to genforeningsruter er støttet med midler fra Syddansk Vækstforum.

Tilmelding til DGI Hærvejsløbet åbner tirsdag 22. oktober kl. 10.