De havde travlt i madboderne på Aarhus Cykelbane i går hvor rekord mange publikummer havde fundet vej til DM i Omnium. Omnium kommer af Latin og betyder “alle” – det er dog ikke alle discipliner man dyster i til Omnium på banen, men et solidt mix. På herresiden var det et knivskarpt felt med spænding til det sidste, på damefronten gjorde verdensmesteren fra landevejen Amalie Dideriksen rent på bord.

Af Uggi Kaldan | Foto Uggi Kaldan

DM Omnium herre elite

Der blev kørt cykelløb på skyhøjt niveau i går. Allerede i det indledende linjeløb blandt herrene, hvor Frederik Rodenberg besejrede Lasse Norman Hansen på stregen, viste feltet sig at være stærkt og der blev kørt lynhurtigt.

Kampen mellem Lasse og Rodenberg fortsatte i tempoløbet, hvor den unge Julius nu også meldte sig på banen om den samlede sejr. Lasse tog de første 2 spurter, inden Rodenberg stak afsted og nappede de næste 5.  Herefter blev der samling igen, og i nogle omgange skiftedes Lasse og Rodenberg om at tage point.

Julius Johansen havde på det her tidspunkt været rimeligt anonym men det lavede han nu om på. Han lancerede et smukt timet angreb, efter en lang føring fra Lasse Normann, hvor han tog ham indenom med fuld smadder. Julius holdt kæden stram og på et tidspunkt lignede det faktisk han ville hente feltet med en omgang, solo, men det blev ved 10 vunde spurter, det var dog også rigeligt til at tage den samlede sejr i tempoløbet.

DM Omnium, Aarhus Cyklebane 2017, Foto © Uggi Kaldan | AltomCykling.dk

Lasse når lige at opfange angrebet fra Julius, men kommer ikke med på hjul © Foto: Uggi Kaldan

Spændende til det sidste

Herefter stod den på udskilningsløb hvor Aske Vorre var den første rytter, der måtte forlade strække gevær, og 3 omgange senere faldt den jyske omniummester, Mads Meyer. Det var prominente folk der røg ud, det siger lidt om niveauet. Der blev kørt i et vanvittigt tempo. Lasse Norman måtte se sig udskilt som 4. sidste mens, mens Rodenberg med sejren foran Julius Johansen og Casper P. Pedersen atter lagde afstand til konkurrenterne. Han førte med hhv. 6 og 10 point til Julius og Lasse, inden det afsluttende pointløb. Alt var helt åbent.

Lasse forsøgte fra start af og efter de 2 første spurter havde han reduceret Rodenbergs forspring til sølle 4 point. Julius ville dog også være med og lancerede et stærkt angreb der gav ham 5 point på kontoen.

DM Omnium, Aarhus Cyklebane 2017, Foto © Uggi Kaldan | AltomCykling.dk

Unge Julius Johansen havde fart på når han slap afsted © Foto: Uggi Kaldan

Til sidst begyndte det hårde tempo dog at trække tænder ud for de forreste, men det var stadig helt åbent med 10 point at køre om i den sidste spurt og kun 9 point der adskilte nummer 1 og 2. I stedet blev det Aarhus´ egen Nicklas O. Pedersen der angreb udefra og sikrede sig aftenens sidste spurt i eliteklassen.

Virkelig en fed omgang ræs, stor ros til Michael Berling fra Aarhus Cykelbane for at have samlet så skarpt et felt.

Samlet slut stilling:

  1. Frederik Rodenberg Madsen, Giant-Castelli, 185 point
  2. Lasse Norman Hansen, Aqua Blue Sport, 176 point
  3. Julius Johansen, Team Børkop Cykler – Carl Ras Roskilde Junior, 165 point
  4. Casper P. Pedersen, Giant-Castelli, 159 point
  5. Niklas Larsen, VeloConcept, 143 point
  6. Casper Folsach, Giant-Castelli, 137 point
  7. Jeppe Aaskov Pallesen, Hammel C.K., 102 point
  8. Nicklas O. Pedersen, Giant-Castelli, 72 point
  9. Oliver Wulff Frederiksen, Team Pyhonpro.com – Velowear, 72 point
  10. Anders Fynbo, IBT – Sydkysten, 70 point
  11. Mads Meyer, Vejle C.K., 52 point
  12. Aske Vorre, Giant- Castelli, 38 point
  13. Kristian Kaimer Eriksen, Team Børkop Cykler – Carl Ras Roskilde Junior, 20 point
  14. Rasmus Søgaard, C.K. Aarhus, 8 point
  15. Mathias Larsen, Team Børkop Cykler – Carl Ras Roskilde Junior, 8 point
  16. Michael A. Larsen, Frederikshøj C.C., – 66 point

DM Omnium dame elite

Feltet var lidt mindre i Dame elite, faktisk kun 6 ryttere og det var lidt en skam. Der blev kørt super fedt cykelløb, men Amalie Dideriksen var bare i en klasse over de andre. Trine Schmidt ydede ellers modstand i perioder, men var oppe mod overmagten, og da der ikke var andre til at presse Amalie, blev det til en stensikker sejr til verdensmesteren fra landevejen, et resultatet der aldrig rigtigt var spænding omkring.

DM Omnium 2017 Aarhus Cyklebane © Foto Uggi Kaldan | AltomCykling.dk

Finalen i udskilningsløbet blev afgjort mellem løbets to dominerende ryttere, Amalie vandt, og vandt også DM samlet senere. Foto © Uggi Kaldan

Allerede fra aftenens første start viste Amalie Dideriksen, klassen og sejrede sikkert foran Trine Schmidt og Amalie Winther Olsen i det indledende linjeløb. Niveauforskellen i det lille felt blev tydelig i det efterfølgende tempoløb, hvor Amalie Dideriksen sejrede i samtlige 17 spurter foran Trine Schmidt.

Amalie, Trine og så de andre.

I det afsluttende pointløb over 60 omgange blev forskellen på de forreste og resten udtalt, da Amalie og Trine slap væk og endte med at hente de resterende ryttere med hele 3 omgange, Amalie snuppede samtidig spurterne. Mod slutningen slap Amalie væk fra Trine og tog en omgang på hende med 2 omgange tilbage.

Amalie blev dermed en suveræn danske mester, og Trine en lige så stensikker nr. 2. Amalie Winther blev nummer 3. med et solidt forspring ned til unge Tusnelda Svanholmer.

Lad os håbe der kan samles et lidt større felt på kvindesiden næste år.

DM Omnium 2017 Aarhus Cyklebane © Foto Uggi Kaldan | AltomCykling.dk

Samling i starten af løbet, senere blev det dog en noget ensidig affære © Foto: Uggi Kaldan

Samlet slut stilling:

  1. Amalie Dideriksen, Boels-Dolmans Cycling Team, 191 point
  2. Trine Schmidt, Lotto Soudal, 151 point
  3. Amalie Winther Olsen, TWC Maaslandster Zuid-Limburg, 66 point
  4. Tusnelda Svanholmer, Amager C.R., 48 point
  5. Mette Fisher, Cykling Odense, 22 point
    DNF Anika Rasmussen, Cykling Odense

Flere billeder – og flere fede arrangementer!

Vil du se flere billeder fra i går, så hop en tur ind på vores Facebook side som du kan finde her – AltomCykling på Facebook.

Har du fået lyst til at komme ud på banen og se topklasse cykelløb, så tjek deres kalender ud her – Arrangermenter på Aarhus Cyklebane