I weekenden var det blevet tid til flere crossløb, idet Aalborg havde stillet en bane op lørdag, og Hobro stod for søndagens udfordringer. Søndagens løb var samtidig 2. afdeling af Post Nord Cuppen.

Af: Rikke Lønne | Foto: Lars Rasmussen

Efter 4 timer i bilen lørdag formiddag, landede jeg i Aalborg, hvor jeg lige skulle rettes ud i fuld længde (ja, ja, grin I bare :) ), før jeg fik samlet cyklen og sat mig til rette på den. Vejret føltes ikke helt så koldt som frygtet, og regnen stod da heller ikke ned i lårtykke stråler. Dog var underlaget blevet godt vådt, så jeg var meget spændt på, hvordan min mudder-debut ville gå.

Som optakt til løbet havde arrangørerne annonceret, at der kom en stærk polsk damerytter til start, og at jeg dermed ville få ”uventet hård modstand”. Jeg tog det som et kompliment, og jeg glædede mig til at se, hvad hun kunne. Min plan var at lægge mig på hjul af hende så længe som muligt og forsøge at følge hendes spor og lure teknik af, og når hun så viste sig for stærk, måtte jeg kapitulere og kæmpe mig igennem resten af løbet på bedst mulig vis.

Et lille blandet damefelt udfordrer arrangøren

Hele damefeltet (det meget store felt på 6 ryttere i blandende klasser ifølge resultatlisten) startede 15 sekunder før U17 rytterne og 30 sekunder før alle H rytterne. Vi havde derfor masser af plads at boltre os på i starten. Det var dog en stakket frist, for de der U17 ryttere kører satme stærkt! Det havde nok været mere optimalt for dem, hvis ikke vi havde ligget i vejen.

Der er ikke nogen helt klare regler for i hvilken rækkefølge felterne skal starte i, men en dameklasse der inkluderer dame A er en “UCI klasse”. Da U17 ikke er en UCI klasse, så vil man normalt give UCI klasserne forrang. Dagen efter i Hobro startede U17 dog først, så meget for den tommelfingerregel… I næste post-cup i Fredericia vil H klasserne i øvrigt få deres egen start, det giver forhåbentlig lidt mere ro på ruten.

Jeg fik en rigtig god start, og lå forrest i de første sving, ned ad en skrænt, ud langs en boldbane (med det første lille mudder/vandbad), rundt om et par hjørner og hen til banens første rigtige udfordring – kør rundt om et elskab (eller hvad pokker det nu var, der var sat op). Sporet gik over en lille høj, hvor skabet stod på, ca. en meter ned og hurtigt op igen. Jeg kom ikke op, så jeg måtte klikke ud og forsøge at komme helt op og ned igen og videre.

Jeg kunne dog ikke klikke i igen og var ved at styrte – om jeg var endt ud over styret eller ud til den ene side, er jeg faktisk i tvivl om. Jeg fik dog afværget styrtet, men smadrede på skift fødder og knæ ind i pedaler og stel. Av, av. For lige at toppe situationen, havde nogle af de andre tøser luret, at man kunne hoppe af cyklen og løbe rundt om det der elskab oppe på selve højen, så man undgik at skulle ned og op ad den (meget) lille skrænt, så de var kommet foran mig og drønede derudaf. Jeg måtte lige bruge lidt tid på at ømme mig og beslutte, om jeg skulle køre, eller om jeg havde slået mig for meget. Et øjeblik virkede det faktisk som den bedste ide hurtigst muligt at hoppe af cyklen, pakke bilen og køre igen. Øjeblikket passerede heldigvis relativt hurtigt, hvorefter jagten blev indledt.

Den annoncerede polske modstand var til at overse…

Til min (meget positive) overraskelse lå Kristina Thrane i front, og fokus blev lagt på at hente hende. Min overraskelse gik på, at jeg jo inden løbet havde forventet at se den polske rytter, Agnieszka Bacinska, flyve afsted. Hun viste dog ikke rigtig tænder på noget tidspunkt, og efter jeg hurtigt fik hentet hende efter mit stunt, så jeg hende ikke igen. Jeg indhentede Kristina i starten af anden omgang (tror jeg nok – høj puls og god hukommelse hænger ikke altid sammen :) ), og da vi kom til et længere tonserstykke på græs, rykkede jeg fra hende.

Derfra holdt jeg fokus på at øve svingteknik samt af- og påstigning med høj puls. Jeg sloges lidt med et par af drenge- og herrerytterne i forsøget på enten at følge med dem eller forsøge at overhale enkelte af dem. Om det var min egen indre kamp, eller de også følte det som en lille kamp derude, er jeg ikke helt sikker på. Jeg havde det dog sjovt imens, og de hurtige drenge, der kæmpede om placeringer, lod jeg bare passere – deres kamp skulle jeg ikke blande mig i, og selvom jeg forsøgte at hænge på dem, kørte de fra mig!

Den for mig største udfordring i Aalborgs løb var en laaaaaaaaaang sandkasse med meget løst sand. Under opvarmningen kom jeg igennem den på første runde, mens jeg på anden runde ikke nåede at klikke ud, før jeg faldt blot 3 meter før enden af sandkassen! Jeg så flere, der kastede cyklen på skulderen og løb i stedet, og det så noget hurtigere ud end mine ynkelige forsøg på at køre igennem det. Vi skulle ud på 8 (!!!) omgange, så for at holde sand ude af cyklen samt for at (forsøge at) holde tempoet oppe, besluttede jeg at løbe igennem sandet. Jeg tror på, at det var den bedste løsning for mig, og det lykkedes mig for første gang nogensinde at få cyklen godt placeret på skulderen, så jeg rent faktisk følte, at jeg havde styr på den. Så var 8 omgange pludselig en god ting – gratis træning i løb med cykel med en meget øm skulder / nakke til følge.

dsc_6379

Løbet endte med en førsteplads, og på trods af startvanskelighederne og mine betænkeligheder ved sandkassen og mere og mere mudder undervejs i løbet, var det en virkelig fed rute of en fed dag – det er altid fedt at vinde!

Kolde fødder og hænder i Aalborg!

Søndag stod den på 2. afdeling af Post Nord Cuppen. Det havde regnet hele natten, og temperaturen lå kun lige over frysepunktet, men vinden stormede og chillfaktoren fik det til at føles som et godt stykke under frysepunktet! Puha, hvorfor var det lige, at jeg kastede mig over cross?

I modsætning til lørdag skulle vi starte sidst. Det virkede umiddelbart som en rigtig fin disponering, idet banen var fuld af sving, opkørsler, nedkørsler og 2x sandkasse (!!!). Hvad jeg i min begejstring for ikke at skulle overhales af en masse ikke lige havde overvejet var, at så startede vi jo også (godt nok kun men stadig) 30 sekunder senere end beregnet! Og under første del af ruten opstod der selvfølgelig et lille knudepunkt, hvor vi pludselig var nødt til også at stoppe op og hoppe af cyklerne på et sted, der ellers var til at cykle over. Ih, øv, jeg vil bare gerne afsted og have varmen!

Jeg hundefrøs fra start til slut. På den ene side var det en rigtig god ide at køre banen igennem inden start, for den var ikke helt ligetil. På den anden side var det virkelig dumt, for jeg havde gennemblødte sko og meget kolde fusser allerede før vi startede. Ydermere mistede jeg totalt følelsen i mine hænder på første omgang. Der var derfor virkelig langt hjem uden kontrol over gear og bremser, og mine hænder gjorde bare mega ondt i kulden. Igen: Hvorfor er det lige, at jeg udsætter mig selv for det her? – og mandag kunne jeg så læse at redaktøren på AoC er ved at teste hånd og fodvarmere på bloggen… UGGI – dem kunne jeg godt have brugt (og testet) i Hobro!!! Just saying…

Hatten af for Mie, der lige havde det sidste på en kold dag.

Nå, kulden var jo ens for os alle, men jeg tænker dog, at jeg næste gang må tage mere tøj på. Dels glæder jeg mig enormt til at få min nye #Verge vinter crossdragt hjem, og dels skal jeg vist også lige have både løse ben og varmere handsker på næste gang!

dsc_6296

Efter et par omgange på hjul af Mie Saabye føltes det som om jeg fik lidt varme i kroppen igen. Jeg var ikke presset i bund, og det var tid til at forsøge at rykke fra Mie. På andensidste omgang ville jeg forsøge lige inden første sandkasse, men jeg tøvede for længe, og så røg momentet. I sidste tekniske stykke inden mål valgte jeg så at lægge mig ned i et sving (styrt vil jeg dårligt kalde det), og Mie fik et stort hul. Op på cyklen og efter hende. Halvvejs på banen lykkedes det mig faktisk at indhente og overhale hende, hvorefter vi røg direkte ned i den sidste sandkasse.

Den kørte hun super flot igennem, mens jeg fuckede den godt og grundigt op. Min jagt blev derfor endnu en gang indledt, og lige inden sidste tekniske stykke før mål, nåede jeg foran for en meget kort bemærkning, hvorefter Mie pressede sig ind foran igen og ind på det tekniske stykke. Jeg forsøgte at komme forbi, men det lykkedes ikke, og selvom jeg havde lidt mere fart på opløbsstrækningen, så var den for kort til at jeg kunne forbi hende. Mia vandt derfor med en halv meters penge. Super flot kørt!

Jeg må hjem og øve mig, for at undgå alle de dumme fejl. Jeg tog dog en masse gode ting med fra weekenden. Mine første sandkasse-løb er nu klaret, og jeg har (sådan nogenlunde) fundet ud af, hvornår jeg bare skal træde mig igennem, og hvornår det er bedre at hoppe af og løbe med cyklen på nakken. Jeg har kørt i mudder og kulde og snevejr (det begyndte at sne mens vi kørte søndag :O ) i korte rør, og selvom jeg frøs, var det ikke benene, der havde det værst lige hvad kulde angik!

Konklusion: Selvom jeg bander mig selv langt væk specielt lige inden starten i kulde og regn, er det jo sjovt nok til, at jeg gør det igen. Og igen. Og igen. Ups :)

PS: Der har været meget snak om tidstagningen, vi citerer lige Anders Bro Bystrup der har skrevet denne kommentar til det med tiderne til CX løbene i Jylland.

Vedrørende resultaterne fra weekendens cyklecross-løb i Aalborg og Hobro:
Som mange har bemærket, er der åbenlyse fejl i resultatlisterne for begge løb. At der har været rod med resultaterne i samtlige crossløb i DCU Distrikt Jylland/Fyn i denne sæson, er højst utilfredsstillende for alle parter for at sige det mildt. Som medlem af DCU Cyklecrossudvalg for Distrikt J/F påtager jeg mig et ansvar for at få løst problemerne. Hverken udvalget eller jeg har dog nogen myndighed i forhold til beslutninger omkring tidstagningen, men jeg skal gøre alt hvad jeg overhovedet kan for at trække i tråde og lægge pres på for at få problemerne løst.