OK nu skal den her artikel skrives. Det er jo nærmest en form for samfundspligt at skrive noget til det hungrende cykelfolk. Til alle jer der sidder derude og keder jer, og måske ærgrer jer over alle de arrangementer, der disse dage bliver aflyst og flyttet. Også en venlig tanke til alle motionsløbsarrangørerne, støt dem, det her er træls, som man siger på godt jysk. 

Af Uggi Kaldan | Foto © AltomCykling.dk

Kuurne Brussels Kuurne, motionscykelløb, 2020

Jeg har placeret mig foran computeren, flere gange, med kaffen klar, men hovedet tomt. Corana overload. Jeg læser aviser og er på Facebook. Folk i den ene lejr, folk i den anden. Gætterier fra ende til anden. Delte YouTube videoer og artikler, fra de mørkeste afkroge af internettet, der kæmper om folks opmærksomhed, med mainstreammedierne og vores folkevalgte, som “modstandere”. For 19 dage siden var jeg i Belgien. Det her er beretningen, fra den første dag.

Det føles fjollet at sætte sig ned og skrive en munter rejseberetning fra Belgien, set i lyset af at den samme rejse nu, ville være umulig. Verden er forandret. Italien var allerede mere eller mindre lukket ned i slutningen af februar. Skulle vi tage afsted? Vi var mig, og to gode venner, i bil. Vi havde glædet os. Alt sættes i forhold til Corona nu, men sådan var det altså ikke, for blot 19 dage siden. Ikke kun, i hvert fald. Vi var i tvivl, men vi tog afsted.

Vi grinede af de danske grænsevagter, DF soldaterne. Der pligtskyldigt stod på E45 og lavede stikprøver, mens 12 andre overgange ligger ubevogtet hen. Gu ve om menneskesmuglere og narkobaroner går mere op i køre-hviletidsbestemmelser, end de gør i at køre en lille omvej, for at omgåes kontrollen? Nu er alle overgangene lukkede.

Vi skulle bo på AirBNB, et kunstnerisk sted i Ghent, som jeg havde fundet. Indrettet af en ægte, rødglødende kvindelig kunster, arkitekt, aktivist?. “I skal ikke smække med døren ud til gaden, Jungs”, sagde hun ved ankomsten, “min smukke datter bor lige ovenpå, I risikerer hun kommer ned…”. Velkommen til Belgien. Vi måbede alle 3. Var det en opfordring til at smække med døren? Skulle vi låse døren til soveværelset?? Ingen af os smækkede med døren resten af den weekend. Jeg tror de unge drenge blev “out-foxed”, af en ældre Belgisk dame. 1 – 0.

Dinner out, på en næsten mennesketom café, samme aften. Det var hyggeligt. Vi spiste alle 3 spaghetti med kødsovs, en klassiker dagen inden “cykelløb”. Der ventede 125km til Kuurne Brussels Kuurne Cyclo, efterfulgt at proffernes finale, i Omloop Het Niuwsblad.

Race Day – ingen tidstagning, ingen stress

Forhelvede, det er jo håbløst. Se lige den målzone. Vi står som sild i en tønde. Umuligt at kigge på billederne i dag, og ikke tænke Corona. Det var kun Norditalien der var under Lock Down, var der et par italienere til start? Jeg så ikke nogen, men må jo erkende det ser lidt dumt ud, med nutidens briller på. Udsynet er blevet klarere. Det tænkte vi altså ikke på. Vi glædede os til en fed rundtur, og det blev det!

Stigningerne man skal over er moderate, til Kuurne Brussels Kuurne, men ruten bugter sig, som en kroget ål, til højre og venstre, konstant, så opad, hastigt efterfulgt af en sektion med brosten. Det er fantastisk underholdende. Vejene i Belgien er små, og dårlige. Var du nogensinde på visit i Østtyskland, inden det gik i opløsning? Der er ikke sket meget i Belgien siden dengang, hvis  vejenes tilstand bruges som referencepunkt. Fedt til cykelløb, dårligt for den gamle skoda Octavia, der smed bundpladen. Godt jeg havde strips i handskerummet.

Det  er en rigtig “cyclo” rute, som det kan ses herunder. Du ruller ud, vejene er flade og brede, der er depot allerede efter 30 kilometer. Det virkede til alle stoppede, også de stærke. Hvorfor ikke, der er jo ingen tidstagning. Herefter bakker, og så, rul hjem. På vejen mødte jeg masser af juniorryttere, der kørte pænt. De ænsede ikke os motio-tonsere. Store lår, på små kroppe.

På det flade kørte vi fra dem, på bakkerne hentede de os igen, når de kørte intervaller, udstukket af deres sportsdirektører, som vi også så på cykler, rundt om på ruten. Det kunne danske licensryttere lære lidt af, når de smider A og B rygnummeret, en løbsfri weekend, og stiller op i Sønder Vissing idrætsforenings motionscykelløb, på 80km ruten, kun for at tvære snotten rundt i fjæset, på småfede motionister.

Bad, bad, racebuddy…

Jeg har fået trænet ok, men Jonas og Søren havde fået trænet mere. De lagde ud med FULL GAS. Jeg hang på i 30km, så synes jeg ikke rigtigt jeg “gad” deres tempo mere. Formen var dog ikke helt elendig, så selvom de kørte fra mig, og havde fart på, så hentede jeg dem halvvejs, i depotet. Her mistede Jonas sine bremseklodser bag på?? (- spørg mig ikke hvordan). Jeg kørte videre, og tænkte de nok indhentede mig. Det gjorde de ikke.

I sidste depot ventede jeg, og her kom Søren. Jonas måtte holde lav fart på nedkørslerne, da han kun havde bremse på det ene hjul. Ham ventede vi ikke på… Søren og jeg gav den gas hjemover. Det er sjældent jeg kommer i mål samtidig med motorcyklen Søren. Vi snakkede lidt om det at vente på hinanden. Søren havde råbt defekt efter mig, og synes jeg skulle have ventet. Jeg hørte det, men altså, de havde jo heller ikke ventet på mig, da mine ben var lidt tunge i starten. Var det fejt at fortsætte? Det ved jeg sgu ikke rigtigt.

Jeg tror moralen på den historie er – at hvis man vil følges ad, så gør man det hele vejen, fra start til slut. Historien fik da også et lille twist dagen efter, som I kan læse om i beretningen fra Omloop Het Nieuwsblad Cyclo, som er på vej. I øvrigt no hard feelings. Vi er alle tre nogle gutter, der bare godt kan li at køre, til benene ikke vil mere, og når formen ikke er på helt samme niveau, så er det bare svært at følges ad.

15 minutter efter at Søren og jeg kom i mål, kom Jonas. Han var stoppet hos en lokal cykelbutik, og havde fået klodser. I Belgien er de noget gladere for kontanter end kreditkort. I hvert fald så er de ikke glade for VISA og MASTER, men det lidet brugte Maestrokort lader til at værre “in”, – så ved du det. Uden penge og kort der virkede, endte Jonas med at få klodserne gratis. Belgien er ikke cykelland, for ingenting.

At rejse er at opleve

Mens vi ventede på Jonas, benyttede Søren og jeg ventetiden på at købe en cykelkasket, hos løbets merchandise pusher. Jeg bemærker at den ældre herrres bil er på franske plader. Hvem er han mon, hvor kommer han fra? Jeg kigger på hans ansigt, er han cykelrytter?. Han taler ikke tysk eller engelsk, og jeg taler ikke fransk, men jeg får da fagtet et spørgsmål i hans retning. Har du cyklet “rigtigt”, på et tidspunkt? Det havde han! Det viser sig vi står overfor en ganske habil, tidligere cykelrytter, Gianni Marcarini, fransk rytter med italienske aner, og 68 sejre under kasketten!.

Han går ind i bilen, og finder billeder frem, og franske magasiner. Jeg fatter ikke en dyt, men jeg genkender navne, mens han livagtigt fortæller. Anquetil , Merckx, Bahamontes, Raymond Poulidors. Har han virkelig cyklet med alle legenderne? Et billede bekræfter, hvad jeg tror jeg hører. Tænk hvad man oplever, når man tager sig tid til at spørge, og lytte. Som jeg sidder og skriver det her, og Googler hans navn, finder jeg ud af at han kører i sin varevogn, ud til alle løbene, og sælger merchandise. Jeg læser også at han d.15. marts i år fyldte 80 år. Så bliver jeg pludselig bekymret. Skide Corona. 

Men dagen var jo ikke slut endnu…

Kuurne Brussels Kuurne Cyclo – fed oplevelse! Søren og jeg købte en fræk gul / orange cykelkasket begge to, med “Normadie” påtrykt på skyggen, og blev enige om at det var en rocker fed dag. Hurtigt fik vi pakket cyklerne i bilen, for nu skulle vi jo til Geraardsbergen og se profferne  køre Omloop. Jeg kan ikke andet end at sige at turen til Belgien altså er fantastisk. Næste år skal vi flere afsted!

Èn time efter vi har kørt lungerne ud af halsen, står vi ved et af verdens måske mest kendte cykelmonumenter, kapellet på toppen af Geraardsbergen. En brostensbelagt stigning, der stiger med op til 20%, og har en gennemsnit på 9%. I morgen skal vi selv cykle bæstet. I dag skal vi heppe på profferne. Der er heldigvis ikke fuldstændigt stuvende fuldt af +10.000 vilde cykelfans, som til Flandern, det er nok meget godt. Tænk det er aflyst / udsat. Ufatteligt.

De første 2 ryttere vi ser er Jasper Stuyven fra TREK, der senere vinder løbet, og Yves Lampaert fra Quickstep, der bliver 2er, og så, halsende lige efter, en af de hårdeste hunde i dansk cykling, Søren Kragh Andersen. Han havde ikke en kanon sæson sidste år, men i år har han ramt forårsformen, lige i røven, han kører ind som 3er. Asgreen så også stærk ud, hvilket han i den grad beviste dagen efter, da han vandt Kuurne Brussels Kuurne, i det flotteste solo udbrud, længe set.

Hvor er det bare totalt langt ude, at de to ikke får lov at vise deres form frem, i alle de nu aflyste forårsklassikere. En sort tid for cykling.

Den danske verdensmester – Mads Pedersen

Midt i feltet kom så det smukkeste trøje der findes, som kun kan bæres af den værdige indehaver af titlen, verdensmester i cykling (landevej i denne udgave), Mads Pedersen. Jeg var ikke kun taget til Belgien for at cykle, men også for at få et billede af Mads, i trøjen, der hvor cykling måske betyder allermest, Belgien. Jeg fik mit skud.

Det var en fed dag i Belgien. Nøj jeg glæder mig til at vi igen kan ses på landevejen, i skoven, på grus, i den lokale cykelbutik (huske at støtte din lokale cykelbutik, særligt nu!!). FUCK CORONA! I morgen beretning fra Omloop!