Det er off-season – og så kan man jo godt gå og tænke lidt på sæsonen der kommer, og sæsonen der er gået… 

Af: Jeppe Tolbøll | Foto: Privatfoto

6500 kilometer

Tidligere på sæsonen havde jeg et løb i Randers hvor jeg fik defekt efter 5 kilometer, udover den massive skuffelse over ikke at kunne køre ræs når formen var god, var det også skide irriterende at bruge knap 2 x 2 timer i bil og 340 kilometer, for at køre så lidt cykelløb.

Da jeg så kom hjem, begyndte jeg at tænke over hvor mange timer jeg egentlig bruger på at køre bil for at komme til cykelløb på en sæson, måske burde man faktisk aldrig regne på det tal, men det kom jeg altså til… 

Det endte så med cirka 6500 kilometer. Shit mand, 6500 kilometer har jeg brugt for at komme ud til danske løb i år, og jeg var også en tur i Frankrig i bus, men der kørte jeg dog ikke selv… Det er jo er åndssvagt mange kilometer (og lidt åndsvagt…) og shit mange timer man bruger for at dyrke sin sport – som man iøvrigt ikke får løn for, udover lidt snoldede præmiepenge, og det er vel og mærke kun hvis man formår at køre sig ind i præmierækken.

6500 kilometer svarer til 3 gange til Paris og hjem igen! Den gør det sgu rimelig godt, den gamle Ford!

Nå, men når man tænker på noget det er åndsvagt, så er det god strategi at begynde at tænke på noget andet… 

Alle de prioriteringer…

Jeg var næsten ved at kalde dette her afsnit for “Alle de ofringer…” men helt ærligt, så føler jeg ikke jeg ofrer det store, og det bliver nemt lidt tudefjæs-agtigt, at formulere det. Var jeg prof, kunne man kalde det en ofring, da man fx sagde nej til forskellige ting, for at tjene sin løn. Som de fleste nok ved, er jeg ikke ligefrem prof, og derfor er det ikke en ofring, men en klar prioritering.

For ud over den tid der bruges i bilen, så må der også prioriteres i alle de weekender, hvor der er cykelløb, som uundgåelig kan støde sammen med andre ting, som arbejde, familiefødselsdage, og så videre.

Da jeg startede i 2012, med licenscyklingen, var det ikke altid lige nemt for familien, at forstå hvorfor jeg sagde nej til forskellige familiefester, blot for at køre på cykel. Og det kan jeg så vidt godt forstå, men jeg tror at efter de har set, hvor meget jeg har ændret mig som person (både fysisk, men bestemt også mentalt), så kan de se at det faktisk gør mig gladere, og derfor er der efterhånden kommet en accept.

Faktisk således, at der tit spørges til, om jeg skal køre cykelløb i en given weekend, for så arrangeres familiesammenkomsterne ikke der! Jeg har en ret godt familie og svigerfamilie på det her område, og det skal værdsættes.

Samtidig arbejder jeg jo som handicaphjælper, hvor vi kører et fast rul med 24-timers vagter, fra 9.00 til 9.00, hver 5. dag. Alle kan jo hurtigt regne ud, at det ville give en hel del weekendarbejde, og lidt komplikationer ved weekenderne. Her har jeg så også en masse skide gode kollegaer, der (forhåbentlig) gladeligt bytter vagter med mig, således at jeg kan komme afsted til de cykelløb jeg gerne vil.

Min pointe er nok, at hvis man vil køre 25-30 cykelløb i sommerhalvåret, og gerne hver weekend, så kræver det for mig et supergodt netværk, et forsående netværk endda, og det har jeg! Så er det selvfølgelig også min kone, Michelle, som tager med til næsten alle løb, kun for at skyde billeder af os tosser i tætsiddende lycra, og dyre carboncykler!

Jeg har faktisk slet ikke noget at klage over – vi ses næste år!