Vi smed for nylig en post på FB omkring mishandlingen af et sæt billige pulleyhjul fra BBB, hvor vi formåede at få dem til at ruste sammen, efter blot 250km på en uge (i regnvejr…). Det afstedkom, ikke overraskende, et hav af kommentarer, fra folk der har kørt langt længere, på deres BBB pulleyhjul. 

Foto & Tekst Uggi Kaldan

I har gjort det helt forkert, mine kører meget længere!?

Skal vi ikke bare mane den påstand til jorden med det samme. Kan man teste noget “forkert”? Ja, man kan teste udstyr på en måde, som det ikke er beregnet til, det er naturligvis unfair. Det har vi ikke gjort. Vi har brugt BBBs pulleyhjul, præcis som foreskrevet. De er monteret hos en mekaniker, og cyklen blev efterset og justeret ved samme lejlighed. 

Cyklen var til at starte med i super fin stand. Herefter gjorde vi så ingenting! Cyklen blev skyllet med en spand vand efter testturene og kæden blev smurt med Muc Off Hydro Dynamic efter hver tur. Den rustafvisende kæde fra KMC klarede udfordringen nogenlunde, men til sidst i forsøget lød den nu heller ikke ligefrem sund. Ultegrakassetten var bestemt heller ikke tilfreds! 

Bonus Pater cykelmotionist

Udtrykket Bonus Pater Familias stammer fra jura og betyder løst oversat, den gode familiefar. Det er en juridisk standard for god opførsel, og opfører man sig ikke som ham, så kan de have nogle konsekvenser. Vigtigt er det dog at pointere at konsekvenserne ikke altid behøver at være ansvarspådragende. 

Bonus Pater cykelmotionist er den gode cykelmotionist. Det er ham (eller hende) der altid vasker sin cykel, lige når vedkommende kommer hjem fra en cykeltur. Smører altid sin kæde, og piller måske endda krank og pulleyhjul af, og smører lejerne, eller får sin lokale mekaniker til at gøre det – med jævne mellemrum. Den gode cykelmotionist oplever sjældent at hans cykel ikke kan køre, når han trækker den ud af skuret. 

Og så er der alle de cykelmotionister, der ikke altid får vedligeholdt deres grej. Vores forsøg er til for jer. Her kan I se hvad der sker med jeres system, når I er dovne.

Bevares, vi har valgt en ekstrem model, men sådan bliver forsøg jo ofte sjovest. 

Hvad kan sådan et forsøg så bruges til?

For det første til at stille vores nysgerrighed her på redaktionen. “Gu ve hvor længe man skal mishandle billige pulleyhjul, før de strejker?” Ikke ret længe viste det sig. Det var faktisk meget overraskende. Testeren var overbevist om at de ville holde meget længere end de endte med. 

Det ledte til den betragtning, at hvis du er en sløs med rengøringen, og ikke rigtigt bekymrer dig om at smøre tørre lejer op, så er BBB måske ikke det bedste valg, for dig. 

Er du derimod Bonus Pater Cykelmotionist, så kan du sikkert få mange 1000km ud af BBBs billige pulleyhjul, og så kan du endda spare nogle penge på den front. De koster kun 89 kroner, det er jo rørende billigt. 

Mod på mere – næste forsøg! 

Nå, men fordi vi blev overraskede over hvor hurtigt det lykkedes os at gøre kål på de billige pulleyhjul, så fik vi lyst til at prøve samme forsøg, med nogle andre, og dyrere modeller. 

Så nu har vi været ude og købe Enduro Zero pulleyhjul, og i øvrigt også deres hybrid kranklejer i samme omgang (hybrid lejer har keramiske lejer, men klassiske stålskåle). Det viste sig nemlig, hos den lokale mekaniker, at vores kranklejer også var finito. De blev installeret samtidig med BBB pulleyhjulene, og holdt altså heller ikke længe!

De nye lejer bliver udsat for samme protokol som de første. 3 ture af omkring 80km længde i løbet af en uges tid, i regnvejr, og med minimalt vedligehold efterfølgende. Forventningen er helt klart at de her nye, og dyrere lejer, klarer udfordringen. 

Vi får i øvrigt tilsendt et sæt fra en 3. producent der OGSÅ gerne vil have vi laver forsøget med deres lejer. Kan ikke helt regne ud om det var en god idé at sige ja til det.

Konsekvensen er at der skal køres i en masse i regnvejr. Sidst blev jeg syg, så det prøver jeg så at undgå denne gang. Blandt andet ved at servicere mig selv, når jeg kommer hjem fra de våde ture, med et varmt bad.

Nogle gang ender jeg med at gå lidt for længe rundt i mit våde cykeltøj, det kan ikke anbefales! 

Skal jeg se positivt på den her idé, så ligner det ikke at jeg kommer til at mangle regnvejr til forsøget.

Tak til Kim Mekaniko fra Bings Bikestore i Aarhus, for at hjælpe os med udskiftning af de vitale dele på cyklen!