Vi har vist allesammen mærket foråret i sidste weekend!

Men løb i Jylland var der ikke mange af, og det er faktisk lidt en skam, for i den her weekend er der pludselig mange løb, faktisk mindst 1 for mange synes Redaktøren – måske kunne de to glimrende motionsløb En forårsdag i Gudenådalen og Bakkeløbet kommunikere lidt næste år, her på redaktionen synes vi i hvert fald det er top ærgeligt at de to løb ligger på samme dag! Lørdag byder dog kun på ét løb, en Forårsdag på Heden, der køres som optakt til Post Cuppen, og det skal prøves i år… motionsløbet altså! :)

Grus, grus, de røde stykker signalerer grus!

Rutekort En Forårsdag på Heden 2014

En Forårsdag på Heden er en fed mulighed for først at køre lidt cykelløb på motionsniveau, for bagefter at se lidt rigtigt cykelløb, den kombination har kendetegnet et andet dansk løb, nemlig Kongeetapen, som de faste læsere af bloggen ved at redaktøren er umådeligt glad for. Jeg har ikke kørt en Forårsdag på Heden før, og kunne desværre ikke deltage i sidste års GP Herning Motion, men kørte det rigtigt fint arrangerede Giro optakt løb i Herning forrige år, og gutterne i HCK ved bestemt hvad de laver, så jeg glæder mig sgu!

Man kan altså godt punktere på grus…

Løbet har ikke den vildeste højdeprofil, men det kompenseres der for ved et antal grus- “pavéer” der skal forceres, 9 på den lange, og 4 på den korte. Der skrives godt nok på løbets hjemmeside at man kan gennemføre på en hvilken som helst cykel, og at “særlige” dæk ikke er nødvendige, nuvel, dansk grus er heller ikke Paris-Roubaix brosten, så det med cyklen er jeg enig i, men med mindre det er knastørt, så vil redaktøren her på bloggen dog anbefale at man ikke stiller til start på de tyndeste racer dæk, og 10 bar er nok også i overkanten.

Jeg venter til dagen med at beslutte mig – er det forholdvist tørt bliver det continental 4 season 25 mm på cyklen, er det vådt / regner, så bliver det gode gamle Durano plus, jeg vejer omkring de 80 kilo, og regner ikke med over 7 bar.

Oplysninger om løbet:

Sted: Dalgas Alle 7, 7400 Herning
Starttidspunkt: Lørdag 26. april 2014, kl. 9:00
Sluttidspunkt: Lørdag 26. april 2014, kl. 14:00

Distance og Pris:
50,00 km  // 100 Kroner
100,00 km  // 200 kroner
(Eftertilmeldingsgebyr: 50 Kroner)

Tilmelding:
Du tilmelder dig løbet hos HCKs samarbejdspartner: Vorespuls.dk => Tilmelding