Hvad vil det egentlig sige at have en personlig træner? Er det ikke kun for dem der er dybt seriøse omkring cykling og træning, og ønsker at blive så hurtige som overhovedet muligt? Sådan ser jeg ikke på det. Der kan være rigtig mange gode grunde til at vælge en personlig træner. For de bedste atleter, kan træneren være den, der lige rykker dem de sidste vigtige procenter. Men det behøver faktisk ikke kun handle om at blive hurtig. Det kan i ligeså høj grad handle om finde glæde og motivation, til den daglige træning. 

Foto & Tekst Uggi Kaldan

Personlig træner, mere end bare fart

Marmotte. Danskerløbet. Hvert år drager rigtig mange danskere afsted sydpå, for at udfordre sig selv på den bjergrige distance, med den ikoniske afslutning opad Alpe d´ Huez. De fleste med en eller anden form for målsætning om at sætte den, eller den tid. Det bliver der så trænet imod. Træningen starter for mange, allerede nu. 

I 2019 skal jeg også afsted til Marmotte, inviteret af Ruby Rejser. Min træning er så også startet nu. Sidst jeg var afsted og køre et bjergløb, var Fausto Coppi Gran Fondo, mega fedt løb i øvrigt. Her kørte jeg også et program, nogle måneder forinden, gennem en personlig træner. Var det fordi jeg så forventede at køre en vildt hurtig tid? Nej, overhovedet ikke.  

Men jeg får bare ikke trænet ret specifikt på egen hånd. Til Marmotte ved jeg bare det bliver en sjovere oplevelse, hvis jeg får struktureret træningen, bare en lille smule, så det er præcis derfor jeg har valgt at bruge penge, i nogle måneder her vinteren over, på en personligt træner. 

Valget er faldet på Christian Jersild. Dels fordi han har til huse i Aarhus, så det er let at komme forbi, men også fordi Jersild virkelig har et vindende væsen, og er rigtig god til at møde én, præcis på det niveau, man er på. 

For mig handler det at købe sig til personlig træning, i høj grad, om at få rusket lidt op i de daglige rutiner. Det er lidt som at tilmelde sig et madlavningskursus, hvis man er gået sur i frikadeller og spaghetti med kødsovs, eller et vinsmagningskursus, når man er blevet træt af altid at nævne at vinen smager af lakrids og kostald, og mangler inspiration til nye superlativer. 

Træning skaber basis for store oplevelser

Det er dejligt at cykle en tur, men jeg synes også det er sjovt at træne hen imod et mål. Nogle gange kan jeg bare godt gå lidt død i det. Her kan en personlig træner være med til at genfinde moralen, og ikke mindst glæden ved at få trænet. Sådan virker det i hvert fald for mig. 

Er det så 800 kroner værd om måneden? Det må man jo afgøre med sig selv. Fordi mine mål er som de er, så giver det rigtig god mening at købe noget vejledning og træning i nogle måneder, men måske ikke hele året rundt. 

Jeg har fået trænet langt mere struktureret i november og december end jeg fik gjort sidste år, og jeg glæder mig faktisk til at få kørt mine træninger lige for tiden, det er virkelig stort her i december. Det kommer helt sikkert til at kunne mærkes til foråret og til sommer.  

En gang om ugen ringer Jersild lige og hører status. Det er også virkelig god motivation. Springer man en træning over, så har man også træneren i røret, men ingen dårlig samvittighed. Er du ok? Skal vi justere? Altid positivt. Det virker. 

Hvordan adskiller træningen sig så, for mig?

Indtil videre har træningen været markant anderledes, end det jeg plejer at udsætte mig selv for. Alene det at jeg har fået trænet stabilt i november og december, det tror jeg at jeg bliver glad for næste år!  Men ikke bare det. 

Træningen har været struktureret omkring arbejde med kadence, i nogle uvante områder, og i et noget lavere pulsområde, end jeg plejer at udsætte mig selv for. Jeg er meget spændt på hvad det får af betydning for formen til foråret, og ikke mindst oplevelsen på cyklen. 

I den indledende (grundige) samtale, fik vi også klarlagt nogle dårlige vaner jeg har. Blandt andet at jeg ofte ikke fik drukket andet end kaffe, det meste af dagen, og måske var nået frem til at mørkegult tis, det er noget man bare har, når man er fyldt 40. Det viser sig at farveløst tis, og generelt større velvære, ikke er længere væk end ét glas vand klokken 10, og ét glas vand klokken 14.

Tænk at lidt ekstra vand også har effekt på træning og restitution, det har det skulle jeg hilse at sige. Du behøver slet ikke drikke litervis om dagen, 2 glas, gør en kæmpe forskel for mig. Mit udgangspunkt var naturligvis også temmeligt håbløst.  

Marmotte here we come

Indtil videre synes jeg det har været alle pengene værd at arbejde sammen med Jersild. Når vi kommer til foråret, hvor jeg synes det er fedt bare at komme ud på rammen og nyde landskabet, der må vi se om det giver mening at fortsætte, eller om jeg selv kan finde ud af at bygge videre, på den bund vi har lagt nu. 

Jeg tror ikke der er tvivl om at det bedste resultat, tidsmæssigt, til Marmotte, vil være at hente i at fortsætte, men placeringen er som sagt er det ikke så vigtig for mig. Jeg er dog sikker på at det bliver en væsentligt sjovere oplevelse til sommer ,at deltage i løbet, fordi jeg har valgt at få hjælp til træningen, her i vinterhalvåret. 

Jersild er altid klar på en snak på telefonen, så du kan jo ringe og fortælle ham om dine mål, og så kan han selv fortælle hvordan han hjælpe dig. Bare husk at det i bund og grund (for os motionister) – handler og lyst og glæde. Det skal være sjovt at cykle. Det er forhåbentlig den vigtigste faktor. Der er også glæde i at køre hurtigt, men ambitionerne skal helst ikke begynde at kaste en skygge over glæden. 

Det handler om at finde balancen. 

Tak for hjælpen indtil videre Mr. Jersild. Tjek hans hjemmeside ud på linket herunder. 

MiP – Make it personal

DISCLAIMER: AoC har betalt for træningen hos Jersild, og artiklen er derfor ikke en reklame, men udtryk for vores ærlige vurdering af et indtil videre spændende forløb.