Sæsonens sidste licensweekend er overstået, og for mit vedkommende blev det kun til lørdagsløbet i Tønder, da jeg mentalt var gået på off-season. Om det var det, eller blot min egen utrolige dårlige selvindsigt der gjorde forskellen ved jeg ikke, men faktisk er, at jeg sluttede sæsonen af på den næsten bedst tænkelige måde da det blev til min første pointgivende placering i A-klassen!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CLAUS LJUNGDAHL

TØNDER, 5. OMGANGE, 142,5 KILOMETER, 295 HØJDEMETER

Hold nu kæft hvor det blæste i Tønder! Det er selvfølgelig sjældent at det IKKE blæser i Tønder, men at vinden lå på omkring de 7-8 m/s var alligevel en stor mundfuld. Specielt da den mere eller mindre kom direkte på fra venstre på diget – det berygtede dige med sidevind! Altså kunne man godt forberede sig på en vanvittig situationskamp når de knap 6 kilometer skulle overleves. Med 88 tilmeldte kunne det blive et blodbad!

Jeg forventede ingenting. Min simple plan var at få så lidt vind på næsten som jeg kunne, og kun kæmpe når vi ramte diget. Selvom forventningsbaren var sat lavt, så var jeg alligevel spændt inden start, på den gode måde. Jeg kunne jo kun overraske mig selv, og hvis det gik som værst frygtet så var det allerede slut første gang vi ramte diget. Jo flere gange jeg ville overleve jo mere positivt var det.

Løbet blev sat i gang, og selvom der var mere eller mindre direkte modvind lige i hovedet på os, så prøvede mange at slippe væk, og efter blot 6 kilometer slap en gruppe på 8 mand eller sådan noget væk. Jeg var langt tilbage i feltet så nåede ikke rigtig at se hvem det var, ud over Mads Østergaard, Herning CK Elite og Mathias Norsgaard, Riwal CeramicSpeed, i hvert fald var i blandt.

Nu kommer der nok ro på, tænkte jeg naivt…

Mit forsigtige håb var, at det måske kunne give lidt ro på positionskampen på diget, som vi ville ramme om små 3 kilometer. Derfor fik jeg, naiv som jeg var, heller ikke kørt mig langt nok frem inden, og selvfølgelig brød helvede løs! Der blev råbt og skreget og bandet i et værk, og folk kæmpede panisk for at få læ. Jeg er ikke så meget typen der råber og skriger, men jeg kæmpede ret succesfuldt med at finde læ det meste af tiden, men pludselig knækkede den oppe foran, og en gruppe på 12-15 mand rev sig løs.

Faktisk havde jeg rimeligt overskud, og da vores gruppe så ud til at gå i stå, så angreb jeg, og prøvede – igen naiv som jeg er – at lukke hullet selv. Så snart jeg først fik vind på snuden, kunne jeg godt mærke, at den var rigtig led i dag. Jeg kiggede ikke på wattmåleren, men fornemmede at jeg lå MEGET højt, efter 3 minutters tid, måtte jeg dog sande, at jeg ikke kom hurtigt nok tæt på, og med mindre jeg ville køre mig selv total i hegnet, så måtte jeg slå i bakgear, og vente på at resterne af feltet fangede mig.

Til bonusinfo, så kørte jeg de bedste watt i mellem 2 og 3 minutter nogensinde! 2 minutter med 629w og 543w efter 3 minutter da jeg fik tøjlet mig…

Godt nok kun klubrytter, men jeg viger altså ikke for folk der ikke kører med rundt…

Jeg blev fanget af en gruppe med ca. 20 mand, og bag dem var den knækket endnu engang. I vores gruppe spottede jeg et pænt repræsenteret  Riwal, som vist havde 7 mand i gruppen. Samtidig havde coloQuick og AURA også en håndfuld ryttere med. Derfor lagde jeg mig pænt ned i den bagerste del af gruppen, efter at jeg nogle få gange var kørt med rundt i rulleskiftet.

Det var ikke min opgave som alene klubrytter at tage noget ansvar for løbet. Det blev påpeget af et par stykker der mente at jeg skulle køre HELT ned bagved, på trods af at jeg lå i 3. sidste position eller sådan noget. Men jeg ville altså ikke vige min plads, for at nogle andre – der heller ikke kørte med rundt – skulle få læ på bekostning af mig. Så jeg lod det fise ind af det ene øre og ud af det andet.

Henover brostenene gik det smertefrit, og jeg måtte konstatere at der faktisk var langt mindre stres i A-feltet, end noget andet felt jeg har kørt i. Også her lå jeg tæt på bagerst. Så mens jeg lå som en af de bagerste, på smækken, kørte vi ud på 2. omgang og kom stille og roligt tættere på de ca. 25 mand i front, der var blevet samlet til én gruppe.

Faktisk fik vi kontakt med dem få hundrede meter før vi ramte diget, og det lykkedes mig at komme frem, så da vi ramte digets sidevind, kom jeg med ind på viften. Det gjorde, at det næsten ikke føltes hårdt, men nok mest fordi man vidste at dem der ikke ramte viften led endnu mere. Et par gange mistede jeg muligheden for at komme med rundt, og fik så lidt vind, som naturligvis tog kræfter, men jeg fik mig dog kæmpet tilbage et par gange, og da vi kom ud fra diget igen var vi pludselig nede på 25 mand!

Kørte så konservativt jeg kunne, men endte alligevel “all out”, bare for at hænge på!!

Umiddelbart lignede det at feltet havde sluppet os! Det gav mig lidt mere lyst til at arbejde med. Dog sprang jeg stadig nogle føringer over. Vi havde ikke engang rundet de første 40 kilometer, og der var stadig 100 kilometer igen. Farten var okay høj, men intet der voldte de store problemer.

Jeg kørte med rundt et par gange, men kørte ellers stadig konservativt. Ud på 3. omgang begyndte jeg at spotte en stor gruppe bag os. Det lignede at vi ville blive samlet igen, så jeg valgte, at jeg ikke ville bruge kræfter på at holde forspringet. Blev vi samlet, så var vi måske 40-50 mand endnu, og så ville mine brugte føringer ikke gavne noget alligevel.

Vi blev samlet 4-5 kilometer før diget og farten gik helt ned. Ingen ville bruge kræfter i modvinden og alle ventede på diget. Jeg måtte se om jeg kunne komme fornuftigt frem, så jeg ikke blev fanget, som på første omgang. Den sidste halve kilometer før diget blev der kæmpet hårdt for positionerne, og det gjorde at jeg ikke fik kørt mig langt nok frem, da fronten på 10-15 mand begyndte at køre til oppe foran!

Med det samme knækkede den og jeg fik lige klemt mig med på fronten, hvor jeg lå bag Kasper Thomsen, Team Waste-O.B. Wilik. Måske det bedste hjul da Kasper er højere end mig! Men han kæmpede også med at komme frem af, så vi lå rent på en linie og håbede at dem foran os ville få sig kæmpet ind på viften, så vi også kunne komme med! Faktisk så lå jeg og kørte all out bare for at holde hjul på Kasper, og pludselig knækkede den 2 pladser foran ham.

Panik… nu var jeg tvunget til at håbe på andres kræfter

Jeg prøvede, panisk, at lave hoppet forbi ham, og op til fronten, men da jeg først selv fik 100 % vind på snuden, så vidste jeg allerede, at det var en tabt kamp. Vi blev sat. Faktisk kostede den korte acceleration, at jeg ikke kunne sidde med i gruppen med Kasper og de 3-4 andre der var blevet sat. Så jeg lod mig falde tilbage til resten af feltet og håbede at de ville sørge for samling igen. Faktisk gik jeg med i føringsarbejdet da feltet fangede mig. Der var egentlig okay med overskud, men jeg forventede lidt, at jeg måske snart ville nå min grænse, da vi havde kørt 1,5 time. Så da vi ramte medvinden overlod jeg arbejdet til holdrytterne.

Vi kørte ud på 4. omgang, og kunne stadig se fronten, men vi fangede dem først da vi igen ramte diget. Det gav heldigvis en smule ro på. Der var en smule positionskamp, men ikke så vild som før, og da vi ramte sidevinden blev der ikke angrebet så hårdt som tidligere. Jeg gik med rundt i føringsarbejdet, og der blev faktisk givet god plads.

Jeg behøvede ikke at køre med rundt, men gjorde det med tanke for at for hvis der lige pludselig blev angrebet, så var det ikke dumt at sidde på viften. Den beslutning reddede mig 100 %, for med 2-3 kilometer tilbage af diget blev farten skruet og jeg lå næsten perfekt. Nu skulle der kæmpes, og igen startede råberiet, og skænderiet, da folk panisk prøvede at få lov til at køre med rundt.

Jeg fik en ordentlig overhaling, af en rytter som mente jeg var ved at køre ham i grøften. Han ved hvem han er, og vi fik talt ud efter løbet, no hard feelings. Han var, som jeg var, også limit. Den sidste kilometer af diget endte jeg selv nede hvor det ikke var sjovt, og jeg måtte æde mig selv for at holde mig i gruppen, men det gik.

Nu var jeg faktisk med, der hvor det er sjovt! 

Da jeg så bagud kunne jeg se, at det havde kostet for rigtig mange. Farten var nu ret høj, og kort før vi ramte brostenene blev der samling igen. 5 mand kørte mere eller mindre kontra med det samme, og slap væk. ColoQuick fik 2 mand med, mens Bornholm og Riwal fik en med hver, og sidst fik DCU-teamet, AURA Energi, Frederik Muff med. Og nu gik feltet helt i stå. Det var som om at alle kiggede på Riwal, for de fik i hvert fald lov til at tage sig af alt føring da vi kørte ud på sidste omgang.

Jeg var selv ganske overrasket over at jeg stadig var med. Benene var møre, uden tvivl, men stadig bedre end forventet. Et par kilometer fra diget sted farten igen, og jeg mærkede pludselig en bette krampe! Nå, der var min grænse nok nået, for hvis der blev skruet på diget, så var jeg nok færdig. Jeg fik nuppet min sidste gel, og tømt næsten resten af indholdet i min dunk.

På diget skete der dog noget meget… spøjst, er vel mest dækkende. Riwal lagde sig op og lavede deres egen vifte, men lige bagved fik ColoQuick sat en ny vifte op, hvor der var plads til mange. Det gjorde at bl.a. jeg kunne køre med der uden problemer. Det tog måske også lysten fra Riwal, da de ikke ville få sat nogen på den måde. Det blev klart den mindst stressende gang over diget. Og utrolig nem endda! Så da vi kom ud på den anden side af diget, kunne jeg konstatere at vi nok var 35-40 mand tilbage. Jeg fik hældt resten af min dunk i hovedet, og måtte nu køre de sidste 10 kilometer uden væske! Det skulle sgu nok gå.

Finale for filan! 

Kort før brostenene blev der angrebet hårdt, og jeg lå godt til, og fik kørt mig med frem, da andre ryttere slog ud. Vi drønede hen over brostenene, og da vi kom ud på den anden side lavede jeg en hurtig tælling. Der var fucking 15-18 mand tilbage! Og med 5 ude foran var der 22-23 ryttere i spil til de 15 pointgivende placeringer!

Der var altså gode muligheder. Farten ind mod mål blev skruet, og jeg fik most mig godt frem, og fangede Jannik Hyldtofts (BHS Almeborg Bornholm) hjul. Slet ikke de værste at få. De sidste 500 meter! Der blev åbnet. Jeg lå stadig på Janniks hjul, da der pludselig blev slået et slag i spurten og hele feltet trukket til venstre!

Rasmus Hestbek, Team AURA, stod næsten stille og jeg nåede at smække cyklen ud i græsset og komme forbi ham, men det kostede en masse sekunder hvor jeg ikke fik trådt. Jeg fik cyklen ind på asfalten igen, og sparket den op i fart igen. Jeg havde mistet Janniks hjul, men det lod til at mange blev bremset af det uro i feltet, for jeg havde ikke mistede nogle placeringer. Jeg fik accelereret op og fangede Janniks hjul lige i det vi kom over stregen, men manglede nok en meter for at komme forbi.

Det gav sgu en 11. plads, hvilket var mere end overraskende og ikke mindst yderst tilfredsstillende! Jeg var kommet til løbet med en temmelig dårlig september træning, med 7 cykelfrie dage i streg, pga. arbejde, og ingen ture over 75 kilometer siden Hedensted. Det er spøjst, at mit bedste Tønder-resultat kom på en dag, hvor jeg forventede mig mindst.

Vinder blev talentfulde Julius Johansen, ColoQuick foran Morten Hulgaard, BHS-Almeborg Bornholm og Rasmus Bøgh Wallin, ColoQuick.

Den skarpe læser vil have bemærket at AoC’s nye blogger Mathias Matz, sluttede 2 pladser bag mig, og fik en godt resultat med hjem! Det bliver sjovt at høre hvordan han oplevede løbet! Den beretning er lige på trapperne har jeg ladet mig fortælle. 

Bagefter blev der spurgt om jeg ikke ville køre Sønderborg, nu hvor jeg havde lavet point. NEJ! Jeg var tilfreds med resultatet, og kunne nu lukke sæsonen på en god fornemmelse. Off-season, here I come!

Tak til Canyon!

11.580. Så mange kilometer har jeg fået kørt på den fantastisk Canyon Aeroad CF SLX 8.0, som de stillede til rådighed for denne sæson.

Cyklen har hjulpet mig til fantastiske præstationer. 4 podieplaceringer i B-klassen, hvor af 3 af dem var på allerøverste plads, oprykning til A-klassen, 3 minutters TV-udbrud til DM, et par gode løb i A, og til sidst kronen på værket ved at lave point i A.

Jeg har virkelig nydt cyklen, og det er stadigvæk en af de flotteste cykler i min verden. Desværre har jeg ikke råd til at købe den, for ellers havde jeg gjort det på stedet.

TAK CANYON DANMARK!