På lørdag skydes sæsonen i gang igen, og hvor mange jyder starter i Thy og Skive, henholdsvis lørdag og søndag, drager jeg personligt til Sjælland, for at køre enkeltstart og linieløb i Næstved. 
AF: JEPPE TOLBØLL
Det, at jeg vælger Sjælland, frem for Jylland som sæsonåbner sker af flere grunde.
1) Jeg ser ingen grund til at drage helt til Thy, for at køre en af de ruter, som passer mig allermindst, og derved opleve at jeg med stor sandsynlighed ville blive sat i sæsonens første løb.
2) Der er få enkeltstarter på løbsprogrammet i år, og derfor er det (udover punkt 1) et godt argument for at få den brugt her.
3) Søndagens rute ser ud til at passe mig ret godt.
NÆSTVED, ENKELTSTART, 25 KILOMETER, 168 HØJDEMETER:
Næstved_TT
Ud fra ruteprofilen, så ligner der en enkeltstart for den rigtige tonser. Der ser ikke ud til at være ret mange steder hvor teknikken bliver sat på prøve, for alvor, men det er selvfølgelig svært at sige ud fra billeder fra Google Maps.
Ruten er en klassisk ud-og-hjem-rute, hvor der på vej ud kommer en nedkørsel, som så skal forceres hjem ad igen. Bakken stiger med 5,6 % hvor den er værst, og det er ikke umiddelbart min fordel.
Jeg regner med at køre ruten igennem fredag aften, hvor jeg ankommer til Næstved, for derved at få kendskab til ruten.
Jeg forventer ikke det helt store ved enkeltstarten, men tror og håber at jeg kan klemme mig ind i den bedste halvdel. Der er nogle stærke ryttere der stiller til start, hvor bl.a. amatørverdensmesteren Morten Hansen, Sydkystens Cycling, Emil Wang, ABC Elite (og tidligere Christina Watches-Onfone-rytter) og Sebastian Hartvigsen, ABC, må siges at være mine umiddelbare favoritter til podiet.
Lige pt. (skrevet tirsdag middag) er der tilmeldt 25 mand, og deadlinen er først i aften ved midnatstid.
NÆSTVED, LINIELØB, 5. OMGANGE, 114 KILOMETER, 875 HØJDEMETER:
Næstved_RR
Sidste år vandt jeg i C-klassen i Næstved, og havde sådan set håbet på samme rute i år, da den passede mig godt. Men ruten er lavet om, og umiddelbart ser ruten ikke dårligere ud – på papiret. Relativ flad, men med et stigende opløb på lidt over 3 %.
Jeg håber at ruten er åben så vi kan få lidt vind at lege med.
Kigger jeg hurtigt på startlisten, så er der et par navne jeg vil holde øje med, specielt de 5 drenge fra Cykling Odense, hvor flere af dem har brugt nogle måneder i Spanien (bl.a. Nicolai Just som havde AltomCyklings SnapChat dernede), og derfor nok skal forventes at ville side der i finalen.
Jeg tror at en Top 10 bør være indenfor rækkevide, og rammer jeg udbruddet, så håber jeg at benene er gode nok til at køre en fornuftig finale!
Det er svært at kalde en favorit, da man jo ikke kender folks vintertræning (ud over sporadisk stalkning på Strava!). Jeg tænker at man lidt må gå med mavefornemmelsen og se hvor der bærer hen af.
Jeg glæder mig i hvert fald til at komme igang og se om min bedste vintertræning nogensinde er nok til at kunne gøre sig gældende i det lidt hidsige B-felt, hvor der er så mange unge drenge, der vil op i A-klassen og gerne hurtigt.