Forventninger til 3 Dage i Nord – Hjørring, Thy og Aalborg

Paris-Roubaix kaldes ‘Helvede i Nord’ – det samme kunne man næsten kalde de 3 nordjyske løb. Igen i år ser vi ud til at få rigtig modbydeligt koldt vejr, men heldigvis bliver det dog i år uden regn, hvis man tør stole på DMI…! Det er min første gang hvor jeg skal køre cuppen “3 Dage i Nord,” men har egentlig gode erfaringer fra alle 3 løb separate. 

AF JEPPE TOLBØLL:

En kold weekend ser ud til at vente os i det nordjyske. Med temperaturer tæt på de 0-5 grader ligner det, at det meste af vintertøjet skal pakkes med.

Alle 3 løb er den del af cuppen kaldet Craft Cup og ellers 3 Dage i Nord, hvor vinderen af hvert løb før 50 point, nummer 2 får 49 og nummer 3 får 48, og så videre. Man behøver ikke køre alle løb, men skal dog køre sidste afdeling i Aalborg for at kunne få den samlede sejr. Ud over cup point, så giver hvert løb også separate DCU-point, og de fleste kører nok løbene som selvstændige løb.

Rent personligt har jeg ingen chance for at vinde samlet, så jeg kører næppe efter en placering i den samlede cup, men vil naturligvis prøve at udnytte taktisk at andre gør!

Det bliver min sæsondebut, da Rødekro desværre måtte aflyses, da konens bedstemor døde tidligt søndag morgen.

HJØRRING, 6. OMGANGE, 128,4 KILOMETER, 1152 HØJDEMETER

Umiddelbart er Hjørring-løbet det løb som ligger værst til mig, men det er måske fordi jeg husker Thy-ruten dårligt – har kun kørt Thy i nyere tid i 2012.

Det går op og ned mere eller mindre hele tiden i Hjørring, og løbet starter og slutter ironisk nok i Bjergby. Sidst jeg kørte Hjørring var i 2016, hvor vi startede i plaskregn og 3-4 grader. Desværre havde jeg taget en alt for tæt regnjakke på, og sjovt nok så var det ikke kulden der slog mig ud, men det, at jeg ikke kunne komme af med varmen i den tætpakkede jakke, og på en bakke kogte jeg simpelthen i smadder! Så jeg endte med at køre med 1,5 omgang før jeg røg af.

Sat af i Hjørring, 2016

Forventningerne i år er ikke kæmpe store. Pt. er der 36 ryttere tilmeldt, hvilket vil give 12 pointgivende placeringer at køre om, og kunne jeg nappe en af de placeringer vil det være en succes. Kigger man på deltagerne så er der rigtig mange stærke ryttere, og faktisk ligner B-klassen i år en ret lige klasse, hvor mange har højt niveau – hvis man går ud fra at alle kører lige så stærkt som de plejer. Indtil nu er der jo ellers kun Rødekro at udlede noget af.

Én ting er sikkert! Jeg glæder mig til at komme ud og køre race!

THY, 5. OMGANGE, 115,5, 785 HØJDEMETER

Jeg husker ikke Thy særligt godt. Jeg kørte det i D-klassen i 2012, men havde næsten succes på ruten, da jeg manglede et par centimeter for at tage sejren, og sikrede samtidig oprykning til C-klassen i dette løb.

Close, but no cigar! D-klassen, 2012

Så når jeg siger, at jeg har haft succes på ruten, er det måske på en lidt billig baggrund. Selvfølgelig var jeg glad for min 2. plads i D… dengang. Det kræver bare lidt mere i B-klassen, og så vidt jeg husker kommer der en ret led, lorte bakke med 3 kilometer til mål. I 2012 så jeg stjerne, sol og måne på den bakke, men fik alligevel samlet mig indtil spurten.

Vi er 37 tilmeldte lige pt, og det udløser igen 12 placeringer som giver point. Jeg ved ikke hvad jeg skal forvente. Jeg plejer at have ret god styr på ruterne, men jeg husker virkelig Thy dårligt. Jeg husker at man starter ud af byen på en ret lang bakke nede ved vandet, og så husker jeg bakken kort før mål.

Kan jeg komme blandt den bedste halvdel er det nok en succes. Jeg er meget i tvivl om min styrke i det her løb.

AALBORG, 7. OMGANGE, 112 KILOMETER, 763 HØJDEMETER

Hvis jeg skal gøre det rigtig godt i påsken, så er Aalborg klart den bedste rute til mig. I 2016 styrtede jeg godt nok, men der var vi 6-7 mand der jagtede 3 mand foran, indtil jeg lavede en eller anden kørefejl hvor jeg blæste af vejen, og hev en anden med ned. Året før i C-klassen vandt jeg løbet foran Jonas Rernböck og Jonas Vingegaard. Begge 2 kører i dag i A-klassen og specielt Vingegaard kender de fleste vel efterhånden godt.

Ruten har kun én bakke jeg rigtigt frygter, nemlig Svingetruget som vi mere eller mindre starter direkte på, og skal over 7 gange! Jeg tror dog ikke at jeg ligefrem kan blive sat af på den, men jeg kan muligvis blive kørt mør, men så må jeg prøve at udnytte den potentielle vind der kommer til at tage hævn.

37 ryttere er tilmeldte, og der er 12 pointgivende placeringer at køre om, og her skal jeg vel tage point, hvis jeg vil leve op til den træning jeg har lagt for dagen.

Aalborg, 2015, sejr i C-klassen!

Konklussionen må være, at succesen skal ligge i at nappe point i 2 ud af 3 løb. Jeg forventer ikke helt at kunne køre med om topplaceringerne endnu.