På søndag står den på hjemmebaneløb når Haderslev Starup CK afholder det årlige licensløb. Derfor vil mange jo mene at det er løbet hvor man skal gøre det godt. Og selvfølgelig vil jeg da gerne lave et flot resultat, men samtidig må jeg nok også erkende at det kan blive svært.

Om lørdagen er der løb i Kolding, men et sammenfald med dobbelt fødselsdag, gør at jeg springer Kolding over, hvilket heller ikke gør mig det helt store. Ruten indeholder en 2-3 kilometer lang, men godt nok jævn, stigning, samt en stigning med ca. 1,5 kilometer til mål. Den sidste stigning rammer man med tilløb, men man skal alligevel lige træde en 150 meter med ca. 8-10 % stigningsprocenter. Og med en omgang på ca. 15 kilometer, så ville jeg nok blive kørt rigeligt mør.
Sidste år i Haderslev fik jeg kørt 2 omgange, før jeg stod af. Faktisk nåede jeg kun 1 omgang i feltet + 5 kilometer før benene takkede af.
Dagen før havde jeg kørt et benhård løb i Esbjerg, hvor jeg var aggressivt kørende hele dagen, indtil jeg ramte det afgørende udbrud med ca. 1,5 time tilbage. I udbrudet var klubkammeraten Nicolai Jørgensen (nu Team Jutlander Bank), og han skulle bruge en Top 5 for at sikre sig oprykning til A. Så min rolle blev at hjælpe ham til det resultat, og samtidig sikre mig selv et godt resultat, naturligvis.
Nico blev 4’er, mens jeg nappede 5. pladsen.
Første omgang i Haderslev, sidste år, forløb egentlig ganske rolig, indtil 2-3 kilometer fra målet, hvor vi ramte en voldsom hård sidevind. Her blev jeg for over-ivrig, og prøvede at køre sidevindskørsel, desværre med det resultat, at jeg fik taget en for lang føring, og så pludselig ikke kunne komme ind på viften igen. Derefter knækkede feltet i 2 grupper, hvor jeg, sammen med en del andre blev fanget lidt i ingenmandsland mellem grupperne. Jeg endte så selv med at ligge solo i vinden ind mod mål i 2 kilometer, samt 1-2 kilometer ud af ruten igen i pivmodvind, før jeg fik lukket.
Og da vi så ramte løbets grimmeste stigning, bakken op mod møllen i Hoptrup (kaldet Møllebakken, men som egentlig bare hedder Skovbyvej), åbnede Fjordside igen op, og der knækkede jeg. Total nedsmeltning.
Netop møllebakken frygter jeg lidt i år. Godt nok satte jeg så sent som i går ny personal record (ifølge Strava) op af den i går, men der er stadig forskel på min PR og så hvad nogle af de lettere B-ryttere kan komme op af med.
Resten af ruten er jeg ikke så bekymret for, for der kender jeg den, og ved præcist hvorhenne jeg bør spare kræfter, alt afhængigt af hvordan vinder står på dagen. Ifølge DMI skulle der komme lidt vind, og måske lidt regn, men formentlig ikke Sønderborg-agtigt regn – heldigvis.
Jeg er stadig meget i tvivl om måden jeg skal gribe løbet an på, så det bliver nok på dagen at det besluttes. Kan jeg være så heldig/dygtig at få nappet bare 1 point, så vil det være stort, men feltet virker stærkt.
Af absolute favoritter bør man nævne Mikkel Bahnsen, Randers, Thomas Bundgaard, CK Aarhus og måske en Jonas Rasmussen, Middelfart.
Som outsider kan Lasse Panduro, Silkeborg, Morten Lambert, Randers, Michael Damm Kohberg, Jutlander nævnes.