Jeg hader bakken ved kirken i Horsens.

Da jeg kørte bakken i D-klassen blev jeg smidt. Og måtte køre feltet op alene alle gange og nåede da med feltet hjem. Året efter, altså sidste år, kørte jeg så C-klassen, og her blev jeg også smidt på bakken og så aldrig feltet igen. I år kører jeg så B, og jeg hvad så?

Det siges, at man bliver klog af skade. Andre siger dog at tredje gang er lykkens gang.
En ting er sikkert. Jeg er ikke blevet klog af skade, for jeg stiller jo op igen!

Og hvor står jeg henne? Siden Skive-løbet, har den kun stået på ture på 1,5 time til 3 timer, med et stort mix af VO2 maks og AT intervaller, med vægt på VO2 maksen.

Desværre findes der nok ikke ligefrem et quick fix for den ringe form. Jeg skrev i løbanalysen fra Skive, at min marts ikke havde været godt nok da jeg kiggede på status over intervaller. Jeg kiggede i weekenden på hvordan timerne var fordel og her ventede der endnu en overraskelse.

Mandag d. 10 marts havde jeg et styrt der ødelagde 4 dages træning, og ugen efter var der meget arbejde der kom i vejen. Men set på timeantalet så svarer det jo langt fra til hvad det kræves i B, og det er fandeme for dumt!

Men måske er det en lille fordel, med henblik på at toppe til Copenhagen Gran Fondo, Herning ugen efter, og så til sidste H30 DM ugen efter igen!

Men tilbage til Horsens-løbet. Hvad er minimumskriteriet? Well, det er nok bare at hænge på så længe som muligt, og så at gennemføre løbet. Selvom formen er på vej frem, er den ikke god nok til at kunne redde røven endnu :)