Ruteprofil for Herning-løbet. 33 højdemeter pr. omgang! Måske Danmarks fladeste rute!

Et par hårde dage i det midtjyske venter i weekenden. Jeg mangler i den grad power i benene efter min sygdom, hvilket også var udslagsgivende i Vejen-løbet, hvor der slet ikke var overskud til noget andet end bare at følge med feltets tempo og se 2 udbrud køre væk, uden at have noget overskud til at køre med.

Derfor frygter jeg både Silkeborg-løbet og Hammel-løbet. Men mere om det senere.

Silkeborg:

Indrømmet, jeg kender ruten, da jeg aldrig har kørt den – hverken på cykel eller bil. Men jeg har forhørt mig rundt omkring, og den skulle være ret hård. Silkeborg-området er kendt for sine bakker, og med den (manglende) power jeg har for tiden, så tror jeg sgu desværre det ender med at jeg må slippe ret tidligt. Jeg har ingen taktik for denne dag, udover at hænge på – medmindre jeg føler anderledes på dagen.
Det virker måske lidt uambitiøst, og det er det i og for sig også, men jeg vil ikke sige at jeg forventer det går bedre, når jeg virkelig føler at formen er skidt. Jeg forventer at slutte i top 25 stykker.

Herning:
(Billede ses øverst i indlægget)
Som I kan se på ruteprofilen øverst så er det måske en af de ruter der passer allerbedst til mig. Det samme, som Silkeborg-ruten, gør sig gældende. At jeg ikke kender ruten, men kun har forhørt mig om den. Men dens 33 højdemeter pr. omgang taler sit tydelige sprog. Sammenligner man ruten med Vejen-ruten (som jeg mente var flad) så havde Vejen 82 højdemeter fordelt på 16 km pr. omgang, mens Herning har 33 højdemeter fordelt på 26 km pr. omgang! Altså virkelig en tydelig forskel!

Og det er den rute hvor jeg skal have noget ud af Pinseløbene. Jeg håber virkelig at poweren er nogenlunde tilbage i stængerne, så der er kræfter til at komme afsted i udbrudet, når det kører. Jeg stoler på min spurt, og ved at jeg kan slå alle andre ryttere i feltet, såfremt jeg da kommer med ind til spurten. Eller det prøver jeg da i hvert fald at overbevise mig selv om ;). Jeg vil ikke sige jeg stiller op for at vinde løbet, for det tror jeg ikke at jeg har kræfterne til endnu. Men jeg vil blive meget skuffet, hvis jeg ikke får et ret god placering i løbet. Jeg sætter mit mål højt og tror på at jeg kan lave en top 5-placering. Jeg kan i hvert fald ikke give skylden på andet end manglende form, hvis det ikke lykkedes.

Hammel:

 Træningsløb. Så kort vil jeg næsten beskrive min opfattelse af det løb.
Om jeg så var i topform, så nægter jeg at tro på at jeg ville kunne klemme mit store korpus med hen over Pøt Mølle. Dertil er bakken både for lang og for stejl.
Modsat de andre to ruter, så husker jeg godt Hammel-ruten fra dengang jeg kørte Junior, på trods af at det er over 10 år siden snart. Og specielt Pøtten husker jeg. For jeg kørte så langsomt op af den! ;)

Målet må være at se om man ikke kan komme afsted i et udbrud før Pøtten og så håbe, at jeg kan komme med henover. Det er den eneste chance jeg overhovedet har. Forventningen er en placering omkring de 35 stykker.

Og den samlede stilling i Pinse Cupper gider jeg slet ikke komme ind på. Den er irrelevant for mig, eftersom den nu kører på tid og ikke på point. ;)

About The Author

Skribent - Licens

Jeppe Tolbøll, AoCs - Licensredaktør. Jeppe Tolbøll er AltomCykling.dks - "licens mand", han skriver hudløst ærligt om sine oplevelser i dansk licens. Han har en stabil fanskare, læs et par artikler og find ud af hvorfor.

Related Posts