C var succeskriteriet… men mer’ vil som bekendt have mer’

Egentligt troede jeg, at hele foråret skulle gå med at køre mig op fra D-klassen, og så kunne jeg jo derefter se, om jeg kunne få et par point i C. Men sådan skulle det ikke helt gå, eller det gjorde det, blot meget hurtigere end forventet. 

Af: Frederik Muff

Jeg fik min første racercykel i 2007. Det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse. Siden jeg har været helt lille har jeg fulgt med i cykelsport, og da jeg var lille knægt lå jeg og kørte ræs på gaden med kammeraterne. Efter min konfirmation i 2007 købte jeg derfor en racercykel, men jeg kom aldrig rigtigt i gang med cyklingen. Alle kammeraterne spillede fodbold – så det gjorde jeg også. I 2012 var jeg imidlertid brændt ud med bolden, og sammen med en kammerat besluttede jeg mig for at melde mig til et motionscykelløb. Det kørte jeg i sommeren 2012, og jeg blev bidt med det samme.

I 2013 prøvede jeg så licens. Og det bed mig også med det samme. Jeg nåede at køre 4 løb, da jeg først fik tegnet den sidst i august. Ét løb var jeg ved at styrte i, ét løb punkterede jeg i, ét løb sluttede jeg midt i feltet og i ét løb kom jeg på podiet. Så det var med en noget blandet fornemmelse, at jeg startede op på vintertræningen forud for 2014. Den lidt tumult agtige debut i afslutningen af en licenssæson gav ikke meget pejling omkring niveaet i D, men en podieplads havde da givet blod på tanden!

Henover vinteren trænede jeg derfor som en gal. Først med styrketræning og lange ture. Herefter med mere specifikke intervaller. Jeg fik enormt god vejledning fra trænerne i CK Aarhus, og jeg nød virkeligt godt af fællesskabet. Min målsætning var derfor klar, da vi kom på den anden side af nytår: Jeg ville vinde mit første cykelløb og rykke op i C-klassen inden sommerferien. Herefter ville jeg tage det som det kom, og hvis alt virkeligt gik vel, så kunne jeg måske rykke i B i 2015.  Den målsætning skulle jeg dog hurtigt komme til at korrigere.

Man skal ikke være selvfed… eller jo man skal: Jeg var sku ret suveræn i D!

To weekender tog det, før jeg havde samlet 24 point i D-klassen. Jeg vandt sæsonstarten i Hjørring, og tog sidenhen sejren i Randers og Hobro. Wauw. Det var jo over alt forventning! Nu ændrede mine målsætninger sig også lidt: B-klassen var pludseligt ikke mere end 16 point væk, og jeg havde jo allerede samlet 24 på 4 løb. Det bliver nok sværere i C, tænke jeg – men jeg har jo også helt til september!

C-klassen bød på en 8. plads, en 5. plads, en 4. plads og en sejr. Så var der skrabet 16 point sammen, og jeg kunne nu vælge at rykke op. Det gik også hurtigere end jeg havde forventet! Hele sæsonen havde spillet for mig – jeg havde hentet 40 point, kørt 8 løb og havde nu allerede opfyldt sæsonmålet og mere til! Trænerne i klubben rådede mig til at rykke op, og det gjorde jeg. Jeg kunne så køre Pinsecup i B, og dermed nok få en over nakken. Det var nok meget sundt, tænke jeg.

Niveauet i Pinsen var højt, men jeg fik ikke decideret køretur. Jeg var tæt på point to dage, men måtte finde mig i, at jeg for første gang i mange løb ikke stod med fed på resultatlisten. Det var skidegodt til mig. Jeg fik modgang, men ikke så meget, at jeg følte mig ydmyget, og jeg følte også der var mere at hente i benene, de skulle bare lige vænne sig til, at der altså bliver kørt hurtigere i B end i C (surprice). Det var super godt, man bliver lidt “overlegen” når man har det for let, og jeg havde haft det for let i D og C.

Der kom også point i B – og jeg begyndte at drømme om det sorte rygnummer!

Første point i B kom i Djurs, jeg havde en decideret møgdag, men fik alligevel sneget mig med frontgruppen hjem så var der hul! Ugen efter fik jeg en 8. plads i Rødekro. Jeg kørte en håbløs finale, men jeg var en af dem, der skabte det afgørende udbrud, som allerede kørte på første, grumme sidevindsstykke. Jeg havde nu to uger i streg siddet i finalen af B, og pludseligt så det ikke så usandsynligt ud at køre en topplacering hjem. Mer’ vil ha mer’.

Sommeren gik med masser af træning og jeg kom ud på den anden side, lidt lettere og lidt hurtigere end jeg var før sommeren. I løbet af sommeren havde jeg gamblet med en ny målsætning: Jeg ville gøre alt for at gøre det umulige – D til A på ét år. Jeg var derfor top motiveret henover sommeren, hvor jeg kun missede én træningsdag. Det gav pote.

Jeg ramte podiet i Vejle, da jeg kom af sted med 20 km igen. Vi havde samkørsel med A, og forinden mit angreb var Rasmus Fjordside, daværende B-rytter, og to Designa-ryttere kørt af sted. De var langt væk, så jeg kørte aldrig efter sejren. Men jeg kom af sted med en flok A-ryttere og da jeg havde andre interesser end dem kørte jeg all-out som arbejdshest i gruppen. 2. plads i B – og en placering der svarede til en 7. plads i A!

Men hov – pludselig fik jeg ikke point foræret længere!?

Jeg havde, vel nok, kørt mit bedste løb i Vejle, men herefter stoppede medgangen også for en stund. Dagen efter udgik jeg. Weekenden efter blev lidt spoleret af, at jeg havde været på Eurobike hele ugen forinden for Cykelmagasinet. Det blev ikke til point til Kolding og Haderslev. Jeg havde været en nørd og lavet et excel-ark, hvori jeg beregnede hvad mit pointsnit skulle være, hvis jeg skulle nå A-klassen.

Det så ikke ligefrem nemmere ud efter tre løb med 0 point. Næste løb var imidlertid Aarhus. Her gik det godt. Klubkammerat Bundgaard kom i udbrud, og han kørte sikkert hjem alene. Med 15 km igen angreb jeg på Fuldenbakken, lavede en ”Bundgaard”-light, og fik 2. pladsen. I øvrigt sluttede min brølstærke teammate, Jeppe Norul Dal, af med at vinde spurten om tredjepladsen. Han er i A nu, og han er virkeligt en ubehagelig type at køre imod. Godt vi kun er modstandere til klubmesterskabet!

Ugen efter var der en enkelt pind i Vejen og en enkelt pind på Amager. Jeg havde nu 20 point, men manglede altså stadigvæk 12. Det gjorde jeg indtil sidste weekend, hvor jeg virkeligt ramte hovedet på sømmet. En fjerdeplads i Esbjerg og en sejr i Odder. Odder var et verdensklasse løb, og jeg var i udbrud det meste af dagen sammen med Jes Steengaard, der også kører i CK Aarhus. Jes var virkeligt stærk og han sagde bagefter, at han havde tænkt det samme om mig. Vi ramte begge en klasse dag, og jeg endte med at vinde med et mulehår foran Jes.

Jes havde for øvrigt vundet dagen før i Esbjerg, så vi fik begge en sejr i en klasseweekend. Sådan! Helt uvirkeligt! 32 point stod der på kontoen, og jeg kunne stolt gå i dommervognen og bede om oprykning. Det havde jeg sgu ikke lige regnet med da sæsonen startede!

Det var klubtræningen der gjorde forskellen.

Jeg har gennem hele året trænet med CK Aarhus, og jeg tror virkeligt at vores sammenhold har båret mig frem. Klubben har kørt enormt mange point hjem i alle klasser, og har haft imponerende fremmøde til licenstræningerne, som naturligvis har øget konkurrencen, og dermed også i den grad niveauet (for alle). For mig har det betydet at jeg har kunne træne optimalt, og hele tiden er blevet udfordret, samtidig har konkurrencen med andre ryttere på højt niveau gjort at jeg har været skarp og troet på mig selv til løb. CK Aarhus har virkelig været en suveræn klub for mig, i forhold til mit projekt, det ses på resultaterne. Jeg glæder mig allerede til næste år, hvor målsætningen må være at få en pind i A, hvis ikke den målsætning allerede nåes i weekenden… uden drømme kommer man ingen vegne vel? :)

Næste weekend står på Tønder-Bov, mine to første løb med sort nummer på ryggen. Jeg har lovet redaktøren fra AltomCykling at skrive et referat af disse, det bliver spændende hvordan det går! Målsætningen må være at overleve på bedst mulige måde. Jeg skal op mod de virkeligt skrappe drenge, og jeg er bare en knøs, der startede i D i April. Wish me luck – jeg får sgu brug for det!

Frederik Muff kører i mål i Odder og dermed i A © Photo: Momentseye.dk

Frederik Muff kører i mål i Odder og dermed i A.  Photo © Momentseye.dk