Knap 700km er det blevet til udenfor i det her sæt fine tøj AoC har fået tilsendt fra Hollandske Futurum. Mærket er ikke så kendt i Danmark endnu, men der kommer nok til at ændre sig. Fremragende kvalitet, fair priser, og god pasform (til den klassiske danske motionist) det er opskriften på en salgssucces. 

Af: Uggi Kaldan | Foto AltomCykling.dk

Praktisk, holdbart, pænt

Det første der overraskede mig da jeg stod med sættet var kvaliteten af materialerne, og tykkelsen. Det her er ikke et lille tynd overtræksjakke, og bukserne har samme tyngde. Der er noget materiale i. Det betyder naturligvis også at det er en varm jakke og et par varme bibshorts.

Det vil naturligvis være meget individuelt hvilken temperatur man er komfortabel ved, for mig har helt ned til minus 5 grader været ok (det er ikke mange dage vi har haft med den temperatur) og over 10 grader, så begynder sættet at blive varmt, hvis du også har lidt intensitet på din cykeltur. Producenten angiver op til 15 grader, og det skal nok passe for tyndere, og mere kuldskære, ryttere end mig.

Fordi materialet er tykt, så får man også fornemmelsen af at tøjet, er noget der vil holde længe. Jeg har kørt mange ture i mit tøj, og helt ublu vasket det, på helt almindeligt 40 graders vaskeprogram, samt tørretumblet, det efter hver tur. Tørretumbling er generelt hårdt ved alt tøj, cykeltøj er ingen undtagelse, så jeg har ikke behandlet sættet ret pænt. Men det har bestået. 20 vaske og 20 tørretumblinger, og intet synligt slid. Det er stærkt!

Logoerne sidder som de skal. De tapede syninger sidder som de skal, jakkes overflade er stadig vandafvisende. Det er  hollandsk holdbarhed.

Futurum 4Seasons Jacket: En virkelig funktionel sag!

4Seasons Jakken er lavet i foret, vindtæt og vandafvisende (men meget vejr bestandigt!!) materiale. Den er har fin elasticitet, men ikke prangende, hvilket giver den et lidt “stift” feel. Det er dog ikke noget man mærker på cyklen, men det mærkes når man tager den på. Der findes tyndere jakker i “softshell kategorien”, som er endnu mere elastiske, men min erfaring er, at det kan gå ud over vandtætheden. Futurum er den mest vandtætte softshell jeg til dato har testet.

Der er ikke umiddelbart nogen fejl i syninger eller andre steder, så produktions kvaliteten er bestemt også helt i orden. Til trods for at jeg virkelig har forsøgt at mishandle jakken med mange vaske, og efterfølgende tørretumbling, sidder firmalogoerne, og de subtile sorte refleks detaljer stadig, som da jakken blev pakket ud.

Det er ikke en fræk modejakke, som man ser fra nogle af de dyrere mærker, der kommer i moderigtige farver, vandtæt lynlås, og måske et lidt smallere “italiener snit”. Her er tale om en arbejdshest, lidt simpel i snittet – men behagelig, og helt fantastisk solid.

Jakken byder på 3 rummelige lommer bag på, og der er tilføjet lidt ekstra stretch materiale, i bunden af lommerne, så de kan virkelig fyldes op, hvis man ønsker det, også uden det føles ubehageligt for rytteren. Det solide stof gør at lommerne nærmest aldrig kommer til at hænge.
Den store rummelighed er naturligvis særligt et plus på dage hvor man har svært ved at vurdere vejret og derfor kan finde på at pakke en del tøj i baglommen.

I prisklassen lige omkring 1000 kroner, er jakken virkelig i konkurrencedygtig. Den har tapede syninger, hele vejen igennem, hvilket naturligvis er med til at øge vandtætheden, den har stænkklap v. røven, den er lavet i solide materialer, og den har en vandtæt lomme, der er stor nok til både tegnedreng og større mobiltelefoner.

Vejledende udsalgspris 1190 DKK – men lige nu på tilbud på Futurums hjemmeside til 900 kroner.

Vi har testet jakken i sort, men den fåes også i helt klassisk postkasse rød og neongul.

Futurum 4Seasons Bib Shorts: Solide bibtights

Jeg kan godt li fleksibiliteten ved at køre med Bibshorts og løse ben, så har man et par ok varme bukser til våde, semi kolde dage, men kan f.eks. tage benene af midt på turen, hvis det bliver varmere – hvilket er et meget almindeligt scenarie i Danmark, både forår og efterår.

Det er dog ikke altid at “vinter bib shorts” faktisk er ret “vinter agtige”. Det er dem her. De er lavet i samme 4seasons materiale som jakken, dog ikke med tapede syninger (som nok ikke vil være rart direkte mod benene, så det er et godt valg). Det her er et par solide bibshorts! Virkelig.

Dog betyder det lidt stive materiale, at de her bukser tager lidt af bevægelsesfriheden. I jakken synes jeg ikke det har betydning, men her med bukserne kan man godt mærke det. Størrelserne er dog “rigtigt skandinaviske”. Jeg er en str. L (186cm, 85kg) og det synes jeg passer meget godt. I de fleste Italienske mærker ville jeg være en XL – måske endda en XXL i det her materiale.

Bukserne er sindsygt fede på lange ture i koldt og vådt vejr, hvor de virkelig formår at holde en varm. Kører man ture med høj intensitet bliver de dog hurtigt for varme, og så kan stivheden i materialet også irritere lidt.

Puden er en rigtig vinterpude, der er ok stor, men heldigvis ikke overdrevent tyk, så den giver god komfort, under lange ture, uden for meget tryk i pedalerne, uden at blev helt sofa, hvilket også kan være irriterende.

Benene har en god mængde kompression, som det jo er moderne i bukser i dag, jeg synes det er fint, og pasformen er god.

Leder man efter varme og vandtætte bibshorts, så er dem her nogle af de varmeste jeg har prøvet.

Vejledende udsalgspris 1190 DKK – men lige nu på tilbud på Futurums hjemmeside til 900 kroner.

Bukserne fåes i sort.

Futurum 4Seasons løse ben

Helt klassiske løse ben, men silikonekant. De virker, og minsandten om ikke også de har fået tapet deres sømme, det er ikke hver da man ser det på løse ben, og det virker. De spiller perfekt med bukserne, og der er ikke meget andet at sige om dem, end at de er fine.

Jo – min eneste anke, jeg synes faktisk ikke jeg har store underben, men str. L – den er godt nok stram på mine ben, så har skal man måske overveje en størrelse over resten af “sættet” hvis man overvejer at købe både jakken, bukser og ben.

Til prisen kan jeg i hvert fald virkelig anbefale tøjet, det er noget solidt, pænt, og virkelig funktionelt kluns!

De løse ben koster 373 kroner på udsalg lige nu.

//** Disclaimer – Futurum har stillet tøjet til rådighed for AoC, og vi har fået lov at beholde det efter testen. Der er AoC logoer på tøjet, da vi tager det med til den kommende åbningsweekend i Belgien, hvor vejrudsigten ser mildest talt “interessant” ud. AoC har ikke fået penge eller anden betaling for at teste dette sæt tøj.