Flere og flere rykker træningen indendørs, men det er nu stadig rart at komme udenfor og rulle en tur, selvom det er koldt. Med de korte dage er lygter nærmest et must på cyklen, selv et godt stykke tid inden “lygtetænding”, kan en baglygte være en god idé, især på en grå og kedelig dag. Vi faldt for de har lygter, som vi har købt hos vores lokale cykelpusher, Bings Bikestore. 

Tekst og Foto Uggi Kaldan

Blackburn, fornuftige lygter, til en fornuftig pris

Der finde et hav af lygter på markedet, så det var lidt en jungle at navigere i. Her var det egentlig meget fedt at tage ned i den lokale cykelbutik og prøve lygterne af. Udvalget var naturligvis mindre end online (hvor mulighederne jo nærmest er uendelige) – lige med lygter er det dog rart at se dem live, så man ved hvad man køber.

Vores krav var et par allround lygter. Et par lygter der var kraftige nok til at man virkelig kan ses af bilister, og naturligvis skulle forlygten kunne lyse, så man kan bruge den til at cykle med, på en mørklandevej. 

Lygterne måtte samtidig ikke være for store. Jeg var ikke interesseret i en løsning med et eksternt batteri, jeg ledte efter et sæt man en bare har siddende på cyklen, eller i hvert fald lige kaster i baglommen, hvis man er lidt i tvivl om hvornår man kommer hjem. Samtidig måtte de gerne have en skarp pris, uden at virke alt for plastic agtige. 

Der findes ikke ét sæt lygter der løser alles behov. Så det her vil ikke være det perfekte sæt til alle. Men et godt sæt lygter til mange, vurderer jeg. 

Forlygte med fornuftigt lys, godt “build” og fair batteritid

Forlygten hedder “Blackburn Central 350” og giver som antydet 350 lumens, det er ikke en projektør, men der er overraskende smæk på den lille lygte. I teorien har den en lyskegle, der kan lyse over 100 meter, i praksis kan lygten, på stærkeste lysstyrke, lyse vejen godt op, ca.10 meter foran dig. Men her holder den så også kun ca. én time. 

Lige i underkanten for mig, heldigvis kan den sættes et niveau ned, så lyser den vejen op, så man kan køre efter det, men ikke vildt og voldsomt. På “low” setting holder lygten 3 timer. I dansk vintervejr, hvor det er under 5 grader, har jeg målt batteritiden til 2,5 time. Den har også en “pulse” setting, her holder den op til 6 timer. Det kan godt bruges til at cykle efter på landevejen, det er ikke optimalt, men brugbart. 

Keglen er forholdsvis smal, det er super til landevejen. Uden at have testet lygten i skoven, kunne jeg forestille mig at synsfeltet nok bliver lidt for begrænset til hurtig kørsel i her. En frisk MTB rulletur skulle den nok kunne håndtere. 

Lygten er solidt bygget, i hård plast med metal sider, og virker til at kunne klare ret mange tæsk. Lygten er vændtæt efter IP-67 standarden. Det betyder at lygten kan holde til at være under vand (op til en meter) i 30 minutter. Den burde altså ikke bukke under for nogen former for regnvejr, og den har da også fungeret upåklageligt på de våde ture jeg har haft den med på. 

Lygten monteres super nemt med en solid elastik, og den kan drejes 180 grader, så det er nemt at komme til at låse elastikken, og giver også frie muligheder for placering af lygten. Eneste minus er, at hvis du vælger det yderste hul i elastikken, så er det noget værre bøvl at få lygten afmonteret. Så her kunne en lidt længere “snip” til at hive i være rart. 

Den tager 3 timer at lade op, via USB. Det ville være fedt hvis det var hurtigere, men i praksis har det ikke været et udfordring for mig. I øvrigt lygten indbygget et fint system der indikerer ladestand. Således er betjeningsknappen gennemsigtig, og kan lyse i enten grønt (100% – 75%), gult (75% – 25%), eller rødt (25% – 0%). Du får indikationen når du slukker lampen, det fungerer rigtig fint. 

Pris: 299,- kroner i butik
(Kan sikkert findes lidt billigere på nettet. Køb den da i din lokale butik)

Virkelig kraftig baglygte, med lidt lav batteritid

Blackburn Lights Photo Uggi Kaldan AltomCykling.dk

Baglygten hedder Dayblazer 65, og den lyser virkelig op. Med den her lygte er man virkelig synlig bagfra, og den har også rigtig solidt lys ud til siderne. Forskellen på synligheden bagfra med den her lygte, og de små “diode” lygter er enorm. Her får du væsentligt bedre synlighed. 

Ligesom forlygten virker den her lygte også solidt bygget, den har samme vandtæthed som forlygten, nemlig IP-67 standarden. Så heller ikke denne lygte burde bukke under for regnvejr, uanset hvor kraftigt det er. 

Batteritiden angives til 1,6 timer hvis du lade den lyse konstant (50 lumen), hvilket der ikke rigtigt er behov for med en baglygte (mener jeg). Den blinkende funktion med højt lys (65 lumen) og lavt lys (35 lumen) mix, er derimod rigtig brugbar, og angives til at holde op til 6 timer. I dansk vinterkulde (under 5 grader) har jeg dog kun fået omkring 4 timer ud af lygten. 

Den tager to timer at lade op, hvilket sker via USB. Baglygten har samme 3 farvede indikator for batteristand som forlygten. 

Pris: 229,- kroner i butik
(Kan sikkert findes lidt billigere på nettet. Køb den da i din lokale butik)

Konklusion

Blackburn Lights Photo Uggi Kaldan AltomCykling.dk

Et sæt fornuftige lygter, der med en samlet pris på 528 kroner er meget fair prissat. Batteritiden er rimelig. Kører du 4 – 5 timers ture, i tusmørke / nat, og har brug for kraftigt lys hele vejen, så sætter du de her lygter på en prøve. Mine lange ture er i gennemsnit 2 – 3 timer. Enkelte gange i mørke hele vejen, og her har de her lygter været super gode. 

Sikkerhedsmæssigt er de en kæmpe upgrade over de små lygtesæt man ellers ser rundt omkring. De fleste der træner “seriøst” på landevejen, i vintermånederne, kører dog sjældent med de helt små lygter… og hvis de gør, skulle de have smæk med en våd avis, og købe nogle bedre lygter, så bilisterne kan se dem. Men synes du at du mangler lidt lys på vinterturene, så er det i hvert fald værd at kigge på de her lygter. 

Jeg vurderer at de er lige i underkanten, både lysstyrkemæssigt, og lysspredningsmæssigt, til MTB i skoven, men det vil være meget meget individuelt hvor meget lys man har behov for her. På landevejen er min vurdering at der er nok lys i de her lygter til langt de flestes behov. 

God vintertræning derude – husk reflekserne, og stay safe!