Thomas Opstrup har prøvet Rapha’s Pro Team Lightweight Gilet. Thomas freelancer for AoC med geartests, hvilket han har god mulighed for, i det han opholder sig en del af året på Sicilien, hvor han qua varmere himmelstrøg og højere bjerge kan teste ting på anden facon end det er muligt herhjemme i DK. Thomas driver til daglig Sicily Cycling Club – (tjek det ud engang, det er ret fedt Red.). Her arrangerer han geniale cykelrejser til Sicilien. Du tænker måske; bytter I så, sådan at han får lidt omtale af sine rejser mod at skrive om noget fedt udstyr på AoC? – og  ja… det er ligepræcis det vi gør.

Rapha´s letvægter 

– til bjergene sydpå og de varme dage i DK. 

Af: Thomas Opstrup

Rapha’s Pro Team Lightweight Gilet kan fåes i fire farver – sort, hvid, lyserød samt lyseblå. Jeg valgte den hvide fordi det er klassisk. Som alt andet i Rapha’s pro linje, så sidder gilet’en til, og sådan skal det være. Rapha har brugt stretch stof i kanterne forneden, ved armåbningerne, og i det tynde mesh der dækker det meste af ryggen. Det gør at gilet’en former sig til kroppen, og derved ikke føles stram, selvom den sidder til. Pasformen er derfor rigtig god. I det hele taget er der ikke noget at udsætte på kvaliteten.

Garage3 uden logo

Lille og let

– sammenfoldelig sag, på 73 gram!

Rapha’s Pro Team Lightweight Gilet kan foldes sammen til lidt mere en en håndfuld. altså ikke så lille som de aller letteste vindveste der er på markedet. Til gengæld rammer den balancen mellem pakket størrelse og praktisk anvendelse rigtig godt. For i modsætning til de helt små lette udgaver på markedet, så er Rapha’s af en langt mere brugbar kvalitet. Her kan man se at Rapha har fået konstruktivt feedback fra Team Sky’s ryttere.
Med en vægt på 73 gram i str. small, som er ca. det halve af den klassiske gilet fra samme mærke, så er der ingen undskyldning for ikke at medbringe den i bjergene.

Til trods for gilet’ens spinkle 73 gram, så har man igen her ramt en rigtig god balance mellem letvægt og vindtæthed. Jeg kan ikke mærke markant forskel på den, og den klassiske vest, når jeg suser ned af Etna her på Sicilien, hvor jeg har testet begge. Til gengæld så blafrer Rapha’s Pro gilet en lille smule på toppen af skuldrene, når farten er høj. Det er lidt irriterende at høre på, når man er vant til Rapha’s klassiske gilet, som er fuldstændig lydløs, det skyldes simpelthen at materialet er tyndere i den har vest, og på min krop, der giver det sig altså udslag omkring skuldrene.

Dobbelt lynlås har jeg ikke set før på en gilet. Det er godt tænkt af Rapha, for da gilet’en sidder tæt til kroppen, så kan man meget nemmere nå ind til ryglommerne i cykeltrøjen ved at lyne gilet’en op forneden.

RaphGilet

Næsten regntæt

– perfekt til byger og helt vindtæt. 

Rapha Pro Team Lightweight Gillet er ikke komplet regntæt, men tager en lille byge uden problemer. Det skal dog siges at mesh stoffet på ryggen mest minder om det som Rapha laver deres Pro Team svedtrøjer af, og det er bestemt ikke vandtæt. Så skal du ud og køre længere tid i regnvejr, så er det ikke Pro Team Lightweight Gilet’en du skal satse på holder dig tør.

Hernede på Sicilien hvor vi kører meget op og ned, og særligt på Etna kommer op i højderne, der kan  temperaturen på toppen være en del lavere, end nede i bunden af stigningen. Her kommer denne her vest virkelig til sin ret. På Sicilien er det så varmt 10 måneder om året, at du ikke gider at have vest på, når du kører opad stigningerne – du koger simpelthen over, og din svedtrøje vil med stor sandsynlighed blive gennemblødt. Hvis det sker, så bliver nedkørslerne en kølig fornøjelse, og øger sandsynligheden for at du fanger dig en forkølelse.

På grund af mesh materialet der er anvendt på ryggen, har du lettere ved at ånde i den, men det betyder også at den ikke er så varm, som Rapha’s klassiske gilet. Derfor gør den sig bedst i temperature mellem 14-25 grader. I Danmark betyder det, at den bedst anvendes sent forår, hele sommeren samt starten af efteråret på varme dage. Her på Sicilien kan den anvendes stort set hele året. Der kan dog være dage i januar og februar, hvor temperaturen sniger sig under 14 grader, her er den klassiske Rapha gilet et bedre valg.

Forfra2 uden logo

Når tøjet fungerer

– er der større sandsynlighed for at du gider tage det med. 

Ved at have en gilet der ligger let i lommen, så vil jeg være meget mere tilbøjelig til at medbringe den til en træning i bjergene. Så i et terræn med skiftende højdemeter kommer den særligt til sin ret. Men selv i fladt terræn, hvis du er typen der helst er fri for at bære en gilet, men gerne vil have den i reserve skulle vejret skifte, så sniger den sig jo næsten ubemærket ned i en jersey lomme.

Pros:
Lav vægt, sniger sig nemt med i en jerseylomme, dobbeltlynlås for let adgang til ryglommer i cykeltrøje, meget åndbar.

Cons:
Blafrer en smule ved høj hastighed. Holder ikke regnen ude særlig godt. Som alt andet fra Rapha er prisen høj.

Vi ses på Sicilien! – eller på SCCs facebook side

Thomas.

Bagfra uden logo