Jeg havde egentligt mere eller indre indstillet sæsonen efter Sønderjylland Rundt midt i august, men så opstod muligheden pludselig for at køre Gran Fondo Munkebjerg, et løb jeg to gange før har sluttet sæsonen af med. Så jeg slog til, vel vidende at de manglende ture på cyklen i september nok ville hævne sig lidt, men jeg tog mine forbehold og ’nøjedes’ med 80 km ruten, altså 2 omgange på rundstrækningen ved Børkop.

Af Daniel Vestergaard | Foto Jesper Halvorsen, GripGrab Media Crew 

Lørdag formiddag viste vejret sig ikke just at være super velegnet for at udtrykke det diplomatisk, det lignede heldagsregn krydret med lave temperaturer og lidt vind. Men hey, det er jo lige netop den slags vejr man skal bruge til en sæsonafslutning, for så kommer man et godt stykke hen i december før man begynder at savne landevejscykling igen, og så er man jo (næsten) halvvejs gennem vinteren

Ca. 370 var forhåndstilmeldt arrangementet, men det er svært at vurdere hvor mange der blev hjemme og hvor mange der udgik med punkteringer mm., men resultatlisterne tæller ca. 330 gennemførende, så det er ganske pænt, vejret taget i betragtning, og der var da også god stemning både før og efter løbet (og som end også under, i ’min’ gruppe i hvert fald).

På 80 km ruten blev vi sendt af sted i 2 startgrupper på max 75 ryttere, fordelt efter ’først-til-mølle’, så jeg fik placeret mig selv i forreste startgruppe ud fra en forhåbning om at den ville køre hurtigst, hvormed jeg bedre ville kunne holde varmen, men også med muligheden for at blive ’samlet op’ af startgruppe 2 hvis det gik helt galt. Der blev lagt godt fra land og allerede efter 6-7 km var vi reduceret til ca. 20-25 ryttere der lidt halvhjertet forfulgte 2 tilsyneladende meget motiverede udbrydere.

Der var dog en del uenighed i gruppen, hvor nogle mente at andre tog for få/korte føringer osv. og det er jo til at få hovedpine af at høre på den slags. Da vi nåede frem til Andkjær bakken, den første af 3 større bakker på en i øvrigt ret kuperet rute, satte jeg så hårdt et tempo jeg kunne, i håb om at få tyndet lidt ud i gruppen. Det resulterede i at jeg kom alene henover, til min egen store overraskelse, og på toppen fik jeg endda et glimt af de to forreste, hvilket skulle vise sig at være sidste gang i løbet jeg så noget til dem. På nedkørslen ved rideskolen kom der flere op til mig, men på den efterfølgende passage af Munkebjerg splittedes gruppe igen. Jeg fik med nød og næppe kontakt til de 4 forreste fra gruppen på det flade stykke efter Munkebjerg.

5 mand i “front”

Så sad vi der, 5 mand, og kørte fornuftigt rundt for både at holde farten og varmen, og vi fulgtes endda pænt henover bakken ved Brejning og tog hul på 2. og sidste omgang. Den første halve omgang var ganske udramatisk og der var endda tid til lidt hyggesnak inden vi nåede frem til de mere alvorlige udfordringer på rundstrækningens anden halvdel. Vi havde i mellemtiden mistet 1 mand til en punktering, så vi var kun 4 der fulgtes op ad Andkjær bakken, og allerede her kunne jeg godt mærke at ’Munken’ ville blive lidt af en udfordring – og ganske rigtigt, så blev jeg sat allerede halvvejs. Jeg var så langt nede i fart, at jeg kun lige kunne følge en forankørende, der skubbede sin makker (en meget ung knægt med tåklips og trætte ben) op ad det stejleste stykke på ’Munken’ – stor respekt til dem begge herfra

Efter anden og sidste gang op ad Munkebjerg fik jeg lidt gang i benene igen og hentede og passerede endda en fra min gruppe, der tilsyneladende havde gravet lidt for dybt. Jeg blev grebet lidt at stemningen og gav ekstra gas på nedkørslen ved Brejning (Sellerupvej og Sellerup Vangvej) og nåede lige at føle mig lidt Nibali-agtig, før jeg nærmest gik helt i stå på en af de små ’kontrabakker’ – der slog det mig pludselig at jeg jo stadig manglede at komme over den sidste store bakke i Brejning. Bare den første halvdel var en kamp, og da jeg svingede til højre ind på det stejle stykke var meget bevidst om hvor glad jeg var for have tilmeldt mig 80 i stedet for 120 km. Jesper Halvorsen, der tog billeder på bakken, kunne lige så godt have malet et billede af mig, så god tid havde han.

Selv den flade opløbsstrækning var en hård kamp pga. lidt modvind, og da jeg stod af cyklen var benene tæt på at folde sammen under mig. Normalt vil jeg mene at jeg godt kan køre 80 km på cykel med ca. 30 i snit uden videre forberedelse, men vejret og ikke mindst ruten havde drænet mig totalt. Selv der er 3 markante bakker på rundstrækningen til Gran Fondo Munkebjerg, bl.a. løbets navngivende bakken, så går det altså relativt meget op og ned derude, når man tænker over det – så det skal man bare undgå at gøre  Alt i alt en fed måde at slutte sæsonen af på; drivvåd, kold og helt drænet for energi, det er der lidt klassikerstemning over – så er man klar til vinterpausen.

Efter løbet gik det relativt hurtigt hjem til familien for mit vedkommende, men mange blev hængende i hallen til overrækkelse af diverse præmier. I min optik var der en klar hovedpræmie, en hvid strikketrøje med VM striber, der bliver strikket efter den heldige vinders mål, vistnok af Thures bedstemor.

En kæmpe bonus ved Gran Fondo Munkebjerg var at arrangørerne havde engageret nogle friske unge mennesker til at vaske cykler, mens de gennemblødte ryttere fik suppe indendøre. Således kunne undertegnede næsten køre den gamle Dolan direkte i vinterhi da jeg kom hjem, og dét er noget der passer mig godt, alene cykelvasken kunne godt lokke mig tilbage til start næste år!

Næste sæson starter jo i øvrigt med Gran Fondo Jennum 25. marts 2018