Sommerens Tour de France udstillede cykelsportens problemer med at række længere ud end den indforståede menighed, men der er håb for dem der tænker ud af boksen. 

Af Lars B. Jørgensen

Der er ikke noget som nostalgiens bedøvende og nådige tåge. Det gælder med garanti mange af livets forhold. Og jo ældre man bliver, desto nemmere er det måske at sende sig selv på strejftog nedad mindernes boulevard frem for at kunne omfavne nuet med helt friske øjne.

Magisk strimmel

Kort før jul tog jeg konsekvensen af almindelig kedsomhed og den vemodige blues, man kan blive grebet af, når cykelsæsonen er trukket i vinterhi. Jeg tog endnu et skud på Jørgen Leths mesterlige dokumentar ”En forårsdag i helvede”. For selv om jeg har set filmen en håndfuld gange (mindst), kan billederne stadig sende strømførende energi igennem kadaveret og øjnene lyse som hos en nyforelsket.

Nå, men det slog mig særlig hårdt denne gang, hvor udtryksfulde mange af rytterne var på billederne. Mere end vi er vant til at se, selv om teknologien i dag er klasser over den 40 år gamle klassiker. På den magiske strimmel fra Paris-Roubaix 1976 virker karaktererne levende, mere nærværende og samtidig med et skær af mytologisk mystik, selvfølgelig. Det er måske nemt at sige, når en række af de store karakterer i filmen bærer navne som Eddy Merckx, Roger de Vlaeminck, Francesco Moser, Freddy Maertens, Walter Godefroot, Bernard Thevenet og vores egen Ole Ritter.

Om noget fik gensynet med ”En forårsdag i helvede” mig til at reflektere over fraværet af stjernenavne med det mest indlysende billetsælgerpotentiale i cykelsporten anno 2016.

Anti-tesen Valverde

Lad os lige gøre præmissen klar: Det hjælper ikke ”bare” at være en dygtig cykelrytter. Man skal kunne række ud over selve sporten og gennemlyse den. Være vedkommende på den måde, der vækker genkendelse hos manden på gaden og Maren i kæret, populært sagt.

Anti-tesen til den hårdt savnede billetsælger er en mand som Alejandro Valverde.

Ingen af os, der vel må betragtes som cykelsportens menighed og hårde kernepublikum, er i tvivl om Valverdes kvaliteter. Han er hyperaktiv og vindende over det meste af sæsonen, alsidig og stilfuld. Alt det, der var med til at gøre den gennemrutinerede spanier til årets cykelrytter på et site som Velonews i 2015. Selv uden en VM-titel eller en Grand Tour sejr.

Jeg har ikke som sådan noget at udsætte på Valverde. Er endda parat til at ignorere det faktum, at han (også) er en hærdet bloddoper, som ikke på noget tidspunkt har villet forholde sig til sin fortid eller den indblanding i Operacion Puerto, der førte til hans udelukkelse fra sporten i 2010.

Triviel Tour-odyssé

Ret beset behøver man ikke scanne cykelsportens landskab længere end til sidste sommers Tour de France for at se problemets kerne udstillet.

Sjældent, måske aldrig nogensinde og da slet ikke i moderne tid, har en Grand Tour kunnet hoste op med de fire største etapeløbskanoner på startlinien i skikkelse af Alberto Contador, Chris Froome, Vincenzo Nibali og Nairo Quintana.

Hypen var kolossal og forventningerne spændt til noget nær bristepunktet, da løbet lagde fra land i Utrecht. Derfor var skuffelsen over ikke at se det ventede drama og den store historiefortælling folde sig ud sikkert så meget større. Og selv om der på papiret var tale om en tæt afgørelse, fordi Chris Froome gik ned på de sidste etaper i Alperne, vandt løbet ikke nogen hjerter på hverken spænding eller nerve.

Da jeg selv sad på sidstedagen i Paris, var det Peter Sagans kørsel, der stod tilbage som løbets egentlige fikspunkt og oplevelse.

Om noget blev det den senere verdensmester, der dryssede sand star quality ud over den tre uger lange og til tider trivielle odyssé.

Det var Sagan, der lyste løbet op med både angrebslyst, teknisk artisteri og masser af X-Faktor. Den slovakiske supermand er både en farverig gøgler og en frygtløs gladiatorsjæl, der både er dybt seriøs, men som heller ikke glemmer, at sport også handler om at underholde og at få blodet til at rulle raskere hos publikum.

Kannibalen bøjer sig for Sagan

Da løbet nåede Paris lavede Cyclingnews en afstemning om mest populære rytter. Og valget faldt med overvældende flertal på Sagan med to tredjedele af stemmerne.

Selv Eddy Merckx har måtte bøje sig. Og han gjorde det endda med en tør konstatering af, at nogle af de store belgiske navne ikke sætter fut i begejstringen, som legenden sagde det i et interview med L’Equipe omkring årsskiftet.

”Der er er Gilbert og Van Avermaet. Det er begge gode ryttere, men jeg identificerer mig ikke rigtigt med dem. Jeg foretrækker Nibali og Sagan. Især Sagan,” lød det fra Merckx.

Sagans popularitet er der masser af logik i. Faktisk er han efterhånden den eneste i det professionelle felt, som minder om nogle af de store karakterer fra cykelsportens gyldne æra i 1980erne og frem til syndefaldet i 1998, hvor kyskhedsbæltet i nogen grad blev spændt på i slipstrømmen på Festina-skandalen.

De gode gamle dage

Der er ikke nogen tvivl om, at der blev kørt mere underholdende førhen. Også før feltet blev juicet op af EPO over en bred front, så æsler pludselig tonede frem som væddeløbsheste.

Selv så intimiderende en størrelse som Eddy Merckx kunne jo udfordres, selv om det var svært.

Luis Ocaña turde køre med den dumdristighed, som også bærer det storslåede og gribende nederlag i sig. Og i de store brostensklassikere var Roger de Vlaeminck, der til at udfordre den belgiske guddommelighed med forvorpen frækhed og en ukuelig stridslyst.

En personlig favorit som Laurent Fignon kørte meget ofte med en rasende risikovilje og impulsivitet. Især hvis han blev konfronteret med en brysk og barsk herskerskikkelse som Bernard Hinault. Eller bare var i dét humør.

Hinault selv fik i øvrigt afsløret sin sande karakter, da han skulle overlade depechen til den progressive pionerskikkelse i Greg Lemond i 1986 på La Vie Claire holdet og blev part i et drama af shakespeareske dimensioner.

Mere genkendelige

Jeg har en klar forståelse for, at Jørgen Leth efterlyser en ”besyngelse” af cykelsportens dyder og persongalleri, som han sagde i et interview med nærværende site for ganske nylig.

Det er bestemt heller ikke umuligt. Men når størrelser som Fabian Cancellara, Tom Boonen og for den sags skyld Alberto Contador stiller cyklen i stald efter sæsonen 2016, efterlader det endnu et tomrum. Og fraværet af en billetsælger eller fem. Mindst. Kort sagt ryttere, man kan identicere sig med, som Merckx så rigtigt påpeger det.

Heller ikke det er blevet nemmere i moderne tid.

”Vi var mere genkendelige. Vi kørte uden hjelme, vores ansigter var ikke dækkede af noget. I dag, med hjelme og solbriller, tror jeg heller ikke Froomes ansigt rigtigt er gledet ind i folks bevidsthed,” konstaterer Merckx om den kenyanske fødte brite, der blev en mellemgrå nummer seks i kåringen af Årets Sportspersonlighed i sit (andet) hjemland England.

Forlystelsessyg verden

Set med mine briller er det et problem for cykelsporten, at feltet er formummet bag hjelme og briller. Det lyder banalt, men stikker altså dybt, når man skal ”sælge” eller formidle sporten til det brede publikum.

Samtidig køres der i dag med mere taktisk topstyring, der er også sket en vis nivellering, så det er sværere for de bedste har sværere ved at skinne igennem. Desuden er det ret tydeligt, at feltet ikke har de samme kræfter og derfor bliver mange løb relativt fastlåste frem til finalen. Endsige specielt underholdende.

Den udfordring bør cykelsporten tage på sig. Og tage alvorligt. I en forlystelsessyg verden, hvor der er tilbud på alle hylder, er der ikke tid og plads til at sove i timen.

Efter mine begreber er der al mulig grund til at tænke ud af boksen.

Peter Sagan (hvem ellers?) gjorde det med sin og hustru Katarina Smolková med deres gakkede gendigtning af ”Grease” videoen kort inde i det nye år. Og i det hele taget behøver man ikke rode længe på youtube eller de sociale medier for at finde klip med spektakulære cykelstunts og opdateringer, hvor Sagan kører med klatten. Så tilgiver man ham gerne et numsenap eller to.

Jamen, hvad med en mand som Christopher Juul-Jensen og hans underholdende blogs på Rouleur?, skriver du.

De er gode. Sublime, faktisk. Der er bare den afgørende forskel på Christopher Juul-Jensen og Peter Sagan, at den ene er superstjerne og den anden er ikke. Men når det er sagt, synes jeg den lovende dansker er en forrygende fin repræsentant for cykelsporten og altid gør sig godt på både tryk og tv.

Hvad kan det ikke blive til, når Christopher Juul-Jensen begynder at vinde på den helt store scene. Også det skal blive spændende at se. Det vil i høj grad være en besyngelse værd.

About The Author

Veloropa

Veloropa elsker cykelsporten. På godt og ondt. Vi hylder gerne vores helte, men forbeholder os også ret til at anskue sporten fra en mere kritisk vinkel. Vi kalder det et forsøg på nuancering. Landevejscykling er omdrejningspunktet i alt vi laver, for at kunne blive ved med det, forsøger vi at give noget tilbage, ved at tilbyde vores læsere, medlemmer og kunder en masse cykelsports oplevelser, tilbud og produkter af høj kvalitet.

Related Posts