Hvilken motionsrytter drømmer ikke om at køre et etapeløb i bjergrigt terræn, under forhold der minder om dem de professionelle kører under? Hvordan vil kroppen reagere og hvad bliver de største udfordringer? Det var jeg taget til de italienske Dolomitter for at finde ud af i denne weekend. I går sluttede denne fantastiske oplevelse, som deltager i det tre dage lange etapeløb Haute Route Dolomites, med en bjergenkeltstart af kaliber!

Af Søren Kuipers | Foto Haute Route

Godmorgen Alpe di Pampeago, Godmorgen bjerg-enkeltstart! 

Lad det være sagt med det samme: Jeg havde ikke uheld af hverken materiel eller fysisk karakter. Det var tiltrængt! Ovenpå lørdagens voldsomme styrt bød natten på den obligatoriske omgang sammenlimning mellem lagen og sår, flere gange. Så jeg sov ikke optimalt, men vågnede alligevel med en bedre følelse i kroppen end jeg havde forventet.

Klokken lidt i 9.00 triller jeg til startområdet, hvor dagens knap 17km bjergenkeltstart begynder. De første godt 8km er jævnt fladt, og igen har organisationen valgt at neutralisere denne del. Egentligt synes jeg det er noget fis, men det er nok fordi jeg ved, at jeg netop her ville kunne hente et halvt til helt minut på enkelte af mine konkurrenter, men omvendt fungerer det faktisk meget godt – at man får varmet op, mulighed for lige at tisse af, og så blev der ellers sagt godmorgen op ad Alpe di Pampeago.

De første 4,5km er sådan lidt blandede – de stiger vel i gennemsnit med 8-9% men meget ujævnt. Jeg holder kæden stram, men holder dog lidt igen. Jeg har studeret profilen og ved, at de sidste godt 4km stiger med 11,8% i snit. En spinkel italiener – som jeg ligger bedre end i GC – lader sig ikke hente, og jeg kæmper med at holde ham indenfor rækkevidde. Sveden driver, og det ene lange lige stykke afløser det næste inde i skoven – den er led stigningen – men jeg tror faktisk, jeg havde frygtet den værre.

Måske er det simpelthen også bare en god formtop jeg har ramt. Her på tredjedagen af mit første etapeløb nogensinde, får køllerne stadig tæsk, og op mod den sidste kilometer (de 700 af dem i en tunnel) kører jeg all out. Jeg henter min italienske hare (på nær 10 meter), men grundet tidsforskel ved jeg, at jeg kører hurtigere end ham – og det er hurtigt; for han kører godt. 37:00 minutter siger tiden rent for 8,1km stigning med 10% i snit. 353watt kunne jeg præstere. Glad og tilfreds ruller jeg mod Predazzo, hvor der bliver pakket gear ned, gået i bad og ellers bare nyde, at nu skal kroppen få fred.

12 ryttere kørte hurtigere end mig op ad Alpe di Pampeago, og jeg avancerer en sidste gang i det samlede klassement og slutter på en yderst tilfredsstillende 14. plads. Her skal det unægtelig nævnes at min wingman, fra i lørdags, Michael, samlet blev otter og en CK-Aarhus D-rytter blev 11’er. En anden erfaren dansker kørte også en solid top 30 hjem. Danskerne leverede en solid præstation i det italienske, men det er som om at Pøt Mølle og Yding Skovhøj ikke giver os det allersidste punch.

Er Haute Route noget for dig?

Se det spørgsmål kan jeg jo ikke svare på. Overhovedet. Men jeg har igennem mine artikler henover en forlænget weekend forsøgt at give min vinkel på hvordan hele arrangementet opleves. Både det rent organisatoriske, ruterne, serviceniveauet og det professionelle set-up. Så er det op til dig at vurdere hvad du er til. Her på vej hjem fra Dolomitternes varme fristes jeg selvfølgelig til at stille mig selv spørgsmålene: Hvad var min største oplevelse? Hvordan adskilte dette løbsarrangement sig mere fra noget jeg tidligere har prøvet?

– Jeg kan (og vil) nødigt svare entydigt på det, for det er nemlig helheden der gør Haute Route til noget særligt, synes jeg. At færdes i et miljø der emmer så meget af cykling i flere dage i træk, det var virkelig fedt. Stemningen, afslappetheden, konkurrencen og kammeratskabet imellem ryttere, officials, hjælpere, marshals, massører og alle omkring arrangementet var virkelig unikt. At opleve en bjerglandsbys lille kirkespir være centrum for sådan en cykelweekend; det var særligt. Jeg undlader således at udmærke én ting som værende det helt særlige, men i stedet vil jeg afslutte med en anekdote, som på glimrende vis også fortæller hvad Haute Route er:

Haute Route er helt unikt

Fredag punkterede jeg. Mavic-bilen, med den rare ældre herre (kendt som Mavic-man) kom ilende og hjalp til ved min defekt. Selvsamme mand stod 5 minutter efter mit styrt på vej ned ad Passo Valles i lørdags – og ordnede cyklen fra top til tå. Om eftermiddagen (stadig lørdag) var det igen ham, som spurgte til mine sår; virkede interesseret, efterspændte et par skruer og satte nyt dæk på. Under racebriefingen lørdag aften bliver der sagt pænt tak til dem kvindelige borgmester i Preadazzo og andre der har haft en finger med i spillet, og slutteligt skulle vi sige tak til Mavic-man; han går nemlig på pension. Vi sidder i en teatersal og alle ryttere rejser sig op og giver ham stående ovationer. Jeg klapper rigtig højt, for jeg har fået meget hjælp – lige præcis af denne herre.

Ydmygt smiler han, ser lidt rørt ud og idet han forsøger at luske ned fra scenen med sine blomster bliver han på fransk spurgt hvor mange gange han har været Mavic-mekaniker til Tour de France. ”Trente”…TREDIVE! Tredive år har han serviceret Delgado, Indurain, Riis, Basso, Froome og alle de andre store; og stadig – på så lille en scene, hvor en flok familiefædre leger Giro d’Italia – udviser han et engagement, en glæde, en oprigtighed og et nærvær som ikke er selvfølgeligt nogen steder.

Og søndag morgen stod han troligt 700-800 meter før Alpe di Pampeago steg direkte op i himlen klar med hjul, cykel, dæk og hvad man ellers måtte mangle. De ryttere der ikke manglede noget; dem klappede han af…