Direct Energie-rytteren Bryan Coquard troede han havde vundet onsdagens semiklassiker, Dwars door Vlaanderen, men blev slået på målstregen af Jens Debusschere fra Lotto-Soudal, som, i modsætning til sin franske kollega, valgte at spurte hele vejen til målstregen. Danske Mads Pedersen fik en 15. plads og Etixx-Quickstep skuffede på ny hjemme i Flandern. 

Af Kim Plesner

”Jeg fik et chok, da jeg så Debusschere passere mig på selve målstregen.”

Han har prøvet det før, Bryan Coquard. At blive nummer to. Det var Coquard, som for snart fire år siden blev besejret af danske Lasse Norman Hansen ved OL i London i banedisciplinen Omnium. Dengang med sølle to point og i går med godt en hjulbredde.

Det lignede ellers en sejr, der på målstregen i Waregem. En sejr, der ville have været den hidtil største i karrieren for 23-årige Bryan Coquard, som kommer fra byen Saint-Nazaire, helt ude ved kysten i Bretagne. Men så lavede han det man vel kan kalde en ”Erik Zabel light”, med henvisning til 2004-udgaven af Milano-Sanremo, hvor den tyske legende var begyndt at fejre sejren, mens Oscar Freire smuttede udenom, præcis på målstregen.

Dwars door Vlaanderen blev afviklet i skyggen af tirsdagens terrorhandlinger i Bruxelles. Der var derfor lidt symbolik over, at det var den belgiske mestertrøje, Preben van Hecke, som stod for dagens første seriøse angreb. Det markerede starten på en lang række fremstød, der – ja, undskyld det meget upassende udtryk – sprængte feltet i stykker.

Velkørende Durbridge

Den notoriske angriber Van Hecke var som nævnt den første med 85 kilometer tilbage af løbet. Men det var Orica-GreenEDGE’s ekstremt velkørende tempomaskine Luke Durbridge, som af flere omgange var den store instigator. Han kørte op til Van Hecke og da de blev hentet igen stak Mike Teunissen fra LottoNL-Jumbo og Jonas Rickaert fra Topsport Vlaanderen, sidstnævnte let genkendelig med et sæbeøje, af fra feltet. Igen kom Durbridge op og trioen opbyggede et forspring på et minut til feltet med 50 kilometer igen.

Ude foran sad dagens ganske holdbare TV-udbrud med seks ryttere, heriblandt Kevin van Melsen fra Wanty Groupe Gobert og Alex Kirsch fra det dansk/tyske Stölting mandskab. Kirsch blev først hentet med 30 kilometer til mål, da en gruppe med Durbridge (naturligvis), Oscar Gatto, Dries Devenyns og Nikolas Maes fik kontakt med rytteren fra Luxembourg.

Van Melsen klarede den hele vejen over både Kwaremont og Paterberg, men med 18 kilometer igen måtte også han strække våben, da Lotto-Soudals stjerneskud Tiesj Benoot og Luke Durbridge satte en række angreb ind, netop som det hele var ved at blive samlet igen. Med 10 kilometer til mål skete sammensmeltningen mellem de to forreste grupper, hvilket betød at danske Mads Pedersen nu sad med helt i front. Lige bagved kom resterne af hovedfeltet, anført af LottoNL-Jumbo.

Van Avermaet forsøger et stort nummer

De når dog aldrig at få kontakt, hvilket skyldes én rytter, nemlig løbets absolut største profil, Greg van Avermaet, vinderen af De Omloop og Tirreno Adriatico. Den for tiden største flamske stjerne har indtil da kørt et ganske anonymt Dwars door Vlaanderen. Men nu, med ni kilometer til mål, sætter Van Avermaet alt ind på endnu en sejr. Nikolas Maes fra Etixx-Quickstep signalerer til motorcyklerne foran, at de gerne må lade være med at gøre Van Avermaet endnu stærkere ved at give ham pace.

En relevant melding fra Maes, men alligevel går der lang tid, hvor motorcyklerne ligger mistænkeligt tæt på Van Avermaet, der da også øger til forfølgerne, selvom det nu er stærke ryttere som Kuurne-Bruxelles-Kuurne vinderen Jasper Stuyven fra Trek-Segafredo og den tidligere Paris-Roubaix vinder og vinderen af Dwars door Vlaanderen i både 2012 og 2014, Niki Terpstra, der står bag den vilde jagte gennem Waregems gader.

Det franske Direct Energie hold kommer Trek og Etixx til undsætning og Terpstra selv får omsider indfanget Van Avermaet med blot 250 meter igen og dermed serveret spurten perfekt for holdets unge, colombianske stjerneskud, Fernando Gaviria. Men endnu engang formår Gaviria at ødelægge det for sig selv, ligesom i lørdagens Milano-Sanremo, hvor han styrtede på opløbsstrækningen og nær havde taget Peter Sagan og Fabian Cancellara med sig i asfalten.

Ny skuffelse for Etixx-Quickstep

Denne gang ryger colombianeren dog ikke ned, men han starter sin spurt alt for langt udefra og må derfor tage til takke med en beskeden placering som nummer 10. Ikke sikkert, at der har foregået de store ordvekslinger mellem Terpstra og Gaviria ved aftensmaden, efter den hollandske mester, som ellers ikke er meget for at gøre noget for andre end sig selv, knoklede røven ud af bukserne til ingen verdens nytte.

I stedet ligner det en sejr til Bryan Coquard, men han glemte som bekendt at køre hele vejen til stregen og så kan det andet, store belgiske mandskab, Lotto-Soudal, sætte endegyldig trumf på i form af den tidligere belgiske mester, 26-årige Jens Debusschere. Edward Theuns fra et stærkt Trek-Segafredo mandskab tager den sidste podieplads og danske Mads Pedersen spurter sig lige nøjagtigt ind i top-15, mens Etixx-Quickstep fortsætter den noget underlige tendens med, at holdet fejrer store triumfer længere sydpå, men har det særdeles svært i deres normale favoritterræn på de belgiske brosten.

Holdet har således kun to podiepladser indtil videre i år i Belgien og det i de små løb Le Samyn (Terpstra, 1) og Handzame Classic (Meersman, 3). Men som alle ved, hvis de om godt to uger står med sejre i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, så betyder en sæsonstart under middel i semiklassikerne lige præcis ingenting.

Næste opvarmningsløb til de to monumenter er E3 Harelbeke (fredag), Gent-Wevelgem (søndag) og Tre dage ved Panne (tirsdag til torsdag).

ANNONCE: Husk, du kan stadig få billetter til Veloropas arrangement i Bremen Teater den 4. Juni med Jens Voigt og Carlos Sastre. Klik her og læs mere.