For nogen kommer det bare helt naturligt det der med at køre på cykel, men for de fleste så er det hårdt arbejde, og vejen til succes er belagt med mange forhindringer. Det er til gengæld en fantastisk følelse at komme ud på den anden side og opleve at alt det hårde arbejde, pludselig kaster resultater af sig. AoCs nye skribent Kasper Sørensen fortæller om hans vej dertil, og historien om hvorfor han bliver kaldt raketten. 

Af: Raketten AKA Kasper Sørensen

Min femte sæson som licensrytter er netop overstået, og jeg føler, det er tid til at kigge lidt tilbage. Ikke bare på den forgangne sæson, men på hele min ”karriere”. I august 2010 mødte jeg op til træning i Haderslev Starup CK på min første racercykel, en legendarisk Trek 1000, som også er kendt som vintercyklen over alle vintercykler. Det var her, det hele begyndte.

En ung raket - ja faktisk er han slet ikke en raket... endnu - Privatfoto

En ung raket – ja faktisk er han slet ikke en raket… endnu – Privatfoto

Min første sæson som licensrytter var som førsteårs U15-rytter. Det var absolut ikke nogen nem start, jeg havde. Mit første løb var i Svendborg, hvor jeg efter første omgang blev sat, og kørte resten af løbet bag feltet. Sådan gik hele sæsonen, og så er det ret træls at køre cykelløb. Men Haderslev har et godt træningsmiljø, og jeg glædende mig til at komme til træning, hver gang. Til at starte med var det 100% grunden til at jeg blev ved med at cykle.

Anden sæson var ligesom første sæson. Det tætteste jeg var på at få en præmie var 10 sekunder ved DM i enkeltstart i Esbjerg. Grunden til at det ikke gik så godt, var hovedsageligt, at min evne og mit mod til at køre i felt var lige så stor som en nyfødt dværg, jeg turde simpelthen ikke, og så er det altså svært. Jeg plejede at køre hæderligt med til træning, og til motionsløb var jeg også ganske god, men til licens fik jeg køretur, gang på gang.

Fire år uden forbedring – det tærer på moralen!

I 2013 – 2014 (mit 3. og 4. år på cykel) kom jeg på efterskole på ISI idrætsefterskole. En fantastisk oplevelse, hvor jeg udviklede mig rigtig meget, både personligt og formmæssigt, men resultaterne udviklede sig bare ikke. Jeg sad med feltet i et par enkelte løb, men ellers var det ikke noget at skrive hjem om. Jeg begyndte at overveje, om jeg overhovedet hørte hjemme på en cykel.

I slutningen af sæsonen i 2014, efter fire sæsoner, var det derfor meget tæt på at slutte for mig, men (og her skal der naturligvis lyde en stor tak til alle dem jeg trænede med, for jeg elskede at træne) – så fik nogle af mine kammerater alligevel overtalt mig til at starte i D-klassen. Jeg sagde til mig selv: ”Kasper, din gamle dreng, nu giver du det sgu en chance til i D, og hvis din sæson går som det plejer, så kan du brænde den skide licens på bålet, men du kæmper fandeme, hvad du kan!”

Jeg upgraderede min cykel til ”verdens mest værdifulde cykel,” en Bianchi Oltre XR2 med DI2. Jeg anskaffede mig også et par Vectorpedaler, jeg gik “all in” – også på træningsfronten!

Raketten blev skabt – det var åbenbart lige det der manglede.

Alsace, påske 2015 og møgvejr, men det var nu. Jeg skulle vise mig selv og verden at jeg altså godt kunne køre på cykel. Vi var i Haderslev Starup CK i Alsace for at træne. Her ligger Petit Ballon, en led stigning, men super at træne på. Jeg havde selvfølgelig pakket mig ind i alt for meget tøj, og efter én km op ad, var jeg på kogepunktet og stod af for at få noget af alt tøjet af.

Mens jeg stod og fik styr på tøjet, kom Jeppe Tolbøll så kørende forbi mig og inden jeg fik alt tøjet i servicebilen, var han væk. Tolbøll vejer ca. det dobbelte af mig (ca ikke…) – og han smadrer mig jævnligt på flad vej, men han skulle ikke også få lov at smadre mig opad, han skulle hentes!

Det blev han, og så ville jeg jo gerne lige råbe noget sejt da jeg kom forbi ham, det blev til : ”bagfra, der kommer en raket… altså bare mig, Kasper”. Da vi kom op på toppen og faktisk lige siden, har Jeppe drillet mig med den sætning, og med tiden kalder de fleste mig efterhånden bare raketten – og det forpligter jo.

Træning og vedholdenhed, det virker sgu?

Raketten havde faktisk ikke de store forventninger til resultater da 2015  startede, men det er går over alt forventning. Da vi kom hjem fra Alsace var der Indledningsløb i Esbjerg. 45 var der til start, og det endte i en spurt, men jeg var med? Det har jeg dog prøvet før – som regel med temmeligt sølle resultat, men ikke i Esbjerg, til min egen overraskende blev jeg nummer 6.

Jeg kørte nogle flere løb, og de begyndte igen at ende, som det plejede, og min mule hang mere og mere, men jeg havde lovet mig selv at 2015 skulle køres igennem. Det var godt jeg havde aftalt det med mig selv, for ved enkeltstarten i Århus senere på sæsonen kom det psykiske gennembrud.

Jeppe Tolbøll troede på, at jeg kunne køre godt, og helt overraskende blev jeg nummer 3, og jeg kom dermed på podiet! Selvtilliden voksede sgu lidt der, jeg fik lyst til at træne mere. Da det blev sommer kørte jeg nogle ”TV2 på Tour”-løb, og det gik bedre og bedre for mig. Jeg kørte solo hjem i juniorklassen i Bogense, og jeg var lige så glad som fra Jorden, til Mars og så hele vejen tilbage igen.

Raketten fandt troen på evnerne ved enkeltstarten i Aarhus - Privatfoto

Raketten fandt troen på evnerne ved enkeltstarten i Aarhus – Privatfoto

Da sæsonen startede var jeg sikker på det var min sidste, men nu…

Der var flere årsager til min succes: Træning, jeg havde simpelthen fået trænet bedre og mere målrettet. Samtidig havde jeg fået styr på hovedet og var blevet bedre til at køre i felt, og var ikke længere bange for det. Det gav mig mod på at køre Randers Bike Week.

I gadeløbet blev jeg lige nøjagtigt hentet af et par C-ryttere med en omgang, efter jeg havde kørt stærkere end jeg faktisk troede jeg kunne. Dagen efter gik det ikke så godt, så på tredje etape besluttede jeg mig for at tage mig lidt sammen. Det gjorde jeg så, og jeg gik i udbrud efter 30km ud af 100 km. Der var altså 70 km igen, og jeg var sammen med to C-ryttere.

Det gik virkelig godt, og jeg tænke: ”Det er fandeme ikke rigtigt det her”, men det var rigtigt. På sidste omgang fik jeg kramper mindst 5 gange, jeg var kørt så flad at jeg næsten død, men jeg havde lige præcis kræfter nok og endte to sekunder foran feltet, der kom jagtende. Dermed vandt jeg etapen for D-klassen, min første licenssejr. Det var jo fantastisk. I Sønderborg nappede jeg en enkelt pind, og i Haderslev, på hjemmebane, kørte jeg igen god spurt, ja nærmest en fanastisk spurt, for  jeg blev nummer tre (samlet nr. fire), sikke en sæson, men det stoppe ikke der.

Raketten øverst på podiet til Randers Bike Week - Privatfoto

Raketten øverst på podiet til Randers Bike Week – Privatfoto

Jeg har aldrig set det som en hindring, men jeg har faktisk et lille handicap.

Det fandt Jesper Hvalsøe (dansk landstræner i paracykling red.) ud af og spurgte mig, om jeg havde en lægelig diagnose på lammelsen i højre ben (den er ikke så voldsom) – men det har jeg faktisk. Det åbnende muligheden for deltagelse i para-DM.

I starten var jeg noget skeptisk, men han fik overbevist mig om, at det var en godt idé for mig at deltage, og det skal han have en stor tak for i dag. For jeg vandt DM, der var jeg glad! Dagen efter blev jeg så udtaget til en landsholdstur til Prag, der var jeg rigtig, rigtig glad, og så blev jeg ringet op af Jeppe Tolbøll der spurgte om jeg ikke havde lyst til at blive blogger for AltomCykling.dk. Der var jeg tre gange rigtig glad. Du kan læse om min oplevelse i Prag HER.

Hvor var det godt jeg ikke smed licensen på bålet i 2014, og gav det et skud mere. Nu sidder jeg så her med en dejlig tilfredsstillelse i kroppen og et nyt stort mål, nemlig deltagelse i De Paraolympiske Lege i 2020, og så naturligvis endnu en god sæson i D i 2016.

Træningen er allerede igang – for jeg er åbenbart ikke helt så håbløs til at køre på cykel som jeg troede da sæsonen startede.