Hvert år kører vi, i Haderslev Starup CK, en afsluttende enkeltstart på 13-14 kilometer. Enkeltstarten er samtidig den sidste træningsaften som vi kører på landevej, da mørket gør det svært at køre i større grupper. Vores headcoach i klubben, og min mekaniker, Jesper Hvalsøe, som samtidig ejer sin lille cykelbiks, mødte op på en splinter ny Cervélo P2, som han da godt kunne overveje at sælge… 

Af: Jeppe Tolbøll

Du kan komme langt, hvis du tager opvasken…

Jeg blev sgu lige nødt til at prøve den, og jeg var derefter solgt! Jeg følte at jeg sad fantastisk på den, selvom den faktisk slet ikke var indstillet til mine mål. Den måtte jeg bare eje! Det krævede lidt forhandling med kone og bank, men efter en uge kunne jeg købe cyklen, til gengæld står jeg så for opvasken det næste år. Vi snakkede vist også om, at jeg ikke skulle ud og købe en masse ekstra udstyr, men jeg kan ikke lige præcis huske den samtale…

Man kan da ikke køre enkelstart uden pladehjul, i hvert fald ikke på en P2er.

En ting er at købe cyklen, men en enkelstartscykel skal have pladehjul, sådan er det bare. Da cyklen var ankommet, skulle der anskaffes et pladehjul. Jeg kiggede mange steder, og fandt mange gode hjul. Men skulle man gå clincher- eller tubular-vejen? og var kvaliteten god nok?

Det endte med at jeg faldt over et tubular Fast Forward-pladehjul på dba.dk, og til min glædelige overraskelse blev hjulet ejet af en af mine konkurrenter, nemlig Rasmus Ginnerup (fra Randers CK, og tidligere Thy). Det gav en vis tryghed, at jeg kendte ejermanden. Det endte med at jeg kørte til Herning, hvor Rasmus går på skole, og hentede hjulet. Ingen opvask her, i Herning betaler man med kolde kontanter.

Man kan ikke køre enkeltstart uden en enkeltstartshjelm…

Men her var det ikke slut med køb til cyklen, der skulle jo også købes en hjelm, man kan ikke køre enkeltstart, uden en rigtig hjelm. Her var jeg meget i tvivl. Skulle man gå efter den med lang hale, eller den helt korte ala Kask Bambino? Jeg gik lidt i budget-mode, og ville derfor ikke smide så mange penge efter en hjelm, som en Bambino kostede.

Nicolai Jørgensen, min gode ven og min træningsmakker, foreslog mig en Louis Garneau Vorttice i sort og derfra var jeg solgt. Den var så fed. Den er semilang, forstået på den måde, at halen ikke stikker helt ned mellem skylderbladene, men lige snitter nakken!, at skaffe den skulle dog vise sig at være sværere end forventet. Nypris var omkring 2000 kr, hvilket var over mit budget, og der var stort set ingen brugte på markedet. På netbutikker i bl.a. England og Tyskland var den ikke, og skulle den importeres fra et ikke-EU-land, så ville tolden alligevel gøre den dyr.

Pludselig faldt jeg dog over et godt tilbud fra High End Bikes fra Kolding, der kørte en aktion på netop en LG Vorttice-hjelm. Jeg gav et bud midt på ugen, som så var højeste bud, om lørdagen, hvor aktionen sluttede tog jeg til træning 2 timer før aktionen sluttede, men til min store fortrydelse, måtte jeg sande at jeg havde tabt hjelmen med 50 kr. til Herning CK’s Frederik Zeuner, uden at han blev udfordreret af andre bydere. Øv!

Ind på dba.dk igen,  og søreme om jeg så ikke fandt en brugt LG Vorttice! En gut havde brugt den én gang til KMD Ironman Copenhagen, så den var så god som ny. så jeg fik den til ca. samme pris som jeg havde budt på auktionen. Fred i det lille hjem på ny… men det var jo ikke slut endnu.

Man kan ikke køre enkeltstart uden…

På P2’ern sad der runde klinger, og den store klinge havde kun 50 tænder! Det var altså ikke helt acceptabelt. Der var bare ikke i nærheden af nok tænder, og da jeg i forvejen kørte med Rotor Q-rings (ovale klinger), på min landevejsracer, så var der ingen vej udenom, der skulle Qrings på den nye P2er! Jeg kontaktede igen min mekaniker Jesper, som fik skaffet mig en pris på Q-rings. Dog nævnte han at jeg kunne få QXL-klinger (endnu mere ovale) for næsten samme pris som Q-rings. Så dem købte jeg så i stedet, dankortet op af lommen endnu engang.

Man kan… skal man også træne??

Cyklen står nu færdig, og det eneste jeg venter på nu, er fantomdragten. Klubben havde ikke nogle på lager i min størrelse, så når den er klar, så mangler jeg kun specialtræningen på cyklen og så er jeg (næsten) klar til enkeltstarterne i 2015.

 

Den (næsten) færdige cykel... © Jeppe Tolbøll // AltomCykling.dk

Den (næsten) færdige cykel… © Jeppe Tolbøll // AltomCykling.dk

Den opmærksomme læser, kan nok godt se at der mangler en kassette på pladehjulet, men man behøver jo heller ikke købe det hele på engang, vel ;)