Selvfølgelig kan man det – men er det fornuftigt? Det korte svar er nok nej. Alligevel giver vi det et forsøg her på AoC. Sensommeren og det begyndende efterår har været travl, og tiden til træning knap. Så nu tager vi hul på 6 ugers løbeprogram. Kan det bruges som en træningsmodel, i en periode hvor det kan være svært at nå cyklingen?

Af Uggi Kaldan | Foto Uggi Kaldan

Det er klart at hvis man vil være rigtig god på cyklen, så er det nok mest fornuftigt at cykle, evt. kombineret med noget styrketræning. For mit vedkommende er min store udfordring dog tiden. Jeg har simpelthen bare ikke mulighed for at træne så meget lige pt. – og landevejscykling tager tid.

Det er svært at forestille sig et effektivt træningspas på cyklen, af 45 minutters varighed – alt inklusive. Planen med løbetræningen er at ramme 3 – 4 træningspas om ugen, af netop den varighed, og og så se hvad det kan gøre for formen. Planen er at jeg gerne skal være i tøjet, træne, ude af tøjet igen, og i bad, indenfor en time.

8 uger næsten uden træning…

De seneste 8 uger er vores pejlemærke. Her har jeg nået 385 kilometer på landevejen, eller sammenlagt 12 timer. Altså 1,5 time om ugen. Det er virkelig ikke ret meget. Søndag cyklede jeg 85 kilometer og led helt sindsygt meget. Så meget at jeg besluttede at jeg måtte gøre et eller andet.

Formen er dårlig, men jeg er motiveret til at gøre noget ved det. Så nu kører jeg et 6 ugers løbeprogram – kombineret med de cykelture jeg nu lige kan finde tid og overskud til. Når de 6 uger er gået, så tager jeg ud og cykler den samme 85 kilometers tur, og så ser vi om jeg har rykket mig lidt.

Løbeprogrammet er et absolut begynder løbeprogram. Jeg har ikke løbet i mange år, og det vil mildest talt ikke være formålstjenstligt at løbe ind i en skade, så vi starter helt stille!

Find en træner, sæt et mål.

I går løb jeg så min første løbetur i mange år; 3,2 kilometer blev det til. Inklusive pauser tog det 22 minutter. Det var efter et program, og det var hårdt. Det er det altid med den første løbetur, – eller faktisk alt træning der er nyt for ens krop.

For at gøre det så sjovt så muligt har AoC allieret sig med den altid glade, og super kompetente træner, Malik Reiding, der driver ID poet. Han tilbyder personlig træning på alle niveauer, vi kan kun anbefale at man tjekker ID Poet ud hvis man overvejer at starte med lidt løbetræning. De første 2 uger bruger vi på at finde ud af ca. hvor jeg befinder mig løbemæssigt, og når de så er gået, så sætter vi os et mål jeg skal indfri om 6 uger.

I mit hovede bliver det noget i retning af at løbe 5 kilometer på omkring 25 minutter ELLER – måske noget distance f.eks. løb 10km – uden at have en specifik til det. Det vigtigste er, at det er et motiverende – og ikke mindst et realistisk mål. Jeg håber naturligvis også at jeg kan cykle min lille tur på 85km ud omkring Mols om 6 uger, uden at blive helt så slidt som jeg blev i søndags!

Den første løbetur – hvordan gik det?

Dag 1: 
Opvarmning 10 minutters gang eller meget let løb, du må ikke blive forpustet (jeg valgte simpelthen at gå).
5 x 2 minutters alm. løb m. 1 minuts pause
3 x 1 minut tempo m. 1 minuts pause
Nedvarmning: 5 – 10 minutters gang / let løb
Udstrækning

Samlet 45 minutter. 

Jeg startede GPSen da den specifikke træning begyndte. Jeg får præsteret to rigtige fine intervaller til at starte med, og på det 3. interval får jeg så presset lidt for meget på. Det betyder at mit 4. interval bliver rigtig dårligt (det gik også nedad bakke, men det er nu ingen undskyldning). På 5 og sidste interval finder jeg nogenlunde form igen, men kommer også til at starte lidt for hårdt.

De tre 1-minuts intervaller går godt… 2 af dem i hvert fald hehe. Allerede efter de indledende 2 minutters intervaller kunne jeg bestemt mærke mine ben, særligt mine lægmuskler. Generelt var det hårdt ved min krop at løbe igen.

Efter 2 af de 3 sidste intervaller vælger jeg at det er nok for første træningssession. I dag har jeg lidt ømme ben, men føler mig klar og motiveret til mere træning, og sådan skal man have det efter første træning, man skal ikke være totalt smadret i bund.

Nu står den på 30 minutters Core / Yoga – og i morgen cykler jeg så en tur, inden jeg skal løbe 3km i et stræk på torsdag. Det bliver på bane og det laver vi en lille video af. Jeg forventer at det kommer til at gå totalt stille og roligt, samtidig med at det bliver hårdt!

GAME ON!

Nyt grej… det er altid motiverende!

Der er nogle firmaer der har været rigtig søde at sende mig lidt gear til det her lille løbeeksperiment – det drejer sig om X-Bionic der har sendt mig løbebukser og løbetrøje. On-Running der har sendt os et par Cloudster sko og så Suunto der har sendt et Spartan Ultra løbeur. Vi kommer ikke til at g ned på udstyr, det er helt sikkert :D

Når vi har brugt udstyret lidt mere, så kommer der naturligvis også en mere udførlig beskrivelse af vores oplevelse af produkterne.

God træning derude.

On Running X Bionic AltomCykling.dk 2017

On Running X Bionic AltomCykling.dk 2017