Fyn rundt blev besejret i nogenlunde sikker stil i løbet af torsdag, ikke mindst takket være en håndfuld stærke ryttere der var mødt op på dagen, hvilket gav god læ, og godt humør! Der var en del vind, særligt de første 60 kilometer og de sidste 30. Redaktøren var dog lige ved at ødelægge turen, allerede inden vi kom afsted! 

Tekst og Foto: Uggi Kaldan 

Nåh ja – der er sgu da morgentrafik… 

Aftenen inden afgang laver jeg en solid rejseplan til start i Fyn, med god margin i forhold til ankomst, men jeg glemmer at ændre mit afrejsetidspunkt. Man kommer hurtigere til Odense klokken 23.00 end klokken 06:30 skulle Google maps hilse at sige…

Det var dog først omkring Vejle at det gik op for mig at min (troede jeg) solide tidsplan, var kørt i sænk. Kørte fra Aarhus klokken 05:50, kom til Vejle 6:50 hvor jeg samlede det Black Inc hjulsæt op jeg skulle køre med, og så videre mod Odense. Ankomst 7:40 var planen, men GPSen sagde ankomst 07:50… 07:50???  

Allerede her var jeg godt klar over at det var lige lovligt tæt på afgang klokken 08. Bevares, selvfølgelig kan man få cykelhjelm og sko på, samt smide to hjul på en cykel og være klar til afgang på 10 minutter, men der er ikke plads til udfordringer, og der var slet ikke plads i tidsplanen til en overfyldt motorvej på Fyn.

GPSen viste ingen nåde: Du ankommer klokken – 07:50, 08:00, 08:07… PIS! 

Tallet på GPSen gik ubønhørligt fra slemt til katastrofe. Det uundgåelige opkald om forsinkelse blev sendt i retning af Aske. Lort. Der findes en tommelfingerregel i sport: jo mere du træner, jo mindre fleksibel bliver du ift. at overholde træningsaftaler, og Aske træner rigtig meget. Heldigvis skulle det blive meget værre… 

I morgentrafik vinder man aldrig 7 minutter på GPSen, man må tage hatten af for Google, deres udregning af ankomsttidspunkter er imponerende præcis. Klokken 08:07 parkerer jeg bilen i Odense C. Jeg er naturligvis omklædt, så ud af bilen, grej i baglommerne (som er pakket) og hjul på cyklen. Det går faktisk stærkt, 5 minutter tror jeg. Klokken er 8:13… 

Der er ny kassette på hjulene og gearene er helt fucked, men finder et gear der ikke hakker alt for vildt. De resterende gear må blive justeret undervejs, heldigvis er det ret let når man kører Di2. Ruller 7 meter, hvad fanden er nu det? 

Baghjulet hopper. For fanden, dækket som er monteret af mekanikeren er hoppet af fælgen… luften ud, finde fodpumpen frem, pumpe igen. Det ligner det spiller, men i mit hastværk tjekker jeg ikke dækkanten, den er kaput. 
Vi ruller 100 meter, dækket er færdigt. Klokken er 08:19… 

Aske har heldigvis et nyt dæk derhjemme, han cykler hjem efter det, vanvittigt pinlig situation som turarrangør. Vi skifter dækket. Jeg smider en patron i, det virker heldigvis – gearene hakker stadig. Humøret er mildest talt lidt presset, ikke kun hos redaktøren, men også hos dem der har taget fri på en højhellig torsdag for at køre en lang tur. Klokken 8:26 kommer vi endelig afsted! 

Her vil jeg gerne lige kaste en kæmpe tak til de ryttere der var mødt op for at køre med. Det var mega ringe at afgangen blev så forsinket, det beklager jeg dybt! Det kunne have skabt vildt dårlig stemning, det kunne faktisk have ødelagt turen, allerede inden vi kom afsted. Men det gjorde det ikke, i stedet fik vi rullet det ud af benene og fik en mega fed tur! God energi der!!

Stemningen er LIDT presset mens Aske er hjemme for at hente et nyt dæk til redaktøren…

Lykkeriddere og gæve gutter!

De første 60 kilometer er der modvind / sidevind, og der bliver kørt meget godt til, vi er flere ryttere der på skift er fremme og hjælpe Aske med føringerne, og så er der nogle der som forventet sidder mest på dæk, hvilket er helt ok. 

Det er tydeligt at de fleste af rytterne er stærke, det skal man vel også være hvis man hopper på en 220 kilometers træningstur i Marts. Men der er også et par stykker der har taget chancen, velvidende at det måske lige er i overkanten. 

Det kan jeg godt li. Første mand ryger efter omkring 70 kilometer. Han har stået ret stille på et par mindre bakker, så vi samler op og spørger hvordan benene har det. Han er færdig. Der er omkring 40 hjem til Odense, han skal nok selv finde hjem forsikrer han. Yderligere 2 ryttere når grænsen omkring 120 kilometer, de kan også selv finde hjem. 

Jeg synes fandme det er fedt man tager afsted på sådan en tur, og ikke piver når det så gør ondt, men kører til der er helt udsolgt – og så lige napper de sidste 40 – 50 km hjem! 

Ved første checkpoint i Bogense er der stadig samling på tropperne

Ved Svendborg rammer vi noget seriøs medvind, og fra ca. 160km til 185km kører vi omkring 42 km/t. Det gør rimeligt ondt i mine ben! Heldigvis ligger dagens 2. depotstop, Bryggeriet Refsvindinge v.197km, jeg får lige kørt mig med hen til bryggeriet!

Netop som vi ankommer bryder solen igennem skyerne, så vi kan sidde og nyde en kold øl i solskin. Øl smager sindsygt godt med 197 kilometer i benene! 

Røde Mor gav gode ben i 15 kilometer… jeg skulle nok have drukket 2

Skiltespurter – en helt særlig disciplin

Ingen cykeltur uden skiltespurter, og nogle er selvfølgelig vigtigere end andre. Helt naturligt var Refsvindingespurten eftertragtet. Aske rykkede i sikker stil langt ude fra, men så slækkede han lidt på gassen. Det var en fejl, for godt nok havde Frej meldt ud han var i dårlig form, men det var svært at få øje på, da han med 190 kilometer i benene satte Aske til vægs i en vaskeægte snigerspurt. 

Frej viser Refsvindinge skiltespurtspræmien frem – vi må hente den vej lejlighed, det er sgu lidt for farligt at køre med et glas baglommen :)

Der er 35 kilometer hjem fra Refsvindinge, og de første 15 går glimrende, nok særligt fordi der er let modvind og jeg formår at sidde godt pakket ind. Men med ca.15 kilometer tilbage skifter vinden til decideret sidevind, samtidig med at folk gerne vil hjem. Nu skal der pludselig kæmpes lidt om de gode pladser i læ, og alle ved at det er svært at holde den gode plads når man er dårligste mand. Jeg knækker. 

Feje hundehoveder, fnatmider, fæhoveder, grødbønder, hængerøve, ignoranter…

Det er pisseirriterende at ryge af med 15 kilometer til mål. På 15 kilometer ender jeg 20 minutter bagud, men faktisk er det ikke så meget benene og udmattelsen der gør ondt, det er psyken jeg kæmper mest med til sidst.

– “Forhelvede, hvorfor sagde jeg også at de bare kunne køre hjem”
– “Hvorfor kører de bare, de kan sgu da se jeg er pisse træt”
– “Hvad mon en taxa koster ind til Odense?… mon jeg kan blaffe med en cykel?”
– “Jeg gider fandme aldrig cykle mere”

Det er utroligt hvad ens hjerne byder én når man er træt og ikke er helt i mål endnu. Livet kan virke utroligt uretfærdigt! Men når man så har siddet der og haft ondt af sig selv et stykke tid, så kommer man ud på den anden side, og får bekæmpet de negative tanker. 

Det er virkelig en god øvelse. Man undgår ikke at tænke negativt når man er gået kold, men man bliver bedre til at finde de strategier der virker for én, når det virkelig niver. Det føles godt at “vinde over sin hjerne” – når den har givet op, og det er helt klart noget af det der gør det interessant at køre en tur der er lige på grænsen af hvad man kan holde til. 

Det er også grunden til at jeg synes det er sejt at der dukker folk op til sådan en tur på 220km som godt ved at de nok ikke kommer helt i mål. For så har de allerede fra start erkendt, at de ender med at være helt smadrede på et tidspunkt, og at der skal kæmpes for at komme hjem. 

Jeg tænker det er noget af den oplevelse / udfordring Aske også udforsker når han tager til Rusland for at cykle 9.000 km, og klatre 79.000 højdemeter, på 24 dage. Det er selvfølgelig en helt anden liga, men udfordringen er i sidste ende den samme. Jeg er sikker på at Aske er stærk nok til at gennemføre, men det bliver psyken der skal stå distancen! 

Det var en fed tur, kom med når vi kører igen! 

Tjek evt. turen på Strava

Mental udfordring gentages i Jylland og på Sjælland

Sæt kryds i kalenderen hvis du vil med på den næste AoC udfordring, som bliver d.28 marts, hvor vi kører med ultracykelrytteren Peter Sandholt fra Horsens til Blåvandshuk og retur. Ca. 260km på hjul af Peter der som bekendt også skal køre Red Bull Trans Siberia Extreme til sommer!

Snitfarten bliver efter Peters ønske justeret lidt ned til omkring 28 km/t, det betyder måske at lidt flere har mod på at komme med, der kommer snarest en mere fyldestgørende beskrivelse af den tur. 

Vi slutter af med en tur på Nordsjælland sammen med Michael Knudsen, men til den tur har vi ikke fået datoen på plads endnu, så stay tuned! 

I morgen fortæller vi lidt om det grej vi havde med på turen, og hvordan det fungerede! Der kommer også et samlet portræt af de 3 deltagere til Trans Siberia Extreme :) – nu Milano – San Remo!