For redaktøren og mine 2 medsammensvorne holdkammerater var Kongeetapen endnu engang fed, men hård!

Men først giver vi ordet til det glade par, der fik glæde af de 2 billetter i vores konkurrence:

Kongeetapen med én dags varsel, af: Morten Innes og Dorte Vandt.

To dage før Post Danmark Rundts kongeetape fik min kæreste og jeg muligheden for at deltage. Den mulighed kunne vi ikke sige nej til, så vi gik straks igang med at arrangere. Mine forældre blev hyret til at hente vores bil i Skanderborg og køre den til Vejle. Vi fik fri fra arbejde og cykler og cykeltøj blev gjort klar.

Torsdag aften var der lige en fodboldkamp der skulle ses og bagefter kørte vi til Skanderborg gymnasium. Her overnattede vi i bilen. Der kan lige ligge to madrasser bag i bilen, når bagsæderne er lagt ned. Det var super hyggeligt at lægge sig til at sove der, sammen med sommerfuglene i maven.

Morten Innes og Dorthe Vandt klar til Kongeetapen 2014 © AltomCykling.dk

Fredag morgen vågnede vi tidligt ved at der dukkede biler op rundt omkring os. Nu var det nu. Vi hentede startnumre og spiste vores medbragte havregryn. Så skulle der gøres klar. Cykeltøjet på, bukserne blev smurt og drikkedunkene fyldt op med energidrik, så var vi klar og cyklede til start kl. 8.00.

Vi kom med en super gruppe og cyklede med en god fart. Solen skindede fra en skyfri himmel. Det var helt fantastisk at cykle i det bakkede landskab. Det er meget anderledes, end det vi er vant til fra Esbjerg området, hvor vi kommer fra. Godt vi nogle gange har været syd på og cykle i bjerge, så var bakkerne ikke så slemme.

Ved første depot mistede vi den gode gruppe, vi kørte med. De sprang depotet over, mens vi var nød til at fylde væske på drikkedunkene. Vi kørte fra depotet med en anden super flok. Det gik bare der ud af, stadig med en god fart.

Ved 2. depot var der drøn på og vi måtte lige træde lidt ekstra, for at nå op til en gruppe, vi kunne køre med, men farten var høj. Hvis jeg skulle hænge på der, var jeg bange for at jeg ville bruge al min energi inden jeg nåede Kiddesvej. Det ville jeg ikke risikere, så Morten og jeg lod os falde bagud. Det blev hårdt. Vi lå alene to i det åbne landskab og vinden føltes som om den var imod os, men pludselig stod gruppen vi havde sluppet i vejkanten, så nu var vi pludselig foran dem. Sådan kan det vende hurtigt.

Da vi efter ca. 161 km cyklede ind mod Vejle, fik vi noget af en overraskelse, da vi skulle forcere Gl. Ribevej og Koldingvej før vi igen kunne køre nedad Koldingvej og så dreje op ad Kiddesvej, det er næsten snyd med så mange hårde bakker inden man skal køre opad +20%…  men Kiddesvej blev besteget uden at stige af cyklen! og nu var vi i mål – VI GJORDE DET!!! og hvorfor? Fordi vi kan! :) Der var erindringsmedalje til alle og jeg blev da også lige interviewet af Claus Elgaard og fik en krammer bagefter. Fanstastisk.

Morten Innes og Dorte Vandt i mål til Kongeetapen 2014 © AltomCykling.dk

Resten af dagen var vi “høje” af begejstring. Vi blev og så de professionelle cykle op ad Kiddesvej og så dem spurte i mål. Det var en helt fantastisk dag. En ubeskrivelig oplevelse at cykle Kongeetapen. Jeg er så glad for at vi fik muligheden for at deltage. Jeg kan kun anbefale andre at cykle med næste år!

En stor tak til vores Team Rynkeby ven Jacob Michelsen, som overdragede os de billetter, han havde vundet på AltomCykling.dk

Team AoCs oplevelse, helt kort:

Jeg har anmeldt kongeetapen 2 gange før her på bloggen, dette var 3.gang den blev kørt, og første gang jeg er stillet op med et “hold”. To af mine “teammates” Jesper og Jesper var med til start, og vi er nogenlunde på samme niveau til dagligt.

Efter problemfri indskrivning hvor der også var nogle gratis gels (sejt nok, dem havde jeg stor glæde af senere på dagen) – stod vi klar til start klokken ca.9:20 i en 33 km/t gruppe. Hurtigste startgruppe til Kongeetapen er +35 km/t – men ingen af os følte at vi havde behov for at pine os selv så meget, og vi var faktisk heller ikke sikre på, at vi kunne følge med.

Det var en fin gruppe, hvor der dog blev kørt meget jævnt og der var ikke rigtigt nogen der var interesserede i at “komme afsted” i starten, så vi kørte derudaf med omkring de 33 km/t de første mange kilometer. Vi havde aftalt internt at vi uanset hvad, ville lave opsamling ved 106 kilometers depotet og så køre derfra.

Omkring 70 kilometer ude blev vi overhalet af de første hurtige fra 35+ km/t grupperne – jeg selv og en del fra vores gruppe kom med på hjul, desværre ikke mine to holdkammerater. Jeg følte mig ok kørende og det er jo altid fedt at sidde på et hurtigt hjul, det giver god energi. Da jeg nåede omkring 100 kilometer begyndte jeg at kigge mig om efter de andre, fordi jeg var lidt tændt på bare at køre videre – men desværre var de ikke i gruppen.

Der var lidt krise – men så er det jo fedt man har et hold bag sig!

Som Morten og Dorte også fik beskrevet så er Kongeetapen drilsk, i det den er ok hurtig på første halvdel, og så kommer der en hulans masse bakker til sidst, da jeg kørte ind på 106 kilometers depotet følte jeg mig frisk, men bare 30 kilometer senere kunne jeg godt mærke at jeg var gået ned, hvis jeg ikke var stoppet i depotet, og havde fået fyldt op, så det var godt jeg gjorde det.

Mine 2 teammates var trætte af ikke at være kommet med de hurtige, de var ikke langt bagefter i depotet, men de havde fået lov at sidde og arbejde noget mere end mig, der bare havde kunne sidde og nyde hjulet af i hvert et par topstærke ryttere fra Team Jutlander Bank, så de var lidt nede. Heldigvis havde jeg så lidt ekstra energi, og vi kørte ud fra depotet samlet (i modvind) og et langt stykke kunne jeg sidde og trække lidt og give lidt igen af det overskud jeg havde samlet op mens jeg selv havde siddet på dæk.

Efter et stykke tid blev vi hentet bagfra af en lidt større gruppe der kørte et fint tempo, og vi kunne køre med dem til mål, igen var det bare en fed oplevelse af køre kongeetapen!

Kongeetapen er et af Danmarks bedste motionscykelløb!

Fint afmærket rute, gode medhjælpere til at dirigere trafikken, følge MCer i alle startgrupper – rammerne er i den grad på plads til Kongeetapen. Derudover er finalen i Vejle, hvor man kommer ind ikke ret lang tid før alle profferne, og dermed som motionist får lov at opleve en “rigtig finale” på Kiddesvej, med publikum og spurt med bander og det hele… jamen det er sgu bare stort!

Jeg er imponeret over at Kongeetapen igen i år fik mere end 800 mennesker til start, til trods for at løbet ligger på en helt almindelige arbejdsfredag, fra om morgenen… det er meget imponerende!

Det skal køres igen næste år, det er helt sikkert! (Hvis jeg altså kan få fri… :) )

Stor tak til Kristina Møller (fotograf) der har stillet billedet herunder til rådighed, og som tager billeder af alle deltagere af løbet som de kan købe bagefter for en sølle 50´er, det er et stort arbejde, og fedt der er nogen der gider det.

Og naturligvis også en stor tak til Dorte og Morten, der har taget sig tid til at sende billeder og skrive løbsberetning, stort overskud dér!

Redaktøren på Kiddesvej 2014 © Photo: Kristina Møller

Redaktøren på Kiddesvej 2014 © Photo: Kristina Møller