Jeg vil tro alle fotografer har oplevet det: – ens billede er blevet brugt i en sammenhæng hvor man ikke har givet lov og man har ikke fået betaling. I disse internet tider kan man gå to veje når det sker, den sure forurettede vej, eller den mere imødekommende, lad os finde en løsning “vej”. Jeg har været omkring begge, med meget forskellig succes. 

Af: Uggi Kaldan

Hov – det billede af den stages wattmåler, det har jeg sgu da taget!?

Det er ikke første gang jeg har oplevet det. Ude til højre i marginen på Facebook ser man pludselig et af sine billeder (har dog også oplevet det i trykte magasiner mv.) – billedet reklamer for et eller andet, men afsenderen har glemt at spørge om lov til at bruge billedet, og de har helt sikkert ikke betalt.

Tidligere valgte jeg at blive enormt sur og forarget over det, og brugte ikke uanseelige mængder tid og energi på at skrive lange breve, indholdene lige dele hån, samt trusler om bål og brand. Min succesrate med den taktik var ret begrænset.

Stages Powereter 2014 AltomCykling.dk © Photo: Uggi Kaldan

Mit billede af Stages Powermeter, ikke stor kunst, men jeg havde dog brugt tid på det © Photo: Uggi Kaldan // AltomCykling.dk

Tryk avler modtryk, høflighed betaler sig (Det gælder i øvrigt også i trafikken… hint hint bilister og cyklister!).

Da jeg så billedet jeg havde taget af Stages Powermeter postet på Facebook af KvalitTRI.dk forsøgte jeg i stedet en anden taktik, at tage det som en ros, og venligt gøre opmærksom på at billedet faktisk var mit, og at det ville være meget god stil at sende en lille erkendtlighed, når man nu havde brugt det uden at spørge.

Og tænk engang – jeg fik svar – endda et meget høfligt et af slagsen, det taler bedst for sig selv, så her er en direkte udskrift af samtalen som den fandt sted på mail:

Den 20/02/2015 kl. 19.47 skrev Uggi Kaldan <kaldan@altomcykling.dk>:
Hej Gutter
Kan se I bruger mit billede af Stages Wattmåler til en reklame på Facebook, sender I så ikke en håndfuld barer eller gels til fotografen som tak for brug? :)
Hilsen
Uggi Kaldan // Fotograf

Hej Uggi!
Smider da lidt kasser op til dig :)
Vil du så bekræfte at vi må bruge det ? Og tak for din MEGET venlige henvendelse. Rigtig dejligt uden sure miner!
Mvh Jimmy Vejlemark
Sendt fra min iPhone

Det er sgu i orden, pakken med gels og energidrik ankom i øvrigt senere samme uge – god stil.

Må man så bare tage dine billeder, og så sende en håndfuld gels hvis du opdager det?

Nej, jeg ser naturligvis helst at folk spørger om lov, omvendt, så smider jeg heller ikke store vandmærker henover alle mine billeder, fordi jeg synes de er flottere uden, – mange gange vil jeg jo faktisk rigtigt gerne have at folk deler mine billeder, derfor vil jeg holde mig til den positive stil for fremtiden. Det er jo faktisk heller ikke sikkert at “folk” har fundet ens billede et sted hvor ens navn stod? Alene af den grund er det meget fornuftigt lige at spørge pænt, inden man hidser sig helt op.

Helt overordnet vil jeg dog opfordre til at man altid husker at nævne fotografens navn hvis man bruger et billede fra nettet, og navnet er det til at finde (det gør vi her på AltomCykling.dk, men den er også glippet for os!) – og hvis det er kommerciel brug, så kontakt fotografen og lav en aftale.

KvaliTRI.dk svarede hurtigt, og sendte en flot pakke, det synes jeg fortjener ros, det er langt fra standarden på nettet, så god stil.