En helt fantastisk uge i Alperne er overstået, og kulminerede med La Marmotte. Op til løbet så formen virkelig godt ud, og jeg var meget optimistisk omkring at komme under min målsætning på 7 timer. Det jeg forventede ville blive en form sag, skulle vise sig at blive en hård kamp. La Marmotte er altid uforudsigelig, og man ved aldrig hvordan kroppen reagerer, før næste bjerg. Optakten kan ses HER!

AF JEPPE TOLBØLL 

Skulle starte allerede kl. 7.10, så vækkeuret ringede allerede kl. 06.00. Jeg har aldrig været ret vild med at stå tidligt op, og slet ikke at spise tidlig morgenmad, det skulle virkelig klemmes ned. Fik dog spist en stor portion havregryn og en banan og så ellers afsted mod målområdet. Termometeret viste 10-12 grader, og vejrudsigten lovede tørvejr, så ingen tvivl om kort – kort, med løse ærmer og vindvest til lige at holde varmen i den kølige morgenluft. 

I startzonen mødte jeg Thy-drengene Henrik Bisgaard Skovmose og Klaus Nielsen, og lige inden start ankom Odenses Lasse Kristiansen også. Det var faktisk rart med nogle venner at snakke med, det fik lige den værste nervøsitet ud af kroppen. 

Col du Glandon, den første prøvelse

Starten gik og der var god gas på. Lasse havde virkelig fundet den hurtige cykel frem, og de første 12 kilometer blev tilbagelagt med 41,5 i snit. Vi hentede en masse foran os. Efter de første 12km kom der en dæmning vi skulle over, og allerede her begyndte jeg at føle mig godt varm. Vindvesten blev pillet af “on the fly”, med Glandon ventende 2 km ude i horisonten. 

Da vi ramte Glandon fandt jeg lynhurtigt ind i rytmen. Planen hjemmefra var at holde omkring 370-380w (lige mellem Z3 og Z4) på alle de steder hvor det gik opad, det passede åbenbart også Lasse, for vi fulgtes af hele vejen over Glandon. Den første kilometer blev vi overhalet nogle gange, men det lignede at nogle folk gav den lidt for meget gas. Vi indhentende i hvert fald en de fleste af dem igen. Tempoet var perfekt, og Lasse og jeg havde endda overskud til at sidde og snakke lidt. 

From Russia with love.

Alle vi mødte var i godt humør her tidligt i løbet, på nær 2 russere der overhalede os et stykke inden toppen, de havde vist glemt det gode humør derhjemme. De råbte surt af os, da vi ikke fik flyttet os hurtigt nok efter deres mening. Jeg havde nok glemt alt om dem, hvis det ikke var fordi jeg skulle støde på dem senere. Men lige nu gad vi i hvert fald ikke følges med de to sure hoveder, så de fik lov at køre. 

2 kilometer før toppen af Glandon holdt jeg ind ved Ruby Cyclings depot, der blev lynhurtigt fik skiftet dunke, og fyldt nye barer og gels i lommerne. AoCs egen Torben Bartholin sendte mig afsted med et ordentlig skub. Han har i efterhånden en del sæsoner været trofast mand på Ruby-crewet, der har 100% styr på deres depoter. Jeg havde aftalt med Lasse at vi lige kunne mødes på toppen, så vi kunne hjælpe hinanden videre på stykket mellem Glandon og til Col du Télégraph.

På toppen kunne jeg dog ikke se Lasse. Det var der ikke noget at gøre ved. Jeg tænkte han var trillet videre, hvilket bare er helt ok i et løb som Marmotte. Jeg trillede videre ned ad bjerget, efter jeg havde pillet mine løse ærmer af. Nedkørslen er neutraliseret, så jeg holdt  ind 2-3 gange for lige at tjekke mit grej.

Sidst jeg kørte La Marmotte røg der en fælg på den her nedkørsel. Jeg kan stadig ikke finde ud af om det var en bremsefejl, eller blot en uheldig punktering, men det sad stadig ganske enkelt dybt i mig, det var med nød og næppe jeg fik kontrol over cyklen dengang. Jeg ville ikke risikere endnu en defekt nedad Glandon, og når nu tiden var neutraliseret, så var den ingen grund til at tage chancer, så jeg kørte ned i mit eget tempo. 

I øvrigt var jeg 4,5 minut hurtigere op af Glandon i år, i forhold til 2016, uden at tilnærmelsesvis at have kørt mig i bund, så jeg havde faktisk en rigtig god fornemmelse på det her tidspunkt. 

Fladpandet fladbane ræs.

Mit sidste stop på nedkørslen var lige inden tiden blev sat i gang igen. Det var oplagt lige at stoppe og få lidt at spise med lav puls, imens jeg ventede på en fornuftig gruppe at følges med videre. Allerede efter et par minutter kom hvad der lignede en god gruppe på 6 mand, jeg hoppede med. Hurtigt fik vi fanget en gruppe foran på 10-15 mand, så nu var vi faktisk en ganske god flok.  

Jeg lå egentlig mest nede bag ved, da farten var mellem 35-40 km/t. Det var ret nemt at sidde på hjul, så det var jo en fin måde at komme fremad på. Det fungerede indtil der kom en mindre stigning, hvor de forreste åbenbart mente vi skulle holde farten op over. Jeg måtte træde 450w+ blot for at hænge på. Det var ingen stor overraskelse da jeg opdagede at det selfølgelig var de 2 førnævnte russere der sad og fyrede den af. Humøret var åbenbart ikke blevet bedre, for da vi ramte flad vej igen, begyndte de at sidde og råbe af folk, for at få dem til at føre.

Fair nok, men hver gang vejen blot steg en lille smule, så accelerede de voldsomt. Det gad jeg ikke. Der var ingen grund til at ligge og køre anarobt på flad vej, slet ikke med 3 store stigninger forude. Jeg lod dem fyre  den af opad, og halede dem så stille og roligt ind på flad vej igen.

Men alle de antrit som russerne tvang os ud i, blev dyre for gruppen. Godt 6-7 kilometer fra foden af Télégraph gik gruppen nærmest i stå. Jeg tog en føring, for at holde lidt gang i den, men fik med det samme hul, endda uden at bruge synderligt med kræfter. Jeg kørte stille og roligt væk. Gruppen så jeg aldrig igen, ud over 2 mand, der åbenbart stadig manglende at bruge de sidste unødvendige kræfter…

Col du Télégraph, russisk rødbedesuppe og gode ben

Opkørslen af Télégraph ville have været ret begivenhedsløs, havde det ikke været for de to førnævnte russere. De havde åbenbart intet lært nede på det flade stykke, og fortsatte deres kamikaze stil, men virkeligheden indhentede dem til sidst. Jeg fandt hurtigt ind i den forudbestemte rytme, målet var at køre færre watt, end på Glandon, da Col du Galibier ventede forude, jeg er ikke specielt gode venner med Galibier. 

Derfor lagde jeg mig i midt Z3, hvilket svaret til 350 watt. I starten spejdede jeg lidt bagud for at se om der var nogen på vej, og pludselig dukkede de to ivrige russere op bagude, igen med fuld skrald på. Jeg ved ikke om de tænkte at sådan en lidt stor rytter som mig, ham kan man ikke sidde bagved.

De kom i hvert fald hurtigt tæt på, i 2-3 kilometer var de under 1 minut fra at nå op, men de kom aldrig, måske kome jeg også til at trykke lidt på gassen når de kom for tæt på. Efter at have siddet og tænkt lidt på noget andet et stykke tid, så var de pludselig helt væk da jeg kiggede bagud. De blev måske ofre for deres egne underlige forceringer, måske en punktering? Jeg ville lyve hvis jeg ikke frydede mig lidt. 

Herfra kørte jeg mit eget tempo, og følte mig stadig rigtig godt kørende. Fik spist og drukket præcis hvad jeg havde planlagt, alt gik mere eller mindre efter planen. På toppen holdt jeg hurtigt ind, og fyldte dunke op med koldt vand, og pøsede en kold dunk ud over hovedet. Benene var gode, men varmen kunne mærkes nu. 

Det var dog virkelig opløftende at jeg kørte 11 minutter hurtigere over Télégraph i år, i forhold til 2016, jeg følte mig 100% i kontrol. 

Jeppe Tolbøll La Marmotte 2018 AltomCykling.dk

Col du Galibier, dit elendige bjerg

Jeg har stor respekt for Galibier, og venner bliver vi aldrig, benene kunne også mærkes i bunden af bjerget, så planen blev at forsøge at holde den på 330 watt den første halvdel, og så se hvad kroppen sagde til det længere oppe i højden, måske skulle jeg nedjustere lidt.

330w viste sig dog lynhurtigt at være for meget. Jeg følte mig egentlig ikke træt, men alt over 330 føltes bare som full gas. Jeg justerede ned til 310 watt, og faktisk lykkedes det mig at holde det tal hele vejen op over Galibier. Dog skulle jeg virkelig koncentrere mig, for ikke at give efter for lysten til liiiiige at forcere bare 5-10 minutter. Jeg vidste straffen ville komme prompte hvis jeg gjorde det, men hovedet ville gerne. Det hjalp på moralen at jeg var langt foran min oprindelige tidsplan, og lå til at køre en fremragende tid. 

Det gik rigtig godt, og nu var der kun 4 kilometer til toppen, det var et virkelig boost at se det skilt. I 2016 huskede jeg hvor smadret jeg havde været med 5 kilometer til toppen. Kunne knap holde 6-7 km/t. Nu lå jeg med 12-15 km/t, og følte mig ovenpå, sådan havde jeg det faktisk helt op til toppen, en fantastisk følelse.

Efter toppen kørte jeg ned til næste Ruby depot, der ligger ca. 1 kilometer nede ad bjerget. Ruby var top-effektive og hurtige til at hjælpe med at få skiftet flasker og smidt energi i mine lommer. Faktisk gik det så stærkt, at jeg glemte at få mine lygter på, som man skal have når man kører igennem tunneler. Det gav heldigvis ingen problemer, men der er jo en grund til de siger man skal have lygter på, så det var dumt. 

På nedkørslen fra Galibier vandt jeg 10 minutter i forhold til 2016, men det år måtte jeg også holde ind og spise mad, da jeg var gået fuldstændigt sukkerhold. I år var følelsen langt bedre, og jeg formåede endda at spise lidt på cyklen, på vej nedad. Samtidig fik jeg godt følgeskab af en gruppe på 5 andre. Vi kom ind i et fint rulleskift, mere eller mindre hele vejen til Bourg d’Oisans. Her ligger sidste depot inden Alpe d’Huez.

Jeg fik smidt alt overflødigt vægt, og fik 2 nye dunke. De bar desværre præg af, at have ligget i solen i mange timer. De var brændvarme, men varmt vand er bedre end intet vand. Igen var det Bartholin der servicerede mig, og jeg fortalte ham, at jeg var på vej mod en supertid. Fratrak jeg den neutraliserede nedkørsel, så havde jeg jeg en tid på 6t:35m time, hvis jeg kunne holde de planlagte watt på Alpen. Det kunne jeg ikke. 

Alpe d’Huez, med kramper, masser af kramper. 

Da jeg ramte Alpen ramte varmen mig som en hammer. Jeg holdt mig på ca. 350 watt, og selvom det klemte godt i benene, så føltes benene ikke dårlige, men varmen var virkelig led! Hold nu kæft hvor sveden haglede af mig, Garmin viste 35 grader, det føltes som 45, føj! Da jeg ramte sving 17 (Alpe d’Huez tæller ned fra 21 hele vejen op), blev jeg nødt til at sænke mine watt til 310w, jeg var på kogepunktet. Jeg prøvede forgæves at tage min ene dunk med rent vand, og pøse ud ud over mig, men det kunne bedst sammenlignes med et brandvarmt brusebad. Det hjalp ikke meget. 

Heldigvis er der depoter med mulighed for nedkøling! I et sving stod folk klar med en haveslange med koldt vand. Det var ikke en mulighed bare at køre forbi, jeg fik en skyller og samtidig nappede jeg lige et koldt krus vand. Det gav lige 1-2 minutter hvor kroppen følte sig ovenpå, og jeg kunne igen øge mine watt, men det var en stakket frist. Ganske hurtigt var jeg igen tilbage på kogepunktet.

Bang, så kom den første krampe i højre ben. Normalt kan jeg “rulle” kramper væk, men ikke denne her. Jeg måtte klikke ud, og så stod jeg stille, på Alpen med kramper, som så mange andre, satans. Den fik lige 10-20 sekunder til at løsne op, og så igang igen. Mine watt var faldet nu, og alt over 300 watt udløste faretruende sammentrækninger i benene. Et par sving senere gik det galt igen. 

Krampe, nu i venstre ben. Jeg måtte igen stoppe. Min cykel var badet i sved, og det haglede af mig. Kom nu Jeppe, op på cyklen igen, rulle, rulle, det gik. Et par sving senere stod der igen folk med vand og vandslange, fantastisk. Endnu en krampe meldte sig, dog ikke så slem, men nok til at overbevise mig om at holde ind og fylde begge dunke op med mere iskoldt vand.

Det var ren overlevelse herfra. Kroppen virkede som om, at den bare havde lukket ned i varmen, og jeg var virkelig demotiveret. Den gode tid var væk, og jeg måtte ikke få ret mange flere kramper, før mit sub7 timers mål var væk, tiden tikkede ubarmhjertigt. 

Ved sving 8 gik det helt i ged. Den værste krampe satte ind i begge ben samtidig! Jeg fik panisk klikket ud og stod igen stille. For helvede da også, det var mega frustrerende. Det værste var, at jeg ikke kunne komme på cyklen igen. Hver gang jeg bøjede benet for at klikke i, låste det i krampe. Jeg ved ikke hvor længe jeg stod her, men jeg fik tømt en dunk i hovedet, og 1/3-del af den sidste over kroppen, fik også nappet en gel.

Kramper er en underlig ting, for ligeså pludseligt som de var kommet, og truede med helt at spolere mit mål om at køre under 7 timer, ligeså hurtigt var de væk igen. Efter dobbeltkrampen kom jeg tilbage på cyklen, og selvom det ikke gik mega hurtigt, så ville kroppen pludselig samarbejde igen. 

Konklusion

Jeg klarede den under 7 timer, med en buffer på 4 min. 06:55:47:66 sagde tiden præcis. Det var også en tid jeg burde være tilfreds med. Men kollapset på Alpe d’Huez var alligevel en varm klud i hovedet – en kold klud havde været bedre he he. Jeg kørte Alpen i en tid der var præcis 1 sekund hurtigere end i 2016, hvor jeg dog vejede 8 kilo mere! Og trådte 6w mindre i snit, selvom min FTP er noget højere i år, så det var jo ikke tilfredsstillende. Der var dog også en hel del varmere i år, og her ligger nok størstedelen af forklaringen på mine problemer til sidst. 

Sammenlagt kørte jeg dog næsten en time hurtigere end i 2016, hvilket helt klart skyldes min bedre form, men 100% også mit 8 kgs vægttab. Sidst jeg kørte Marmotte var jeg sikker på at det ville jeg aldrig gøre igen. I år føler jeg ikke at jeg er helt færdig med løbet. Jeg bliver i nødt til at finde ud af, hvor jeg fejlede i min strategi i år, for jeg føler jeg kan gøre det endnu bedre. Jeg var på vej mod en 6,5 time + det løse, indtil kollapset på Alpen.

Var det blot varmen, eller havde jeg lagt for hårdt ud? Havde jeg spist forkert? Jeg ved det ikke, men en revanche i 2019 kan ikke udelukkes. Her godt en uge efter, er jeg stadig skuffet over Alpen, men i helhed tilfreds med løbet. Jeg føler ikke rigtig, at jeg kunne have spist eller drukket mere. 4 bar, 2 sandwich med nutella, 5 gels, 1 cola, 4x750ml dunke og 5x500ml dunke vand blev det til, ud over de genopfyldninger jeg fik.

Fysik og Grej

Alder: 35 år.
Vægt: 93 kilo
Højde: 197 cm
Ramme/gear: Canyon Aeroad CF SLX 8.0 Ultegra DI2
Hjul: Spyro 35mm, vægt 1550 gram med Industry 9-nav
Kassette: 28-11
Dæk: Specialized S-Works Turbo
Saddel: Pro Stealth, 152mm bred
Kranksæt: Rotor 3D+ med Rotor Q-rings 53/39 Power2max Classic.

DATA TIL NØRDERNE

Vil du læse om min oplevelse i 2016, så læs HER