I fredags blev der kørt gadeløb i Herning. Sidste år gik det over al forventning da jeg fik sneget mig ind op en 15. plads, hvilket var en ret stor overraskelse, og hvis jeg ikke havde været en kylling i finalen, så kunne det måske være blevet til en top 10. I år var ambitionen en lidt anden, da World Tour-rytterne Michael Mørkøv, Rasmus Byriel Iversen og Lars Bak var til start. Samtidig kom professionelle Rasmus Quaade og Andreas Stokbro fra Riwal-Readynez også til start. Det var iøvrigt Lars Baks sidste cykelløb på dansk grund.

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CYCLINGPHOTO (v/ Ulrik Møberg), Rogvi Johansen, Mark Ploug Kubach

En folkehelt takkede af i Herning

Den folkekære rytter  Lars Bak kørte sit allersidste løb på dansk grund, da der var gadeløb i Herning. Han stopper karrieren denne sæson, efter 18 år som professionel, med det nok største resultat i 2012 vandt 11. etape af Giro d’Italia.

Derudover har han været en ubeskrivelig vigtig hjælperytter for mange store ryttere, men specielt Mark Cavendish og Andre Greipel skylder nok en føring eller 2 til Lars Bak, for at have trukket udbrud ind, så de kunne sprinte sig til flere Grand Tour-etapesejre.

Held og lykke i fremtiden, Lars Bak!

RUTEN:

Ruten i Herning er stort set helt flad. Den stiger svagt mod mål, men intet voldsomt.

Ruten undeholder 7 sving med 90 grader. Nogle af dem er dog store nok til at man kan tage dem uden at hive bremsen.

De steder hvor man nemmest kan vinde placeringer er på langsiden ved Nygade, og nederst på billede vil Dalgasgade, og sidst i opløbet. Resten af ruten var der ikke tid nok, og samtidig kørte man igennem gågaden, hvor underlaget og smalheden af vejen var lige voldsom nok til at prøve at presse sig forbi.

Der skulle køres 33 omgange af 1,8 km = 60 km ca.

STARTEN GIK!

2 omgange med masterstart. Alle tidligere vindere fik lov til at føre feltet an i 2 omganges masterstart. Jeg lå godt til, og ville gerne starte godt fremme. Startede man for langt tilbage, kunne man hurtigt komme i problemer. Der var ikke det store stres på i starten, og jeg skulle ikke kæmpe ret meget for at holde min plads. Det lullede mig nok lidt i søvn, for pludselig da vi ramte Dalgasgade begyndte folk at skyde sig frem, og var ikke røvhul nok, til at lukke af, og da vi ramte startstregen stod jeg i den sidste 1/3-del af feltet. Hold kæft du er en idiot, Jeppe, tænkte jeg. Nå, der var ikke så meget at gøre.

Ved starten stod også min gamle konkurrent i C og B, Kim Aabjerg fra Herning CK. Jeg fik lige hilst på ham, og takkede ham for at stille op, så jeg ikke var en af de ældste i feltet. Kim er et år yngre end jeg er. Han mindede dog lige på, at Lars Bak trods alt var ældre end os. Det slog mig, at jeg nok var den 2. ældste i feltet. Hvad fanden lavede jeg egentlig her?

Nå, men jeg var her jo nok fordi jeg havde lov. Derfor ville jeg også få det meste ud af det. Starten gik og tempoet var allerede fra starten ret høj. Jeg havde ikke de store problemer med at følge med, selvom pulsen roligt, men sikker sneg sig op af. Det var jo også forventet. Derfor mine store problemer var tydelige, var at jeg havde svært ved at køre mig fremad. Der var flere U19-ryttere til start, og specielt den del af dem tog nogle vanvittige chancer, syntes jeg. Og det gjorde nok at jeg trak mig lidt. Efter 4-5 omgange begyndte folk at falde fra og der skulle pludselig lukkes huller. Jeg var stadig ikke kommet langt nok frem, og feltet var strukket ud. Det var lidt noget skidt.

Foto: CyclingPhoto.dk

Da vi ramte 6. omgang (jeg kunne ikke huske omgangen i løbet, men har fundet ud af det via Strava), skete der noget afgørende. Da vi ramte stykket inden opløbet var der en U19-rytter, som lå foran mig, som pludselig slog ud til venstre og slap trådet, hvor jeg desværre lå på den forkerte side da han lukkede mig lidt inde ved kantstenen. Det var naturligvis min egen fejl, at jeg lå for langt tilbage, og mistede rigtig meget fart. Nu måtte jeg nærmest gå all out for at fange bagenden af feltet, og det sendte mig i rødt. Nu var det pludselig en kamp for at overleve. Og som vi kørte rundt på 7. omgangen måtte jeg konstatere at jeg ikke kunne holde hjul. Satans! Jeg måtte slippe og kunne se en større gruppe bagved mig, på 6-7 ryttere, dem måtte jeg vente på, og håbe at vi kunne komme tilbage. Jeg gik med det samme ind i føringsarbejdet. Vi havde ikke lang tid til at lukke det hul, så der skulle knokles.

Da vi kom forbi opløbsstrækningen og rundt i et af rutens første sving blev vi blokeret. Der havde været et styrt og jeg spottede lynhurtigt Frederik Muff fra AURA-Energi, og en Herning-rytter. Jeg tror der lå 1-2 mand mere, men det gik meget stærkt. Vi kom ikke til at stå stille, men vi mistede lige lidt vigtig fart, og så var det game over. Øv! Nu kunne det også være lige meget med at komme tilbage til feltet. Det blev nu en ren kamp om overlevelse. Jeg var ikke taget til Herning for at blive pillet ud!

Foto: Rogvi Johansen

Vi fangede et par ryttere som var kommet i problemer pga. styrtet, blandt andet min klubkammerat Mads Mondrup. Han gik også hurtigt med ind i føringsarbejdet. Vi var vel 4-5 mand der kørte et rulleskift. Selvom gruppen var på 10-11 mand. Det gjorde personligt ikke mig noget. Jeg gik ind og tog hellere en føring for meget, end en for lidt. Jeg var blevet sat, jeg var der kun for træningen nu. Og rent faktisk tror jeg, at det var nemmere at køre rundt i front, end at skulle svare tilbage på elastikken rundt i svingene.

Herfra var der ellers ikke det store at berette om. Vi holdt kæden stram. Vi fik løbende tider, der fortalte os, at vi desværre tabte mere og mere tid. Tabte vi mere end 2 minutter så var der stor chance for at vi blev hentet. Heldigvis kunne vi med 4-5 omgange igen få at vide, at vi havde 1,5 minut til de forreste. Så skulle vi bare holde den lidt stram endnu, så ville vi komme igennem. Med 2 omgange igen kørte tog jeg fat i Mondrup. Jeg fortalte ham, at når vi ramte langsiden ved Nygade, så ville jeg angribe all out, så han skulle være klar til at følge hjul. Så kunne han tage den i spurten, hvis han havde benene. Jeg kunne fornemme, at jeg ikke havde lyst til at spurte. Jeg er sgu blevet for gammel, tror jeg. Lysten til at tage chancen for at ryge ned for en 25. plads, sagde mig ikke noget.

Lige da vi kørte ud på sidste omgang, kunne vi høre kommentatoren sige Nu kommer de ind til opløbet, hvem vinder? Så havde vi kun haft 20 sekunder eller sådan noget, før vi var blevet hentet.

Da vi ramte langsiden angreb jeg med alt hvad jeg havde. Jeg fik Integra-Advokater-rytteren Mikkel Øritsland på hjul. Han er temmelig hurtig, så det var ikke så godt set ud fra egen ambition om at vinde i vores gruppe. Jeg gav den dog fuld gas gennem gågaden, og jeg håber at Øritsland måtte kæmpe lidt for at holde hjul. Dog fik jeg ham ikke rystet af, så jeg besluttede mig for at slippe trådet da vi ramte den sidste langside inden opløbet. Gruppen bagfra kom op, og så kørte Mondrup kontra. Ingen kørte efter, så herfra var jeg sikker på at Mondrup ville vinde i vores gruppe. Jeg fik mig klemt ind på hjul af gruppen, som allerede kørte finale, og da spurten blev åbnet havde jeg ikke rigtig noget at skyde med. Jeg blev dog ikke sidst.

Spurten! Foto: Mark Ploug Kubach

Jeg var egentlig tilfreds med resultatet, som løbet havde udviklet sig. Jeg var træt af, at jeg mistede så mange pladser i masterstarten, og at jeg ikke havde benene til at køre mig frem. Men det er måske også for meget at forvente, af den 2. ældste rytter i feltet ;)

Vinderen blev Michael Mørkøv foran Waoo’s Michael Carbel, og AURA-Energis Sebastian Changizi.

Resultater kan ses her: https://www.sportstiming.dk/event/6169/app/results

Foto: CyclingPhoto.dk