Så er weekends to løb overstået og pulsen er kommet på plads igen. Løbene gik som de gik og heraf kommer mine vurderinger af mine egne præstationer og løbet i helhed.

Hedensted:
Som jeg allerede havde skrevet, så var jeg meget nervøs omkring bakken i Hedensted. Og det skulle desværre gå præcis som forventet. Eller måske ikke helt som jeg havde forventet/håbet, men meget derhen af.

Da vi ramte bakken på første omgang fik jeg klemt mig med hen over, men kunne godt mærke, at det ikke var pisse godt. Efter bakken på det flade stykke, gik det faktisk rigtig godt, og jeg tænkte at det måske nok skulle gå alligevel.
Men da vi rammer bakken igen kan jeg bare følge pulsmåleren banke højere og højere op, og pludselig sidder jeg med maks, på trods af at jeg havde sænket farten, for at glide gennem feltet. Jeg mistede feltet ca. 50 meter fra toppen af den første knold, og måtte bruge det flade stykke på at lukke hullet igen. Og jeg fik kontakt… lige inden den sidste knold, og så var der udsolgt. Jeg brugte en hel omgang på at jage feltet, og selvom jeg lå på det flade stykke, efter målområdet, med 45 km/t, kom jeg ikke tæt nok på. Og så døde moralen bare helt. Jeg trillede derefter en omgang mere, og valgte at stå af. Dårlige moral, og en lille tanke mod Horsens.
Min taktik var at holde mig fuldstændig i ro i feltet, og se om jeg kunne nasse med gennem løbet. Jeg tror det var den rigtige taktik, men benene kunne bare ikke køre hurtigere – desværre.

Heldigvis kunne jeg glæde mig over at Nicolai vandt C-klassen, i suveræn stil. Allerede på 2. omgang kom han op på siden af mig, og sagde; “Jeg tager denne her i dag – jeg har stjerneben i dag.”
Og det gjorde han så. På sidste omgang kører han op til en rytter som har stukket af fra en gruppe på cirka 13 mand. Efter et par rulleskift, kører Nico klogt/køligt og nægter at tage sin føring. Det ophidser åbenbart konkurrenten lidt, og derefter angreb Nico, og kunne køre solo i mål som klar vinder af C-klassen. Jeg indrømmer, at jeg ikke havde troet at han kunne gøre det, men med den vintertræning han har lagt for dagen kunne det næsten ikke være anderledes!

Elefant-huen er ikke for køn, vel? :)

Horsens:
Jeg havde egentlig ladet op til løbet, på alle bedst tænkelige måder. Sovet +9 timer, fyldt kroppen med masser af gode kulhydrater. Vi (min kone og jeg) var kørt derop i fin tid, havde kørt ruten igennem og sørget for at al stres var væk.
Løbet startede, og jeg følte at benene var ret gode. Sidevinden var intet problem, selvom jeg 2-3 gange blev fanget på den forkerte side af viften. For så kørte jeg bare frem, i sidevinden, til jeg fandt et hjul at klemme mig ind på.

Og så ramte vi bakken ved kirken. Der var kommet et lille udbrud afsted hvori Nicolai var med. Feltet blev splittet i flere grupper og jeg endte i tredje gruppe på ca. 12-13 mand. Foran var der så også gruppe på tilsvarende. Dem hentede vi på nedkørslen.
Men benene var mærket efter 2 gange over bakken, og sidevinden gjorde at jeg havde svært ved at få pulsen ned. Havde ikke kræfter til at køre frem, så hang som det tynde øl på viften. Det var ren overlevelse, og min Garmin fortæller mig at jeg kørte 30 minutter med en puls på omkring 92 til 94 % af max.
Da vi så ramte en længere stigning inden “Kirke-bakken” var der udsolgt. Helt og aldeles.

Længere på nedkørslen mødte jeg så Nicolai, som havde haft defekt, og jeg blev næsten lige så ærgerlig, som han selv var. Det var så surt.

Jeg efterlod ham og trillede derefter halvanden runde mere inden jeg stod af. Planen var egentlig at gennemføre, men da jeg ikke havde flere at følge med, døde motivationen helt, og kulden bed sig pludselig fast i mig. Orkede ikke at cykle 44 kilometer selv i hård blæst, og lorte bakker.

Taktikken var at komme med hen over bakken første gang, og så mærke benene an. At det derefter blev ren overlevelse havde jeg ikke regnet med. Lettere skuffet.

Konklusion på weekenden:
Den er vist ret simpel. Når man vejer 101 kilo, så er det svært at køre op af. Det var jeg godt klar over. Men at jeg rent faktisk kører så ringe op af – det irriterer og frustrerer mig helt enormt! Jeg havde ikke regnet med at skulle sidde med hjem i hverken Hedensted eller Horsens.

Jeg er ikke tilfreds med min egen indsats, og er faktisk skuffet over at jeg ikke fik gennemført ét af de to løb i weekenden.

Der er ikke andet for end at prøve igen næste uge i Hjørring og Aalborg.