Smedebakken. Det er et navn jeg husker frem over. På samme måde som jeg husker Pøt Mølle, Højen Skovvej, Yding Skovvej og Pederstrup. Altså allesammen bakker hvor jeg har det ufattelig svært, og som regel må kapitulere. Smedebakken var det vigtigste punkt i Brædstrups cykelløb.

Af: Jeppe Tolbøll

Brædstrup, 4 omgange, 75 kilometer, 672 højdemeter:

Vi ankom til Brædstrup i ret god tid. Med mig var klubbens D-rytter Kasper “Raket” Sørensen, og vores to U17-boys, Jens-Villum Herløv Vilhelmsen, og Christian Kynde, samt min kone, Michelle.

Vi ankom netop i god tid, da rygter om en træls bakke gik på de sociale medier, og derfor var vi (læs: jeg) nødt til at få ruten set først. Ruten var egent meget simpel, ud af gik den mere eller mindre i en lige linie i medvind i ca. 8 km, før man vendte rundt i et næsten 180° sving og kørte hjem af lidt mere snoede veje, i modvind og henover den berygtede Smedebakken. Bakken kom med ca. 4 km til mål, og føj den var lang… Og jeg var stadig kun i bil – det ville blive et helvede på cyklen!

Min taktik inden løbet var at køre aggressivt i starten og derved se om man kunne ramme et udbrud og håbe at de ville vente lidt på bakken. I et felt på ca. 20 mand var det måske ikke umuligt. Men den plan blev hurtigt skrottet ved indskrivning. Der var rigtig mange eftertilmeldinger, og samtidig havde vi samlet start med U19-feltet (okay, det sidste var planlagt allerede da løbet blev offentliggjort, men jeg havde bare ikke været opmærksom nok lige der). Nu var vel pludselig 50-60 mand i et felt. Hvad nu?

Løbet blev skudt i gang, og da vi ramte medvinden gik det bare åndssvagt stærkt – men det var ikke hårdt. Selvom farten var rigtig høj prøvede jeg alligevel at komme væk. Det var ren panik-taktik, for når feltet buldrer derudaf med +50 km/t, så skal der nok specielt til, for at holde dem væk. Jeg prøvede at stikke en sidste gang på en lang nedkørsel hvor det gik rigtig stærkt. Jeg synes det var ret ubehageligt at ligge midt i feltet, mens vi kørte over 75 km/t ned af. Ikke så meget på grund af farten, men mere fordi der var en del ryttere foran mig der zig-zaggede for at vinde positioner, og ikke alle så ud til at have lige godt styr på det.

Derfor fandt jeg en åbning i venstre side, og accelerede væk. De knap 100 kilo, som jeg vejer, gør godt ned af, og jeg slog et stort hul, før vi ramte en kontrabakke, hvor jeg kom først over, stadig med et hul. På toppen fik jeg følgeskab af en Team Mascot Workwear-Campus Vejle-rytter, fra U19-klassen, og vi holdt sammen indtil vi drejede om i modvinden. Jeg fandt senere ud af, da jeg kom hjem, at vi havde kørt med 51,2 km/t de første 8 km medvinden. Kort efter var vi fanget igen, og nu blev taktikken lagt om. Jeg ville gemme mig i feltet, og køre frem kort før bakken, og så lade mig fire ned gennem feltet, hvis jeg ikke kunne holde til oppe foran.

Kom frem til bakken, nu måtte benene vise at de kunne være med…

Den del af taktikken lykkedes godt. Da bakken nærmede sig lå jeg i 10. position, og nu måtte benene klare resten. Helt naturligt kom der et inferno af angreb i bunden af bakken. Jeg gik ikke med i nogle af dem, men prøvede at finde ind i egen rytme, og i 150 meter troede jeg faktisk at jeg ville komme henover i første del af feltet. Men pludselig ramte virkeligheden. Folk begyndte stille og roligt at sejle forbi, og jeg følte at jeg bare kørte langsommere, og langsommere. Det var sgu ikke godt. Over halvdelen af feltet havde passeret mig, da jeg på vejen så at der var malet “200 meter”, som i ‘200 meter til toppen’! Jeg kiggede panisk bagud og kunne konstaterede at der kun var 5-6 mand bagved mig, og alle havde betydelig mere fart på end jeg, jeg løb tør for felt, så at sige. Jeg var alene nu, for der var et noget større hul til en gruppe bagved.

Det gik som frygtet. Bakken kostede for meget for mig, men løbet var stadig i gang. Jeg lod mig hente af gruppen bagved, og vi fandt hurtigt ind i et samarbejde. Vi skulle se om vi kunne lukke til feltet foran. Men der gik desværre ikke mange minutter før de første begyndte at sidde over, og feltet hurtigt var langt foran. Vi fangede nogle andre ryttere, og da vi kørte ud på 2. omgang fangede vi yderligere en slat og vi var nu en 10-15 stykker. Dog var der kun 5-6 mand der kørte rundt konstant oppe foran. Jeg gad ikke brokke mig, over dem som sad over. Løbet var blevet en træningstur for mit vedkommende, så der var ingen grund til at spare sig.

Ellers gik løbet bare sin egen gang, og vi blev hurtig enig om, at vi bare skulle igennem løbet. Derfor blev der ikke forceret på bakken da vi skulle over den 2. gang. Ved mål stod der en stor del af, så på 3. omgang var gruppen halveret. På nedkørslen fik Patrick Seemann, Sydkystens Cycling, og jeg et kæmpe hul. Vi er begge i +90 kilo-klassen og der havde de unge U19-drenge og de lette gutter, Janus Lautrup, Frederikshøj CC og Jesper Olsen, Viborg, noget sværere ved at følge trop. Dog ventede vi på dem, da de jo også havde ventet på os på bakken. Og det gjorde de også 3. gang vi passerede den, men der var dog lidt mere tryk på og jeg led faktisk lidt mere end jeg ville indrømme.

Sparekassen Kronjylland Løbet © Foto: Facebook/CykelFoto

Jeppe smiler selvom han lider, om lidt læsser han gruppen, flot kørt! :)  © Foto: Facebook/CykelFoto

Da vi kørte ud på 4. omgang, løbets sidste, begyndte folk pludselig at køre lidt anderledes. Det er svært at beskrive, men man mærker det bare. Nu kørte vi cykelløb og ingen ville blive ventet på mere. Derfor skulle jeg også til at finde på noget nyt, for Janus og Jesper Olsen ville 100 % læsse mig omme på bakken. Kort før Sdr. Vissing, en lille by midt på medvindsstykket rykkede jeg med over 65 km/t. Jeg tror det overraskede de andre, for et kort øjeblik slog jeg et rimelig godt hul. Men så var det som om at de hurtigt fandt ind i et samarbejde og jeg øgede ikke så meget. Dog måtte taktikken køre sin egen gang. Jeg skulle ikke have dem med til bakken, så det måtte briste eller bære.

I modvinden begyndte jeg dog at øge mere og mere, og pludselig kunne jeg ikke se dem mere. Dog frygtede jeg stadig at jeg ville tabe mange sekunder på bakken, så der var ingen tid til at lette på trådet.

Bakken gjorde ondt, og jeg fokuserede bare på at ligge på omkring min VO2-max, så kunne jeg ikke gøre mere. Jeg holdt til toppen, og kunne stadig ikke se dem bagved. Derved følte jeg mig ret sikker på at holde hjem. Da jeg kom i mål, havde jeg ca. 24 sekunders forspring til gruppen, og selvom jeg ikke var i nærheden af point, så var det alligevel lidt fedt. Selvom det gør rigtig ondt, så er det bare federe at køre solo fra nogen, end at vente til en sprint, synes jeg. Men okay, havde jeg ikke kørt solo, havde jeg nok skulle sprinte alene i dag. :)

Det blev en god “træningstur” for mit vedkommende, med en normalized power på 396w for 1 time og 54 minutter.

Vinder af løbet i B-klassen blev Kasper Andersen, Team Jutlander Bank, der nu kan kalde sig A-rytter foran Anders Fynbo, ABC og  Mikkel Møller, Odense U23.

Turen hjem var dog ganske god, da Jens-Villum vandt sæsonens første løb i U17, i en duel, hvor han og en anden var stukket fra feltet.