Et løb i København, som skulle have været en fest, blev til den ledeste fuser – i hvert fald for mit vedkommende.

Ser man på billedet oven over giver det vel helt sig selv hvorfor.

Min kone, Michelle, og jeg var ankommet til Sjælland om lørdagen, hvor jeg havde fået spist rigtigt godt, så kroppen ikke manglede noget energi eller andet. Cyklen var klar allerede kl. 18.00 og jeg gik såment allerede i seng kl. 20.40, da jeg skulle op kl. 6.00, for at nå at kunne stå ved start en time før start, som gik kl. 8.00.

Jeg ankom til startområdet, og fik stillet mig relativ godt frem. Der var måske 40 mand foran mig, men i et felt på +600 cykelryttere og en masterstart på 13 kilometer, så var det faktisk ikke så skidt.

Da vi kom i gang med masterstarten kørte folk virkelig som røv og nøgler. Alle ville frem, og det resulterede i et styrt længere nede bagved, og et par close-calls. Mange begyndte sågar at råbe af hinanden og skændes. Hvor mange løb er lige blevet afgjort på masterstarten!?
Jeg holdte mig selv godt fremme, men panikkede aldrig over at miste 20-30 pladser.
Min taktik var at holde mig til de jeg havde skrevet i min forberedelse, samt Michael Berling (Team MASH, som jeg dog havde fået viden om ikke skulle være i topform), og Lars Thomsen fra Holte (tidligere Team PH-rytter. Jeg vidste godt at der var en der hed det “i gamle dage” men vidste ikke det var ham – så han blev noteret).

Da starten gik blev tempoet skruet op, men det var for alvor aldrig hårdt. Jimmi Purkær, Aalborg CR, kørte allerede fra start meget aggressivt, og kørte hurtigt væk med en anden. Det var egentlig fint nok, for kunne han slide sig selv var det jo kun en fordel for mig. Jeg holdte mig i nærheden af Bjarne Olsen, da jeg vidste at han næse for at ramme det rigtige udbrud er fremragende! Efter ca. 45 minutter stoppede mit løb så.

Vi var nået til Holte, og vi rammer et skarpt højresving. Jeg ligger i 20. position, da der pludselig er et par stykker der hamrer ind i en helleanlæg. Det hele går superstærkt, men jeg får klemt cyklen ud forbi en liggende rytter, men kun for selv at ramme ind et efterfølgende helleanlæg. Jeg husker virkelig ikke hvordan jeg landede, men ud fra de skrammer jeg og cyklen har fået, har jeg slået en kolbøtte rundt om mig selv, og landet på ryggen. Jeg havde en dunk ekstra med på ryggen, som i hvert fald havde gjort mig godt våd ned af ryggen.
Jeg kom lynhurtigt op, og fik sat begge dunke i holderne og op på cyklen og afsted igen. Jeg havde måske mistet 30 pladser her, men det var ikke en katastrofe. Dog mærker jeg lynhurtigt, at forhjulet slår, så jeg løsner bremserne, og tænker; “Jeg kan godt køre igennem, selvom hjulet slår lidt.”

Dog, da jeg drejer rundt et sving, hører jeg en skrallende, knirkende lyd, der desværre lyder helt forkert. Jeg må af cyklen igen og tjekke, og her ser jeg at forhjulets carbonskal er revnet på begge sider. Løbet er derfor slut for mig!
Jeg river senere ringen af og ser at hjulet samtidig har 2 gennemgående revner i fælgen, så jeg tør godt love at det hjul er stendødt!

Jeg ser superærgerlig over at have misset chancen i løbet. Til sidst var der 9 der skulle køre om sejren, og blandt dem var Nils Eigil Bradberg, Bjarne Olsen, Michael Berling, Jimmi Purkær og Lars Thomsen – alle sammen de som jeg ville holde øje med. Derfor tror jeg med stor sandsynlighed, at jeg også ville have ramt udbrudet, og med en lang tonserspurt havde den lagt rigtig godt til mig.
Men det finder vi aldrig ud af, desværre.
Og lige nu kan ikke finde ud af hvad jeg er mest ærgerlig over. Den mistede mulighed, eller den materielle skade.

Det er egentlig hele turen, og de penge det har kostet, der også irriterer mig. For med løbsgebyr, brændstof, mad, hotelovernatning, og en kommende selvrisiko, så løber det fandeme op en møghamrende dyr tur, for at cykle 45 minutter.

Jeg har nu 2 løb tilbage i denne forårssæson, som passer til mig – nemlig Herning og H30 DM på Lolland Falster. Det har ikke lige været den sæson jeg havde drømt om indtil nu.

Nu venter jeg på hvad min cykelpusher og taksatoren fra TopDanmark finder du af. Det kommer sikkert til at tage sin tid, kan man frygte. Jeg kommer nok med et indlæg omkring hele TopDanmarks behandling af sagen – på godt og ondt. Jeg tror dog, at det kommer til at gå glat.

About The Author

Skribent - Licens

Jeppe Tolbøll, AoCs – Licensredaktør.
Jeppe Tolbøll er AltomCykling.dks – “licens mand”, han skriver hudløst ærligt om sine oplevelser i dansk licens. Han har en stabil fanskare, læs et par artikler og find ud af hvorfor.

Related Posts